Posted by: thomaslundsgaard | april 9, 2008

Intermezzorail

Ingen opdateringer den næste måned, da jeg som en anden Odysseus tager på Middelhavsfart. Interrail i Italien, Grækenland og Tyrkiet, sol, storbyer, autentisk kebab og antikke ruiner, here I come. Vender tilbage 10. maj, cirka.

Reklamer
Posted by: thomaslundsgaard | april 5, 2008

Douglas Coupland – jPod

Der er et eller andet imponerende ved Douglas Coupland og hans sygt præcise evne til at sætte fingeren på alt hvad der rører sig inden for diverse popkulturelle strømninger. Der skal en eller anden litterær evne til, hvis man skal navngive en hel generation og få navnet til at hænge ved et par årtier efter, som han gjorde med Generation X. Coupland skriver med samme wit og observationsevne som f.eks. Neal Stephenson, men uden at være helt så nørdet og utilgængelig for de brede masser, med samme ironi og tematik som David Foster Wallace, men uden helt at bytte plot ud med formeksperimenter i lige så høj grad. Det er ikke alle Couplands bøger der har virket lige indholdsfylde eller… nødvendige, men jeg har altid været sikker på at få masser af humor og skrape beskrivelser af liv der dybest set ligner mit eget, i større eller mindre grad.

I midten af halvfemserne skrev Coupland Microserfs, en beskrivelse af computerspil-verdenen før IT-boblen bristede og spilbranchen blev big business. Microserfs var historien om en lille flok nørder der flygtede fra deres zombie-job i Microsoft og startede deres eget spilfirma. Det var, selvom hovedpersonerne var i tyverne, dybest set en moderne coming-of-age-roman om en flok forvoksende teenagere der blev voksne, krydret med nørdhumor i spandevis og personbeskrivelser som alle, der er vokset op på halvmørke værelser med det nyeste spil i cd-drevet, nok kan nikke genkendende til. Det var litteratur, der tog nørder seriøst, noget nær det nærmeste vi nørder kommer på at få et heltekvad skrevet til os. Ti år efter forsøger Coupland så at gentage succesen – jPod omhandler – igen – seks nørder der laver computerspil. Det er ikke så uopfindsomt som det lyder, for en popkulturkrønikeskriver som Coupland ved udemærket godt, at spilbrancen af i dag er ufattligt forskellig fra spilbrancen for ti år siden, og at den kunne sagtens bruge Couplands ironiske behandling endnu engang.

Spørgsmålet er bare, om Coupland i løbet af det sidste årti er blevet gammel og kynisk. Det virker lidt over-the-top, selv for Coupland, at den første hændelse af betydning er en biker, der er blevet henrettet af hovedpersonens mor via en snedigt indrettet elektrisk dødsfælde i moderens kælder. Og at hovedpersonen, Ethan, og dennes mor, bagefter tager liget, begraver det på en byggeplads, hvorefter Ethan tager tilbage til spilfirmaet og fortsætter med sine overspringshandlinger. Sådan fortsætter det, stadigt mere usandsynlige småhistorier afbrudt af vanligt morsomme beskrivelser af livet på programmørkontoret, jPod. Der mangler den overordnede historie fra Microserfs, der tillader personerne at udvikle sig (ok, historien er der, indtil den lige pludselig er slut og man ikke mærker det). Det gode er, at Coupland stadig er enormt morsom – hvad end han lader sine personer skrive kontaktannoncer rettet mod Ronald mcDonald, lader idiotiske managementtyper ødelægge skaterspil ved at insistere på at spillet skal indeholde en nuttet skildpadde-companion, eller beskriver en programmør der skifter navn til John Doe og prøver at være så statistisk normal som muligt (fordi han er vokset op hos en betonlesbisk mor der døbte ham “crow well mountain juniper (med små bogstaver, ja)). Han er stadig genialt præcis i sine punktnedslag, hvad end det handler om hvor forkerte stemmerne i den første sæson af Simpsons lyder, eller hvor sindssygt irriterende det er, når ældre mennesker ikke kan finde ud af at bruge idiotsikker teknik (enhver der har stået i kø ved udlånsmaskinerne på centralbiblioteket kender følelsen). Men det er også det. Man er underholdt på samme måde, som når man læser sider på bash.org eller ser en middelgod sitcom (hvilket også senere er blevet jPod’s skæbne). Den dybde og menneskelighed, der ellers har været gemt i Couplands værker, er forsvundet, det er som om forfatteren meget, meget bevidst har sat sig ned og har forsøgt at skrive en Coupland’sk bog uden at have nogen større ide med projektet.

Posted by: thomaslundsgaard | marts 30, 2008

Sun Kil Moon – April, Guillemots – Red, Portishead – Third

En større samling blandede bolsjer:

Sun Kil Moon – April

Der er et særligt sted i den platoniske ideverden, hvor Red House Painters hører til – netop det sted, hvor man kan finde indbegrebet af drivende melankolsk guitarbaseret musik. Musik så trist, at mindre heldige afglanser som Coldplay, Saybia og Bright Eyes blegner i sammenligning, men samtidig musik der et eller andet sted virker så indfølt og ægte, at det rent faktisk ikke bliver ulækkert, musik der er ren nok til, at man ikke føler at man sidder og lytter til følelsesmanipulation i mp3-form. Red House Painters, med Mark Kozelek i front, lavede en stak albums af den kaliber i løbet af halvfemserne, og har man en dårlig dag, er det her man skal søge hen. Gruppen gik så i opløsning, og Kozelek startede soloprojektet Sun Kil Moon, der – udover et album med akustiske Modest Mouse-covernumre – forsøger at videreføre Red House Painters-stilen.

Med varierende succes. Et eller andet sted lyder det stadig i høj grad som Red House Painters, ikke mindst pga. Kozeleks stemme, der stadig er sprød og konstant lyder som om den er nær grådens rand. Guitarfigurerne er stadig forførende simple og melodiske. Problemet er nok lidt, at bandet bag Kozeleks stemme og guitar er en anelse mere anonymt, så Kozelek får ikke det instrumentale modspil han fik i Red House Painters – og det er i sig selv ikke skidt, spørg bare Iron & Wines tidlige plader, men når de fleste af sangene varer et stykker mere end fem-seks minutter og ofte forsager en struktur med vers og omkvæd til fordel for vers-på-vers-på-vers-på-vers, bliver det en anelse anonymt lidt for ofte. Der er rigtig, rigtig gode sange, som f.eks. Moorestown, og der er passager der er aldeles forglemmelige.

Guillemots – Red

fyfe.jpgPrøv at glemme Guillemots’ tidligere albums et øjeblik, og se Red for det, det er – en fusion af indie, dance og pop hvor dansevenligheden er i højsædet. En plade, hvor det lyder som om den største, enkelte inspirationskilde er George Michael, en plade hvor visse sange ville begå sig ganske godt i melodigrandprix-feltet. Guillemots har taget et godt skridt nærmere radiovenligheden, og resultatet er egentlig et ret fint popalbum der har styr på sine inspirationskilder og sin produktion. Numre som Kriss Kross og Get Over It kune gå til omtrent hvilken som helst fest, og både dem og de mere stille numre kan spilles på p3 uden at fornærme nogen, ramme samme målgruppe som holder af Scissor Sisters og lignende semi-disko-outfits.

Men…det er bare pokkers svært at glemme Guillemots’ fortid, når de har et så fantastisk album som Through The Windowpane med i bagagen. Og her blegner Red i sammenligning, blegner på den rigtig irriterende måde fordi man dybest set ikke forstår, hvorfor Guillemots har valgt deres kursskifte og synke ned i sumpen af bands der lyder omtrent som dem. Red er, hvis jeg skal forsøge at sætte ord på det, alt for kontrolleret – hvor debut’en rummede popsange, der lød som spontane, euforiske glædesudbrud (Made Up Love Song #43, Trains to Brazil), inderlige ballader (If the World Ends) og storslåede eksperimenter (Sao Paolo), lyder Red som et album der er alt, alt for præcist og gennemtænkt/formulaisk skruet sammen. Strygerne sidder helt perfekt, breaks og afvigelser fra sangens struktur kommer når de skal…det lyder som et album der er produceret snarere end spillet, og på de svage sange får jeg en grim mistanke om at bandet forsøger at skjule manglen på gode ideer under lag af fance produktion. Visse steder vader man rundt i instrumental ideløshed – og det var en ting, jeg aldrig ville tro Guillemots ville forfalde til. Det er godt og sundt at band udvikler og fornyer sig, men et band er ikke stærkere end den musik de laver, og jeg tror måske jeg lader være med at skrive Guillemots på næste gang jeg skal nævne de bands jeg hører.

Portishead – Third

portishead.jpgOg det var så et album jeg overhovedet ikke havde haft forventninger til, jeg havde dårligt nok hørt at Portishead havde fundet sammen igen efter over ti års pause. Triphop er en genre jeg aldrig har dyrket, højest hørt på compilations og tilfældige blogs. Og så bliver man ramt af Third og får pludselig lyst til at dykke ned i de seneste femten års materiale fra den kant, dykke ned i den dystre og støvede stemning, der fines i overflod på Third.

Third er alt andet end et pænt album. Det kniter og knaser og larmer, produktionen er lo-fi, stemningen er et sted mellem David Lynch og gamle noir-film, og vi er tættere på forladte fabrikshaller der har ligget døde siden ravefesterne end vi er på fancy klubber i metropolerne. Der er færre samples end man er vant til, og selv om Portishead stadig laver musik der forsøger at forene elektronik og håndspillede instrumenter, er vi så langt fra en skøn forening som man næsten kan komme. Snarere står de to sider stejlt og vrængende overfor hinanden og kører hver sit eget løb. Og det er netop det, der giver den fantastiske musik, der adskiller Portishead fra det meste andet lavtempoelectronica man kan finde på loungecompilations overalt. Værd at høre alene pga. The Rip, hvor en gammel synthesizer lyder så smukt, så smukt, og We Carry On, der er lyden af tyskertrampertechno spillet på rigtige instrumenter.

Værd at nævne er også Silver Jews – Lookout Mountain, Lookout Sea, hvis forsanger lyder rigtig, rigtig meget som Johnny Cash uden at lyde som en efterligning, og som spiller solid, poetisk americana, og Tapes ‘n Tapes – Walk it Off, der spiller indierock der lyder rigtig engelsk uden at være det, men er ganske godt uden de store krummelurer. Og Matmos – Supreme Balloon, der er lavet udelukkende med gammeldags synthesizers og bringer minder tilbage om computerspil fra slutningen af firserne.

Altsammen skulle gerne kunne smagsprøves på hypem.com.

Posted by: thomaslundsgaard | marts 22, 2008

To gyserfilm der ikke fungerer (Rødt Chok, Silent Hill)

En historie jeg ynder at fortælle lidt for ofte, er den om hvordan jeg som ung konfirmand-to-be så Riget II på mit forberedelseshold, blev skræmt fra sans og søvnløshed, og siden da har været noget nær panisk angst for at se gyserfilm. Riget II skræmte mig dybt, et par år senere skræmte The Ring (ja, den pussenussede amerikanske udgave) mig omtrent ligeså meget, og House of Leaves viste mig så, at gysere fandtes andre steder end på film. Reaktionerne har været de samme – jeg kan ikke holde ud at være alene, jeg kan ikke falde i søvn, filmens plot og alle de små, subtile detaljer der forblev uforklarede kværner videre i mit hoved, og jeg har det elendigt et godt stykke tid efter. Et eller andet sted er det fascinerende, at et stykke fiktion kan påvirke mig så kraftigt, men den semi-akademiske “næh, hvor interessant”-reaktion overskygges som regel af mild paranoia.

Derfor har jeg et sært had/kærligheds-forhold til dårlige gyserfilm – ikke b-films-gysere og den slags, film som bevidst er dårlige og kitschede, men til gyserfilm der tager sig selv enormt seriøst og virkelig tror at de kan sætte en skræk i livet på seeren. På den ene side slipper jeg for mareridt og dårlig mave, fordi den forventede frygt udebliver – på den anden side lever og dør gysere ofte på, hvor uhyggelige de er, og hvis uhyggen mangler har man egentlig bare spildt sin tid. Gyserfilm bliver et eller andet sted nødt til at tage sig selv seriøst, hvis den nødvendige suspension-of-disbelief skal opstå, og få ting er mere tåkrummende pinlige end ting, hvor selvhøjtidligheden falder igennem.

Tag Rødt Chok (eng: Don’t Look Now), som jeg på forhånd ikke havde nogle forventninger til (jeg vidste dårligt nok, hvordan filmen skulle placeres genremæssigt). Plot: Et ægtepar mister deres datter i en drukneulykke, de tager på arbejdsrejse til Venedig (manden restaurerer kirker) for at komme sig over deres tab, og i den vintertomme by begynder de pludselig at se sære syner og en pige i en rød regnfrakke, der minder foruroligende meget om den deres datter gik i. Et arketypisk okkult gyserplot med spøgelser og synske gamle damer – uden at det i sig selv er noget dårligt, det kan bestemt bruges til et væld af gode ting. Det bliver det bare ikke her. Det er ret tydeligt, at historien og stemningen i Rødt Chok skal udfolde sig gennem antydninger og subtile detaljer, men…det bliver bare for meget af det gode. Subtiliteten spreder spreder måske uhygge, men forvirrer i endnu højere grad, indtil man når det punkt hvor man simpelthen ikke aner hvad der foregår og hvor filmen bevæger sig hen. Normalt har man en eller anden idé om hvor en film bevæger sig hen, hvad hovedplottet omtrent går ud på – ikke her. Midtvejs i filmen var jeg stadig i tvivl om hvorvidt jeg så et romantisk drama om at miste et barn, en thriller om en venetiansk seriemorder, eller en gyser med overnaturlige undertoner. Og egentlig virker det som om, at manusforfatteren heller ikke selv vidste det, i hvert fald bliver ingen af de tre plottråde bare tilnærmelsesvist fulgt til dørs. Det betyder også, at når gyserplottet endelig får overtaget mod slutningen af filmen, føler man nærmere at man ser en række tilfældigt udtænkte chokeffekter (som, al respekt for instruktøren, kan arrangeres med den rigtige klipning og noget intens musik) end noget der virkelig er foruroligende. Og så er jeg egentlig ret ligeglad med at filmen har en sexscene, der skrev sig ind i filmhistorien som det mest grafiske og direkte, man hidtil havde set, jeg tror godt jeg kan finde film fra 70’erne der viser et samleje langt mere direkte…

Eller tag Silent Hill, løst bygget på spillet af samme navn. Som jeg ikke har spillet, hvilket måske er et handicap. Stilistisk er Silent Hill er tilgangen til gyset ret forskellig fra Rødt Chok – frem for små antydninger er Silent Hill end film der skaber sine gys gennem chok, splat og CGI-effekter. Vi er ikke ude i splatter-genren, heltindens job er ikke så meget at slå monstre ihjel som det er at flygte fra dem i vild panik, men vi er alligevel et andet sted på uhyggekompasset. Hvis filmen ellers havde været uhyggelig. Problemet er bare lidt, at instruktøren kun kender en enkelt skræk-effekt, som han så vender og drejer på enhver tænkelig måde. Og man hopper da lidt første gang, men efterhånden ved man godt hvad der kommer, og kan så bare fornøje sig med at gætte hvilket monster eller semi-SAW-torturscene der venter denne gang. Egentlig er det synd, for den første lille halve time, hvor stemningen langsomt bygges op og man sidder på kanten af sofaen i frydefuld forventning om hvad der skal ske, er ganske effektfuld – men når man så først ved, hvad der rent faktisk er på spil, falder uhyggen stille og roligt sammen. Det allerførste råd i gyserhåndbogen er, at uhyggen ikke skal skabes på skærmen, men i seerens fantasi, og det råd kunne Silent Hill måske godt have lyttet lidt mere til.

Bemærk at jeg ikke har opsummeret historien endnu. Jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Eller, jo, anslaget er omtrent: Par adopterer pige, pige snakker i søvne om stedet “Silent Hill”, mor og datter tager til Silent Hill, en spøgelsesby der blev forladt pga. farlige underjordiske brænde, og så snart de ankommer til byen forsvinder pigen. Igen, det er første halve time, og det giver ret god mening. Resten af filmen er derimod helt og aldeles sort, ligemeget hvor mange grynede flashbacks instruktøren smider ud som en redningskrans til den forvirrede seer. Det er noget med en dødskult, mor-datter-bånd og en helvedes masse personforviklinger, men det er så dårligt forklaret og virker, ærligt talt, så uendeligt ligygyldigt og ad hoc fundet på, at man næsten hellere havde været det pinlige forsøg på en historie foruden. Gah.

Posted by: thomaslundsgaard | marts 9, 2008

David Foster Wallace – Oblivion: Stories

Oblivion – en novellesamling med tekster af ganske forskellig længde og karakter – er ikke spor nem at skrive om. De fleste af mine bogposts falder, som anmeldelser nu oftest gør nu om stunder, ind i skabelonen indledning-resumé-vurdering. Resuméet giver læseren en ide om hvad teksten handler om så de selv kan danne sig et billede af den, inden jeg tromler igennem med mere eller mindre saglig kritik. Problemet er, at Foster Wallaces noveller ikke egner sig til at blive opsummeret på få linjer. Handlingen i dem – den ydre handling, ville dansklærere vist kalde det, det der sker, sådan rent fysisk – er ofte ganske uinteressant, eller omtrent umuligt at koge ned på en meningsfuld måde. Wallace er ikke historiefortæller så meget som han er stilistiker og nådesløst eksperimenterende.

Tag første historie i samlingen, Mr. Squishy. Terry Schmidt laver brugerundersøgelser for reklamebureauer, sørger for at lave statistik så marketingsfolkene højere oppe kan skære deres kampagner til så præcist som muligt. Ved novellens start er et hold kage-testerne netop blevet færdige med deres individuelle prøvesmagning, og Schmidt skal briefe dem inden de skal igang med en gruppe-prøvesmagning. Ved novellens start skal briefingen til at gå igang, ved novellens slutning, små halvtreds sider senere, er briefingen omtrent overstået. Det meste af teksten forløber som en lang stream-of-consciousness, en blanding af Terrys briefing, hans tanker om briefingen, hans tanker om deltagerne, om livet som lønslave i det hele taget, og om hvordan han fremstiller gift i sit hjemmelaboratorie og undersøger hvordan det bedst kan indplantes i de kager der netop nu bliver blindtestet. I og for sig tilforladeligt nok. Samtidig krydsklippes der til et subplot, hvor en mystisk friklatret bevæger sig op af bygningen, hvir Schmidt og prøvesmagerne holder til, mens en måbende forsamling på gaden ser klatreren pakke flere og flere sære ting ud af sin rygsæk, kulminerende med noget der ligner en pistol. Og endelig – bedst som man har troet at der var tale om en god, gammeldags trejdepersonsfortæller med indblik i hovedpersonens tanker – dukker der der en jegfortæller op, er tilstede på godt en side, og forsvinder så fra narrativet igen.

Ikke at ovenstående genfortælling yder novellen særlig megen retfærdighed, for i Wallaces historier handler det ikke så meget om hvad der sker, som hvordan det sker og (især) hvordan det bliver beskrevet. Man kan, bare for at slå det fast, ikke komme uden om at Wallace er en eminent tekniker, der kontrollerer sproget bedre end langt de fleste af sine kolleger. Tænk en blanding af Douglas Couplands humoristiske hverdagsobservationer kombineret med Bret Easton Ellis’ hyperdetaljerede beskrivelser (hen ad morgenrutinescenen i American Psycho), kombineret med en hang til sætninger der strækker sig over flere sider, kombineret med en evne til at sammenknytte indhold med form (det meste af Mr. Squishy er proppet med marketing-jargon), og du har et tåget billede af Wallaces stil. Det er ikke nemt at læse, ofte endda ganske udmattende, fordi sætningerne bugter sig ud i det uendelige – og især fordi, man fyldes med informationer, man ikke aner om er relevante for historien eller ej. Wallace gør op med så mange novellestiltræk han omtrent kan på 45 sider, og tekstens konstante uforudsigelighed gør det umuligt at holde rede på hvornår det virkelig vigtige sker. Alt hvad man har fået indprentet om konfliktoptrapninger, point-of-no-return og klimaks skydes i stykker, og det er i bund og grund meget rart. Wallace gør det bare mere radikalt end de fleste andre forfattere jeg har læst – man ser pludselig at der kun er tre, nej to, nej kun en! side tilbage, og spekulerer febrilsk på hvordan alle trådene dog skal nå at blive samlet til et afsluttet plot, og det først efter at være nået frem til sidste punktum at man indser, at de ikke gør det. Vi får ikke at vide, hvad klatreren har i tasken, og hvad hans formål er, vi får ikke at vide om Schmidt har ført sine giftplaner ud i livet, vi ved ikke hvad jegfortælleren laver midt i det hele. Et eller andet sted er det fascinerende at se en idé blive ført så konsekvent ud – men omvendt føler man lidt, at man sidder med litteraturens svar på et afbrudt samleje, underholdende og udmattende det meste af vejen, men med en utilfredsstillende mangel på et klimaks.

Problemet er, at novelle nummer to i samlingen gør lidt det samme. Her fortælles i et flashback om en elev, der sidder og dagdrømmer bagerst i klassen, mens klassens vikar pludselig afbryder sin undervisning ved at fylde tavlen med “KILL THEM KILL THEM KILL THEM ALL” skrevet i stadig mere dæmonisk håndskrift. Det er vældig interessant, men midt i teksten gættede jeg – korrekt, viste det sig – at vi ikke fik sat vikarens anfald ind i en større sammenhæng, at vi ikke fik forklaringen og efterspillet. Når fire femtedele af teksten så består af fortællerens ganske kreative, men et eller andet sted ikke vildt interessante, dagdrømmerier, bliver læsningen bare frustrerende uden at være specielt givende. Wallace skriver fortsat forrygende, og der er stadig skægge og interessante observationer på hver eneste side, men jeg følte mig en anelse taget ved næsen, som om at stileksperimentet var blevet trukket lidt for langt ud.

Og da er det så man støder på trejde tekst, en superkort realtime-beskrivelse af et forældrepars reaktion da deres barn hælder kogende vand nedover sig. Så levende og realistisk (gætter jeg på) beskrevet, at det virkede som et gedigen mavepuster og påvirkede mig mere end noget litteratur har gjort siden omtrent House of Leaves. Oblivion er værd at få fat på alene pga. disse to sider. Bogen fortsætter herefter med en bunke forskellige tekster – endnu ingen skåret over samme model som de to første -, alle eksperimenterende på hver sin måde, nogen mere fængende end andre. Nogle rigtig, rigtig tankevækkende. Så Oblivion er værd at få fat på, uden tvivl, om ikke andet for at se at litteratur kan være så meget mere end skematiske krimier og forudsigelige (og -tolkelige) noveller.

(Edit: Forresten, alle der bor i Odense eller er friske på en togtur bør kigge forbi Centralbiblioteket så hurtigt som muligt. De har lige indkøbt en større samling engelsk skønlitteratur, over 1000 bøger i alt, som står frit fremme til udlån. Eldorado.)

Posted by: thomaslundsgaard | marts 5, 2008

Daniel Kehlmann – Opmålingen af Verden

Jeg tror, at artikler om Günther Grass står for omtrent halvdelen, sikkert mere, af dækningen af tysksproget litteratur i de danske (mainstream-)medier. Min mavefornemmelse når jeg gennemkigger Weekendavisens bogsektion er i hvert fald, at tysk litteratur mere eller mindre er lig med bearbejdningen af WWII-fortiden, Holocaust og nazismens væsen. Og så nyoversættelser af Kant, Hegel og Heidegger. Af samme grund ved jeg foruroligende lidt om, hvad der ellers sker på den germanske bogscene. Jeg ved dog, at Daniel Kehlmanns “Die Vermesserung der Welt” (da: Opmålingen af Verden) for et par år siden solgte nogle millioner eksemplarer, nok til at give forlæggerne en tro på at den kunne bryde igennem internationalt, og at den udkom i Danmark sidste år til en del opmærksomhed. Og at en af de to hovedpersoner er Carl Friedrich Gauss, en af de største matematikere nogensinde, og at jeg derfor nok burde få den læst.

Vi er i slutningen af 1700-tallet, i oplysningstiden, i et Tyskland der politisk set er ganske fragmenteret og halser lidt efter Frankrig, England og Spanien på adskillige punkter. Med få års mellemrum fødes to af Tysklands store videnskabsmænd – den førnævnte matematiker Gauss, og Alexander von Humboldt, polytekniker der kan en hel del af alting. Ideen i Kehlmanns er ligeså oplagt, som den er god – et slags litterært dobbeltportræt af Humboldt og Gauss, deres samtid, af videnskabens udvikling og de to mænds forskelle og ligheder. Historien om hvordan de på hver sin måde “opmålte” verden og bragte oplysningstidens lys over den. Humboldt er praktikeren og eventyreren, biolog, geolog, kartograf, geograf, botaniker og navigatør, nysgerrig og lettere naiv. Han bruger fem år af sit liv på at udforske Sydamerika, gennemrejse Amazon-junglen på kryds og tværs og indsamle prøver i tusindvis mens han udsætter sig selv for alt fra malariamyg og højdesyge til svovlfyldte miner og indianere med giftpile. Gauss er den evigtgamle, kyniske og vrisne matematiker, der har det bedst foran sit skrivebord med familien på sikker afstand, der ser rejser og selskaber som unødvendige distraktioner og ser alle i sin nærhed som tanketomme æsler. Et eller andet sted er det klart, at Humboldt er bedre litterært materiale end Gauss, og uden at have talt sider gætter jeg på at Humboldst kapitler er dobbelt så lange som Gauss’.

Da romanen udkom i Danmark fik den anmelderne til nærmest at gå bagover af begejstring (“en storslået kunstnerisk og filosofisk bedrift”, “afsindig lærd”, “mesterlig”, eller her). Ikke alene sad man med en storslået roman, en sand litterær bedrift, det var også en bog der nærmest sikrede en bachelor i alt fra geologi og matematik til videnskabsteori. Jamennej. Der er mange gode takter i Kehlmanns bog, men set som et stykke formidling er Illustreret Videnskab nok den bedste sammenligning – underholdende, overfladisk og lidt løsagtig. Humboldts færd gennem Amazonas er fint beskrevet, men det er nu engang Humboldt selv der kommer i fokus, og kun sekundært hans opdagelser. Kehlmann har et par teknikker, der sikkert imponerer anmeldere hvis viden om naturvidenskab ligger på et ganske lille sted – især er han god til at opremse ting med farligt fine navne (tag f.eks. listen på ca. en halv side om de instrumenter Humboldt havde med til Amerika, eller den liste matematiktermer han frit slynger ud når han beskriver Gauss’ tanker) og lade det passere for egentlig forklaring og formidling. Som læser lærer man så at sige asymptote, inklinatorium, primfaktorisering, eudiometer og en masse andre ord der snildt kunne give en sejren i Scrabble, men klogere bliver man ikke. Egentlig er det ikke en kritik af Kehlmann – jeg synes måske bare, at de anmeldere der har fundet verdens klogeste bog ikke helt har læst nok bøger, hvor naturvidenskaben rent faktisk er en medspiller på både sine egne og romanens præmisser.

For Kehlmanns roman fungerer faktisk, hvis man tager det som det den er. Kontrasten mellem Humboldt og Gauss er tilpas skarpt stillet op, og accepterer man at de nok nærmere skal ses som karikerede typer end realistisk beskreve personer, er det underholdende at følge dem og deres bestræbelser på at forstå verden. Der er noget drengebogs-eventyr over Humboldts rejser, og Gauss er som en anden gnaven Joakim von And-type morsom i kraft af sin personlighed. Kehlmanns sprog er ikke specielt flot og sprudlende (eller også har oversætteren ikke ramt Kehlmanss tone), men det fungerer da. Man bliver underholdt. Jeg synes ikke at Opmålingen af Verden er en dyb bog – jeg forestiller mig at det er sådan en bog, dansklærere giver til klasser de ikke har de store tanker om, fordi den er så åben og håndgribelig -, men man bliver godt underholdt og får stof til eftertanke. Alle detaljerne kan man så få i Neal Stepehsons Baroque Cycle.

Og ja, der er langt mellem mine indlæg. En grund er at der kommer ganske meget musik der ikke er værd at skrive om, med mindre det er for at nedsable det. Tag Where The Storm Meets The Ground, debutalbummet fra Pernille Rosendahl og Johan Wohlerts The Storm-projekt og omtrent det meste hypede danske album i løbet af det seneste års tid. Og som fik anmelderne til over en kam at hive “en storm i et glas vand”-klicheen frem til overskrifterne. Problemet er, at hvis ens koncept skal kunne holde til at man klæder sig ud som pirater og tager sig selv og sit sceneshow mere højtideligt end en tilfældig pave fra middelalderen, så skal man enten være virkelig, virkelig gode (læs: Arcade Fire) eller være fra firserne (læs: Toto, Scorpions, etc.). The Storm er ingen af delene, og albummet ender med at være et fint lille eksempel på, at selv nok så meget markedsføring ikke kan skjule at melodierne mangler, at Pernilles vokal drukner i de buldrende trommer og de flade guitarriffs og at pompøsitet ikke kan erstatte følelser. Eller tag Kaizers Orkesters nyeste, Maskineri, hvor alt det Kaizers er virkelig gode til – balkaninspireret skrammelpunk med olietønder og vilde omkvæd – er erstattet med en lidt anden form for sær stadionrock, som måske er en del mere radiovenlig, men kun er det fordi det er så glat og poleret.

(Edit: Euromans anmelder beskrev ret præcist The Storms album som det album Drengene fra Angora ville lave, hvis de skulle parodiere et storladent riff-rock-album. Lige på sømmet.)

Men hey, god musik:

Why – Alopecia: Jeg har ikke bashet nok hiphop indtil nu, men der er få genrer jeg bryder mig mindre om. Mest fordi det er umuligt bare at være ligeglad og ignorere genren, den er over det hele – i radioen, i diverse tv-reklamer, i den tøjstil 90% af landets 7. klasser går rundt i (ja, jeg har empiri der understøtter det udsagn), i den irriterende machomentalitet flere og flere får ind i deres hoveder. Jeg hader, hader, hader musikere som 50 Cent og Snoop Dog og hvad de end hedder, jeg hader den attitude de står for, de giver mig af og til lyst til at blive en gammel vrissen amerikansk censurforkæmper der forsøger at få deres cd’er ud af Wal-Mart. De skaber en subkultur først og fremmest kendetegnet ved dumhed, og tilmed en ganske konfrontatorisk form for dumhed. Ih altså.

Så jeg var skeptisk da jeg så anbefalingen af Why?. Fordi de blev beskrevet som…ja, hiphop. I ved, med rappere og trommebeats og den slags. Men alligevel – Why? er lyden af hiphop lavet af hvide forstadsdrenge med nasale stemmer og en god portion selvironi. Det er hiphop hvor teksterne rent faktisk tør berøre andre følelser end liderlighed, hvor arrangementerne sprudler af kreativitet og et smukt samspil mellem samples og analoge instrumenter, hvor teksterne hele albummet igennem er fyldt med punchlines og fucked rim og hvor forsangeren fra det ene øjeblik til det næste kan skifte fra rap til nasal, indfølt croon. Det er musik hvor hiphoppen møder indierocken og enkelte tekstbrudstykker klæber sig ubehjælpeligt fast i flere dage. “Even though I haven’t seen you in years, yours is a funeral I’d go to from anywhere“. Myspace her.

Fleet Foxes – cd-rw og Sun Giant EP: Og nej, jeg tvivler på at albummet kommer til at bære titlen cd-rw, men den bliver først udgivet til juni og cirkulerer nu på nettet i form af en kopi af en cd-rw-skive. Med bandets fulde velsignelse, skal det siges. Sun Giant EP’en er derimod netop udkommet, har fået store roser af Pitchfork, så mon ikke vi kommer til at høre en del mere til Fleet Foxes. Jeg håber. Sørg i hvert fald for at finde noget med bandet og sæt det på en dag hvor foråret spirer frem, nyd det lækre vokalarbejde, de smukke melodier, hele den lidt folkede lejrbålsstemning. Man kan smutte forbi bandets myspace-side, det bør man faktisk, men nogle pejlemærker kunne være Akron/Family, My Morning Jacket og Midlake.

Laura Barrett – Earth Sciences EP: Lad mig være den første der bruger begrebet “en Joanna Newsom” – tag et stk. ung, talentfuld musiker, helst af hunkøn, tag et stk. instrument der er tilpas avantgarde til at virke enormt nyskabende brugt i en indie-sammenhæng, og tag nogle arrangementer der ikke benytter andet end de to ovenstående virkemidler. Tilsæt en støt voksende fanskare som følge af nogle efter sigende vidunderlige liveshows (høhøhø..). Og du har Laura Barrett. Jeg får det måske desværre til at lyde enormt kynisk og pladeselvskabs-kalkulerende (“Okay, harpen er so last year, hvad kan vi nu finde på…”), men det er bestemt ikke meningen. Laura Berrett skulle være en vaskeægte canadisk undergrundssucces der så småt er ved at bryde igennem, forståeligt nok. Hun spiller kalimba, et lillebitte tangent instrument med en karakteristisk spilledåselyd, og så synger hun ellers. Okay, det er nok ikke helt så virtuost som hendes sister-in-arms, men det er sødt og charmerende og enormt hyggeligt. Og det har et cover af Smells Like Teen Spirit. Lyt.

Posted by: thomaslundsgaard | februar 14, 2008

Neal Stephenson – Cryptonomicon

Skru tiden tilbage til omkring 1942. De allierede og aksemagterne kæmper om Europa, ingen tør forudsige hvilken vej krigen går. Tyske ubåde sænker rutinemæssigt allierede skibe der vover at krydse Atlanten, der kæmpes i Europa, ved østfronten og i Nordafrika, og amerikanerne er netop blevet hevet ind i krigen efter japanernes angreb på Pearl Harbor. Titusinde amerikanske soldater sendes ud i en junglekrig der får Vietnamkrigen til at ryste i bukserne i sammenligning.

I England, i en bunke ombyggede gårdbygninger, sidder en samling matematikere og andre nørder, der skal vise sig at blive et af de allieredes stærkestev våben. Ethvert engelsktalende individ der ved bare en smule om koder og hemmelig kommunikation er samlet her, i Bletchley Park, en gigantisk arm af efterretningsvæsenet med et bestemt formål – at bryde så mange af aksemagternes koder som muligt. Tyskerne krypterer al deres kommunikation med maskinen Enigma, et kryptografisk vidunder der menes at være umuligt at knække – og også var det, til nogle polske matematikerne gjorde det umulige og gav deres viden til de allierede som en tak-for-sidst over tyskernes invasion af Polen. Bletchley Park kan nu læse tyskernes kommunikation, og tyskerne kan kæmpe videre i troen på at de kan holde på deres hemmeligheder. Det giver selvfølgelig et problem – hvis englænderne reagerer på hver eneste efterretning, synker hver eneste konvoj de kender og bomber hver eneste spionbase, så bliver tyskerne mistænksomme, og hvis tyskerne bliver mistænksomme sætter de et hjul mere på Enigma og gør dermed al deres kommunikation utilgængelig påny. Det giver et problem, der i sin natur er rent matematisk: hvor stor en del af efterretningerne kan de allierede reagere på, uden at vække mistanke i førerbunkeren?

Skru så tiden frem til slutningen af halvfemserne, find en globus frem og zoom ind på Filipinerne. Landet er så småt ved at komme ovenpå igen efter Marcos’ diktatur, regeringen vil gøre landet til en del af verdensmarkedet, og det der fantastiske Internet lader til at blive det sidste nye. Set med en kapitalists briller betyder det at der er penge at tjene, indbrigende kontrakter på at lægge kabler til øgruppen og sørge for en ordentlig digital infrastruktur. Samtidig har en lokal, selvstændig stat – Kinakuta – ambitioner om at blive verdens digitale hovedstad, specifikt ved at oprette et gigantisk data haven – en gigantisk server, lidt forsimplet sagt, hvor enhver form for data kan lagres, supersikkert, superhemmeligt og uden nogen som helst mulighed for at uvedkommende kan se hvad der gemmer sig. Den digitale verdens svar på de schweiziske banker, om man vil. Igen, kapitalistens våde drøm, og en magnet på de sære it-guru-typer medierne elskede at fortælle om i halvfemserne. Og nåja, var det ikke noget med, at store dele af tyskernes guld forsvandt et sted i den filipinske øgruppe efter krigen…?

Det er, i al sin enkelhed, dobbeltplottet i Cryptonomicon. Under krigen følger vi Lawrence Waterhouse, orgelspiller og matematisk geni, ven med Alan Turing, opfinder af verdens måske første computer, og en af de cirka tyve mennesker i verden der har Ultra Mega-clearance og dermed adgang til selv de største statshemmeligheder (Ultra Mega-klubben befolkes ellers af folk som Roosevelt og Churchill). Indrullet i den amerikanske flåde, men så langt fra fra fronten som muligt. En del af den tophemmelige 2702. deling, der bryder tyskernes efterretninger, vurderer hvilke der skal reageres på, og hvordan det kan gøres så subtilt som muligt. Og i øvrigt en karakter der på flere måder gør sit til at skabe eftertidens stereotyper af nørder (tænk John Nash i A Beautiful Mind uden skizofrenien). Samtidig følger vi Bobby Shaftoe, US Marine-grunt, i den anden ende af deling 2702’s kommandokæde. Shaftoe overlevede de første kampe i stillehavskrigen med et voldsomt granatchok og en voldsom morfinafhængighed og blev herefter overflyttet til deling 2702 med ordre om ikke, på nogen måde eller tidspunkt, at stille spørgsmål til sine ordrer. Selvom de involverer at overtage et britisk handelsskib, sejle det på grund på den norske kyst, bevidst efterlade de allieredes kode-manual på skibet, og derefter flygte over hals og hoved til Sverige mens han mejer enhver tysker der kommer i nærheden ned (hvad Shaftoe ikke ved er, at de allierede har fundet ud af, at tyskerne har brudt de allieredes kode, og at de allierede nu skal bruge en undskyldning for at skifte deres koder uden at vække mistænksomhed).

I nutiden følger vi Randy Waterhouse (barnebarn af Lawrence), tidligere bibliotekar og nu UNIX-guru og netværksadministrator. Han er ikke kapitalisten nævnt i forrige afsnit, men hans ven, Avi, er, og Avi ser en mulighed for store penge. Randy er håndværkeren der bliver sendt til Filipinerne for at lave det tekniske arbejde, undgå de store, filipinske pengemænd, lægge an på den underskønne, halvt-amerikanske Amy (der hedder Shaftoe til efternavn, helt tilfældigt), spise Kaptajn Knas på et lummert hotelværelse og møde mystiske filipinske kvinder der giver ham koordinaterne til en lysning i jungler der (tilfældigvis) viser sig at rumme nogle hundrede millioner i guldbarrer.

Igen, det er plottet i al sin enkelhed. Ikke at det er det vigtigste. Det er en interessant historie, såmænd, men mere pga. den ramme Stephenson sætter det ind i, end fordi det som sådan er skruet godt sammen. Til tider går det ganske langsomt frem, til tider bliver plottet afsporet og subplots ender blindt, og andre forfattere ville sikkert have skåret halvdelen af plottet vækket og fået bogen til at fylde en tredjedel. Man skal ikke læse Stephenson fordi han vil fortælle en fuldstændig fantastisk historie – men fordi Stephenson er en helt fænomenal forfatter. Før Cryptonomicon havde han skrevet et par scifi-romaner, og Cryptonomicon kan også siges at være science fiction i ordenes mest bogstavelig betydning – fiktion, der kredser omkring videnskab, hvad end det er matematik, informationsteori og krigsteknik eller datalogi, netværk og filipinsk geografi. Cryptonomicon er ikke 900 sider lang pga. sit plot, men fordi Stephenson igen og igen afbryder sit narrativ for at forklare hvordan Enigma rent faktisk virker, hvordan Bletchley Park var bygget op, hvordan man kan overvåge en computer ved at fange de radiosignaler dens skærmbuffer udsender eller for at parodiere en sociologisk artikel om skæg som en kropsprydelse hvide mænd bruger for at hæve sig over kvinder og andre racer, skrive fire sider om den optimale måde at spise Kaptajn Knas på, eller en semierotisk vignet om sorte nylonstrømer og arvede møbler af valnødde træ. Et eller andet sted er Cryptonomicon et alternativ til at læse Slashdot eller stene Wikipedia – udover at få fortalt en historie, bliver man som læser fyldt op med viden, der i værste fald er ubrugelig og i bedste fald nyttig, og aldring mindre end dybt interessant og vildt underholdende. Stephenson plejer aktivt sit nørd-image, og Cryptonomicon er en så gennemført nørdet bog at det er en fornøjelse i sig selv. Målgruppen er nok ikke pokkers bred, men er man en af dem der bliver fanget, bliver man det også fuldstændigt.

Posted by: thomaslundsgaard | februar 5, 2008

Margaret Weis & Tracy Hickman – Dragonlance: Legends

Det er farligt at gå tilbage til en barndomsforelskelse. Jeg var en af dem der læste Lord of Rings igen og igen i mine folkeskoleår, elskede den som jeg elskede få andre ting – og da jeg så for et par måneder siden forsøgte at vende tilbage, var det som om magien var væk, og jeg stod tilbage med noget flot, men meget, meget tung prosa jeg ikke rigtig kunne komme igennem. Af samme grund havde jeg ikke rigtig haft lyst til at gå i krig med Dragonlance-verdenen igen – jeg havde pløjet mig gennem tonsvis af DL-bøger i mine teenageår, slugt dem råt og ventet utålmodigt på at biblioteket fik sidste bind af en serie hjem, men de seneste år havde jeg holdt mig væk. Men så blev jeg syg og dårlig, fik lyst til at læse noget lidt lettere end den Nabokov-bog der ellers stod på reolen, og så stod DL: Legends pludselig på hylden og lokkede.

En kort Dragonlance-primer til folk der ikke kender til det: Tag en ærke-klassisk fantasyverden med mennesker og elvere, dværge og drager, troldmænd og et helt panteon af guder, tilføj nogle originale twists, og du har Krynn, en verden som oprindeligt blev skabt til Dungeons & Dragons-rollespil, men efterhånden fik sit eget liv i utallige romaner. Tag en ærke-klassisk krig mellem de gode og det onde (Lansekrigen), inkl. en flok helte der kæmper for det gode og besejrer ondskaben til sidst, og du har handlingen i den første Dragonlance-bog, Chronicles (også af Weis og Hickman). I Legends er vi et par år længere fremme i tiden, og følger to af heltene fra Lansekrigen, brødrene Caramon og Raistlin. De er tvillinger, og akkurat så forskellige som tvillinger i fantasy-romaner skal være – Caramon er en gigantisk, godmodig, naiv kriger, Raistlin en ambitiøs og skøbelig troldmand der vender sig mod ondskaben for at få den magt han drømmer om. Siden Lansekrigen har Caramon slået sig på flasken, Raistlin har lukket sig inde i sit tårn og planlagt det, der bliver omdrejningspunktet for hele Legends – et forsøg på at dræbe Takhisis, ondskabens gudinde, og tage hendes plads som ondskabens nye guddom.

Lyder det bekendt? Som noget du har læst før? Måske. Dragonlance er klassisk high fantasy (nogen ville sige trash fantasy) i ånden fra Tolkien. Omvendt er selve DL-verdenen fra slutningen af 70’erne, så hvis det ikke virker som topmålet af originalitet er det snarere fordi en generation af efterfølgende forfattere er blevet inspireret af Weis og Hickman. Og hvor man med rette kunne mene, at forgængeren, Chronicles, havde et ret stift og simpelt plot (fordi det direkte var bygget over en D&D-kampagne), er Legends en legeplads for forfatterne, hvor de kan gøre omtrent hvad der passer dem. Hvilket de så sandelig også gør – og det er her, det bliver spændende. Og lidt problematisk.

Der er en række litterære teknikker, enhver forfatter skal passe gevaldigt på med at bruge. Deus ex Machina’er, for eksempel. For sci-fi- og fantasy-forfattere er der yderligere en række plot-twists, man skal være yderst varsom med. Et af dem er tidsrejser. Det er et trick, der medfører så mange logiske paradokser og forviklinger, at man som forfatter skal have en meget sikker hånd for at kunne bruge det – eller også skal man kaste sig ud i det med hovedet først og håbe på at læseren ikke tænker for meget over detaljerne i det. Weis og Hickman gør det sidste. For at kunne udfordre Takhisis må Raistlin først rejse tilbage i tiden og dræbe en mørk troldmand, Fistandantilus, der i øvrigt selv har rejst frem i tiden og hjulpet Raistlin under Lansekrigen. Caramon må rejse med og forsøge at dræbe ham. Derefter må Raistlin rejse lidt frem i tiden, hvor han kan udfordre Takhisis, vel vidende at Fistandantilus gjorde det samme og døde før han nåede så langt. I øvrigt var Raistlin i fortiden Fistandantilus’ lærling, og sluttede sin lærlingetid med at dræbe Fistandantilus – eller var det omvendt? Endelig må Caramon rejse frem i tiden, til et tidspunkt hvor Raistlin har sejret, her finde ud af hvad der gik galt, og så rejse tilbage til nutiden og ændre den, så Raistlin alligevel ikke vinder. Forvirret? Godtså.

Jeg tror at man som læser gør sig selv en tjeneste, hvis man ikke minutiøst forsøger at holde styr på alle tidsparadokserne og personlighedsspaltningerne. De er trods alt først og fremmest bagtæppet til to ting – dels en klassisk fantasyfortælling om godt vs. ondt, og dels end knap så klassisk fortælling om ambitioner, forædderi og ondskab. Scoopet i bogen (udover den ganske fascinerende verden, Weis og Hickman fører os igennem) er forholdet mellem de to brødre, der med en fantasy-målestok er overraskende komplekst, og som bogen igennem styrer hvor plottet bevæger sig hen. Der bliver spillet på de store følelser, men Weis og Hickman undgår – for det meste – at det bliver patetisk.

Selvfølgelig er der mindre irritationsmomenter. Crysania er en håbløst endimensionel person. Dalamar er slet ikke ond nok til at bære den sorte kappe. Caramons inspirerende taler til sine rekrutter får mig af og til til at krumme tæer. Men det er detaljer, og det overskygger ikke billedet af, at DL: Legends på sine egne præmisser er en medrivende og underholdende fantasyhistorie som sagtens kan tåle en genlæsning, hvis man er i nostalgisk humør.

Posted by: thomaslundsgaard | februar 5, 2008

Lyden af forår gennem lyslederkabler

Det er utroligt så lidt der skal til. En nedbarberet, uendeligt simpel melodi, klimpret på en guitar eller et klaver, lidt elektronisk støj der fra tid til anden samler sig til minimale, glitchede beats, og nogle samples der kunne være optaget med en dårlig mikrofon på en skovtur. Og pludselig sidder man med noget, der omtrent er det perfekte soundtrack til et næsten spirende forår.

Det er sløjt med nye udgivelser lige for tiden, så jeg holder temadag – jeg har været i plenum og bestemt – i tråd med min tidligere ytring om, at bloggen er for elitær og trænger til noget musik du kender – at temaet er japansk, minimal electronica. I ved, Ryoji Ikeda, Shuta Hasunuma og de andre fra Tjeklisten. Selvom det måske, i takt med internettets muligheder for at sprede sin musik til den anden side af jorden med et enkelt klik, giver mindre og mindre mening at tale om musik med regionale særpræg, slår det mig alligevel hvor store fællestræk der er mellem disse kunstnere – ikke at de lyder ens, men de deler den bagvedliggende tilgang til musikken. Det er musik der er skåret ind til benet, uden overflødigt fedt eller effekter, en slags minimale, abstrakte kompositioner der vel, for at gribe om en nem sammenligning, lidt kan sammenlignes med haikudigtenes effektfulde sparsommelighed.

Shuta Hasunuma (album: OK Bamboo, Hooray, Shuta Hasunuma, myspace) ligger et sted i grænselandet mellem collage-agtig konkretmusik og simpel, melodisk ambient. Det ene øjeblik føres man gennem en travl lufthavn, det næste træder man ud af et buddhistisk tempel og ud i en spirende forårsskov. Knitrende, elektronisk støj blander sig med samples af fuglefløjt, et par forførende simple guitarakkorder danner par med en atonal fløjtelyd. Der er ikke tale om egentlig sange, ofte er det ikke klart hvor det ene nummer slutter og det næste begynder, der er snarere tale om små, fortættede lydlandskaber, båret oppe af de afspillede samples og forstærket af de indarbejdede melodier. Til tider lyder det som Fennesz i det akustiske hjørne, oftere lyder det som soundtracket til en velproduceret, speakerfri dokumentarfilm. Kald det et heldigt sammentræf, at jeg netop opdagede albummet i dag hvor solen skinnede og jeg cyklede tredive kilometer i det næsten lune vejr, men for få dage siden tror jeg slet ikke albummet havde fungeret.

Alva Noto (alias Carsten Nicolai, som godtnok er tysker, vistnok) har sammen med japanske superpianist Ryoichi Sakamoto lavet et par album (Vrioon, Insen, lyt), der på sin vis er endnu mere minimale end Hasunumas. Sakamoto står for klaverarbejdet, Noto for elektronikken, der igen bevæger sig på kanten mellem at være egentlige beats og nærmere være tilfældige, dybe lyde der står i kontrast til Sakamotos skrøbelige klavertoner. Den menneskelige, organiske fornemmelse der prægede Hasunumas musik er afløst af noget langt koldere, men ikke mindre fascinerende, og jeg undrer mig gang på gang over hvor lidt – vi taler få toner her, Sakamoto der nogle gange i minuttet trykker på en tangent – kan virke så komplet.

I det lidt mere maksimalistiske hjørne findes radicalfashion (alias for Hirohito Ihara), der udgav albummet Odori (lyt her og her) for et par år siden. Det er en blandet omgang – cirka halvdelen af sangene er eksperimenter der måske ikke falder helt heldigt ud, glitchede klaverstykker der er klippet til ukendelighed og mangler den her kerne af melodi selv nok så mange produktionstricks ikke kan erstatte. Den anden halvdel – i særdeleshed numrene Shousetsu og Ballet – er imidlertid små perler, minimale klaverkompositioner hvor et tema gentages om og om igen til der til sidst opstår en hel særlig intimitet, understreget endnu mere af Shousetsus elektroniske lyde, der næsten – og også kun næsten – lyder som åndedræt.

Og endelig – Ryoji Ikeda. Der også er fra Japan, og også laver glitch, men ellers overhovedet ikke lyder som noget andet i denne post. Væk er de lette, svævende forårsfornemmelser, væk er natursamples og skrøbelige klavermelodier, den sjæl der gennemsyrede de andre værker, tilbage er ren, rå data, et enkelt klik der er manipuleret til ukendelighed og brugt som det eneste råstof i Ikedas dystre, elektroniske maskinverden (album: Dataplex, lyt – og det er hans mindst mærkelige album). Det er minimalisme taget ud i det ekstreme – Ikeda arbejder måske med en palet på to-tre-fire lyde, hver for sig nærmest en lille bid hvid støj, og ud fra dette opbygger han kompositioner der er så ekstremt detaljerede, så fantastisk rytmiske – nærmest funky, tro det eller ej. På en gang er det et musikalsk eksperiment – hvor lidt skal der til for at lave musik? -, på den anden side er rytmisk kompleksitet jeg aldrig har hørt magen til. Det er ikke altid behageligt – det første man hører på albummet er en skærende hyletone der sikkert kunne få hunde til at blive tossede – men det er så sygt detaljeret at jeg gang på gang måber over hvordan Ikeda overhovedet har kunnet konstruere det. I næste øjeblik rammes man af en bas der går lige i mellemgulvet, og ud af de tilsyneladende tilfældige klik og chirps dukker der en egentlig rytme op, som en slags forskruet drum’n’bass ud af et af Aphex Twins-mareridt – og sådan fortsætter det albummet igennem, gennem det ene mere fantastiske eksperiment efter det andet. Men hør det for pokker på et anlæg med en ordentlig subwoofer.

« Newer Posts - Older Posts »

Kategorier