Posted by: thomaslundsgaard | januar 10, 2009

2008-tilbageblik

Med få ord – jeg synes, der har været lidt langt mellem snapsene i 2008. Musikalsk, altså. Det har ikke bugnet med lækker, ny musik, som det gjorde i 2007. Relativt få af mine favoritbands har udgivet nyt materiale, og af dem der har, er det ikke alle der har gjort det lige godt. Til gengæld har der været et par spændende, nye bekendtskaber, som jeg først har lært at kende i løbet af året.

På den ene side er det nedenstående en liste, der bærer grumt præg af, at jeg orienterer mig via Pitchfork og lignende sider, og derfor indeholder en god stak indie-hypede plader, som sikkert vil være obskure, ukendte og uinteressante for de fleste. Omvendt er der nogle trends inden for indie-verdenen – hvad det så end er – jeg ikke rigtig forstår. Derfor: På nedenstående liste er der ingen dubstep. Jeg forstår ikke dubstep, jeg synes de fleste numre lyder ens, og det er sikkert bare fordi min subwoofer ikke kan følge med – men så igen, det er musik der er skabt med dansegulvet, ikke hjemmelytningen, for øje, og omtrent al min musiklytning finder sted inden for hjemmest fire vægge. Der er heller intet hiphop – næsten – for langt det meste hiphop er stadig dumt, ensformigt, dumt og kedeligt. Jeg forstår ikke, hvorfor p4k og lignende falder i svine for det, og der går nok noget tid før jeg kommer til det. Der er ikke noget r’n’b, radiopop eller afrikansk musik. Der er heller ikke noget dansk musik, og lige netop det må jeg nok tilskrive lige dele ignorance og dovenskab fra min side. Jeg tror bestemt der er kommet meget god musik herfra, men jeg har ikke fået det hørt, og jeg klarer mig nok uden.

Af samme grund – fordi ingen album virkelig har skilt sig ud og påberåbt sig status af mesterværker, men fordi der alligevel har været en stribe solide udgivelser, er årets top 10 ikke listet i prioriteret rækkefølge. Læs den blot som “10 gode albums fra det sidste år, som du bør høre hvis beskrivelsen lyder bare minimalt interessant”. De er ikke repræsentative for hvad der er sket i løbet af året, og der er sikkert nogle grimme forglemmelser som helt sikkert burde have været med. Men det er værd at lytte til, og det gør dig måske næsten til et lidt bedre menneske.

Grouper – Dragging a Dead Deer up a Hill

Jeg ved det lyder absurd, men forestil dig – prøv, i det mindste – en akustisk udgave af My Bloody Valentine. Forestil dig de samme sarte melodier, de drømmende vokaler, den dystre, midnatsblå stemning. Forestil dig at den kværnende guitarstøj erstattes af blød, varm rumklang, at de elektriske guitarer bliver akustiske, og at det kun er skelettet af sangene der er tilbage, som de ville lyde spillet i en mørk skov af en flok elvere mens du halvvejs sover. Så har du, måske, Grouper, et flot, flot eksempel på at vokal-guitar-kombinationen ikke nødvendigvis altid lyder som Iron & Wine. Det er drømmende, og æterisk og meget, meget smukt.

tokyo

Tokyo Police Club – Elephant Shell

Elephant Shell var omtrent lyden af min sommer – fra jeg fik fat på albummet midt i maj, til de spillede en helt fantastisk koncert på Roskilde, og de næste mange måneder. Det er perfekt sommermusik – energisk, dansevenligt, hyperaktivt, glad-i-låget-hurtigt. Poprock i slægt med The Strokes, men uden den kølige ironi, musik der lyder som det den er, en flok unge canadiere med sans for melodi og rytme. Ekstremt medrivende og syng-med-værdigt – og alligevel gennemtænkt og iderigt nok til at jeg stadig gider lytte til det et halvt år senere. Det er ikke nogen lille bedrift.

Metallica – Death Magnetic

Jeg havde heller ikke troet, at der skulle lande et metal-album blandt mine 10 favoritter, og da slet ikke et Metallica-album. Jeg havde forestillet mig Metallica som en forstenet dinosaur på linje med AC/DC, et band med en småbesat fanskare der levede i 80’ere, fordi det var der Metallica sidst lavede god musik. Et band der snart spillede megakoncerter i Horsens, hvor gennemsnitsalderen blandt både tilskuere og band var et godt stykke over 40. Der blev jeg så overrasket. Death Magnetic er alt det, et godt metalalbum skal være – tror jeg -, på en gang aggresivt, heandbangeværdigt og melodisk, episk uden at forfalde til powermetalklicheer, med en forsanger der kan spænde over et pænt register (og få det til at lyde godt, hvilket er usædvanligt), og en simpel evne til at skrive gode sange, der tør vare over syv minutter.yoni2

Why? – Alopecia

Grunden til, at jeg blev nødt til at sætte et “næsten”, der hvor jeg skrev at listen her ikke indeholdt noget hiphop. For Why? er et eksempel – og desværre det eneste jeg kender – på, at det ikke er genren i sig selv, der er noget galt med, men bare langt de fleste af de kunstnere, der har kastet sig over den. Why? har fundet ud af, at det ikke er nok blot at have gangsterattitude, hvis man vil lave god musik. At der kræves melodier og tekster, der ikke kunne være skrevet af brianen nede på bagerste række. At man gerne må fjerne sig lidt fra trommemaskinerne og de Tibalandproducerede synthlyde og prøve at være lidt kreativ. Ekstremt catchy, opfindsomt, og med en speciel selvironi som ikke bare andre hiphoppere kunne lære noget af. Og “Even though I haven’t seen you in years, yours is a funeral I’d fly to from anywhere” er omtrent årest sangtekststump.

Frightened Rabbit – The Midnigt Organ Fight

Fordi der nu engang er noget særligt ved en skotsk accent. Twilight Sad gjorde det sidste år, og Frightened Rabbit tager over i år. Og sammenligningerne kan trækkes et godt stykke – vi taler om melankolske, inderlige sange om kærlighed, teenageliv og ødelagte følelser, udtrykt på tykt skotsk. Frightened Rabit lader et langt stykke af vejen guitarstøjen ligge derhjemme, og det betyder så, at når sangene er gode, fremstår de smukt i al deres lysende klarhed som små musikalske indkapslinger af alt det de handler om – og når de ikke er gode, virker de lidt ideforladte og uden det drive, der kan sparke dem igang.

mogwai1

Mogwai – The Hawk is Howling

Jeg tror ikke, at Mogwai er i stand til at lave et dårligt album. Og selvom The Hawk is Howling ikke er Mogwais bedste, langt fra, så er det stadig kilometer foran omtrent alt anden ny postrock. Man kunne endda gå så langt som til at sige, at Mogwai er en af de få grunde til, at postrock overhovedet stadig er interessant. På The Hawk Is Howling har Mogwai strømlinet sit udtryk, forstået på den måde, at der er færre eksperimenter og tracks der falder udenfor – der er ingen japansk oplæsning, som der var på Mr. Beast (heldigvis), og der er ingen smukke, vokale ballader som der var på Come On Die Young (desværre). I stedet koncentrerer Mogwai sig om det de nu engang er bedst til, nemlig at lyde fucking tunge og bygge op til et klimaks hvor alle instrumenter mødes i en enorm kraftudladning, som kun virker halvt så godt på plade som det gør live (men stadig virker fantastisk). Og det gør de så henover ti numre, visse steder mere effektfuldt end andre, men i det hele taget rigtig, rigtig godt. Mogwai, dem ved man, hvor man har.

fleetFleet Foxes – Fleet Foxes/Sun Giant EP

Og det var så en af dem der kom fuldstændig ud af det blå. Ramte som en komet med sine perfekte vokalharmonier, drømmende tekster og minimalistiske guitarmelodier. Som et kosmisk love-in mellem The Beach Boys, et acapella-kor og Akron/Family. Ærkeamerikansk, med rødder i countryen og americanaen, spor af banjo adskillige steder, men altid med de, ja, guddommelige vokaler i forgrunden. Nyskabende er det måske ikke, men det er en så ekstrem perfektion af det allerede eksisterende, at man næsten synes at musik aldrig har lydt så godt, så smukt og så rent før.

Hauschka – Ferndorf

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har hørt vildt meget John Cage. Jeg beundrer ham måske mere for sin iderigdom end for den musik, han rent faktisk lavede. En af hans ideer var the prepared piano, et klaver/flygel med til lejligheden indsatte genstande i instrumentets strenge – skruer, mønter, burgere, etc. Alt efter hvor prepared ens klaver er, kan det lyde skingrende disharmonisk eller blot give nogle ekstra krøller på klaverets naturlige lyde. Hauschkas tilgang er tydeligvis den sidste. I selskab med et par stryger og en trækbasun spiller han prepared piano, med tryk på det sidste af de to ord. Nogle af kompositionerne har rod i samme minimalistiske tradition, som f.eks. Philip Glass og John Adams kommer fra, andre er simple, legende, nærmest folkemusik-agtige. Man kommer fra det filmiske og fremaddrivende (tænk Goodbye Lenin-soundtracket) over i det ambiente og svævende og tilbage igen. Det kunne være lydsporet til en tjekkisk modellervoksfilm, tror jeg, og selvom jeg nærer et stille had til tjekkiske modellervoks film, ville jeg se den alligevel, hvis jeg kunne høre Hauschka samtidig.blackshaw

James Blackshaw – Litany of Echoes

For at blive i det instrumentale og småavangardistiske hjørne. Vi har nu bevæget os fra forberedt klaver til 12-strenget guitar. Og indrømmet, så er det et instrument jeg intet kender til. Jeg ved ikke engang om jeg har set en i virkeligheden. Jeg kan ikke, som når det f.eks. gælder electronica eller postrock, trække sammenligninger tilbage i musikhistorien og vurdere om James Blackshaw er på højde med de store, ærværdige 12-strengs-helte (som sikkert findes). Men Blackshaw spiller godt. Man fristes til at sige virtuost, mest fordi at det for en guitarnoob som mig virker lidt overmenneskeligt at kunne håndtere hele tolv strenge på en gang. Blackshaw spiller drømmende, lange kompositioner, der gang på gang bevæger sig på kanten til new-age-sitar-helvedet, men altid holder sig på den rigtige side og leder tankerne hen snarede på skovsøer og solopgange end på guruer og røgelsespinde. Det er eminent baggrundsmusik, men det er ligeså eminent musik at falde i staver til, eller at opdage hver eneste lille detalje i.

Sun Kil Moon – Aprilsunkilmoon

Tidslommen skrev: “Et eller andet sted lyder det stadig i høj grad som Red House Painters, ikke mindst pga. Kozeleks stemme, der stadig er sprød og konstant lyder som om den er nær grådens rand. Guitarfigurerne er stadig forførende simple og melodiske.og Der er rigtig, rigtig gode sange, som f.eks. Moorestown, og der er passager der er aldeles forglemmelige.”. Det står stadig ved magt, omend de rigtig, rigtig gode sange bliver flere, og de forglemmelige færre, når albummet får lov til at ligge på harddisken et halvt års tid og samle sig. Kozeleks stemme bliver som en dyne, man langsomt varmer op, indtil den er fuldstændig umulig at slippe ud af, og man til sidst er fanget i den sødeste søvn og de rareste drømme, man nogensinde har haft. Det er lyden af efterår og bladene der falder af træerne og ting der forgår.

Også værd at høre:

Vampire Weekend – Vampire Weekend

British Sea Power – Do You Like Rock Music?

Portishead – Third

David Byrne and Brian Eno – Everything that Happens will Happen Today

M83 – Saturdays = Youth

Black Mountain – In The Future

The Tallest Man on Earth – Shallow Graves

Fuck Buttons – Street Horrrsing

Sigur Ros – Med Sud i Aulum

Dodos – Visiter

Johann Johannson – Fordlandia

Department of Eagles – In Ear Park

Fennesz – Black Sea

Til gengæld virker 2009 allerede lovende – det har Animal Collective sørget for. Mere om det senere.


Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: