Posted by: thomaslundsgaard | juni 12, 2008

Sigur Ros – Með suð í eyrum við spilum endalaust

Okay, en anmeldelse af et album fra et band af denne kaliber skal bruge lidt forspil for at give mening:

Sigur Ros er nok det band der har betydet mest for mig, overhovedet. Jeg opdagede dem på et tidspunkt hvor jeg stadig nærmest kun hørte tysk trampemusik, og sammen med Radiohead var de ansvarlige for at vise mig hvad god musik var. At høre Agætis Byrjun første gang var en af de magiske, musikalske oplevelser, man kun oplever meget få gange, og for en bumset 14-årig var det en oplevelse af de allerstørste. Det himmelstræbende orgel på Flugefrelsarinn, fljøtemelodien på Olsen Olsen og hele den tykke, særlige fantasiverdensstemning der hersker på albummet fra første til sidste sekund. Det var omkring jul, det var det perfekte vintersoundtrack, jeg havde lånt albummet på biblioteket og hørte det overalt på min medbragte discman.

Kort efter fik jeg ( ), der, hvis jeg gør det op statistisk, uden tvivl er det album jeg har hørt mest i hele mit liv. Mit faste weekendritual i flere år var at nuppe weekendavisen, tænde for ( ), der lå fast i anlægget, og vågne langsomt i takt med at Sigur Ros langsomt spillede sig op i gear.  Efter klimakset i Untitled #8 var man omtrent færdig med avisen og klar til at starte dagen rigtigt. Vaka, og især den tilhørende video, havde en slags patos der gik lige i maven på en 15-årig forvirret teenager, og da man så et års tid senere hørte dem live til sin første rigtige koncert hvor de både spillede Vaka og Untitled 8 og Olsen Olsen og hver eneste anden god sang de havde lavet op til det tidspunkt, var ens lykke omtrent fuldendt. Man var blevet fanboy for livet.

Og så gik der lidt tid, og så udkom Takk. Det første man bemærkede var Hoppipolla, der på en gang var det mest poppede og det mest følelsesladede de nogensinde havde lavet. 4½ minuts ren, uforfalsket, barnlig glæde, der sikkert havde været dybt patetisk hvis det ikke var blevet sunget på islandsk og fremført med sådan en gennemborende ærlighed. Og så hørte man resten af albummet, hørte det igen og igen, som man jo gør når man er selvudnævnt fanboy. Og så var det som om, at man igen begyndte at tjekke Pitchfork og alle de andre sider for ny, god musik påny. Man gjorde ikke som i den gyldne ungdom og faldt i staver og af bare ærefrygt lod være med at høre anden musik de næste tre måneder. Det var lidt som fornemmelsen, da man gik ud af biografen efter at have set The Two Towers – man havde lige oplevet noget stort, bestemt, men  man overlevede nok ventetiden på Return  Of The King (i modsætning til euroforien og utålmodigheden efter Fellowship).

Det er lidt et paradoks. Et band laver et album, Agætis Byrjun, der fortjener evig klasikkerstatus, skaber tårnhøje forventninger til deres næste album, indfrier rent faktisk disse forventninger med ( ), og får status af semi-udødelige musiktroldmænd fra de islandske fjelde. Og mere end det, de skaber samtidig en lyd der er helt unik, en genre de har helt for sig selv, hvordan man end prøver at klassificere dem som post-rock eller andre genre-tags. Og mere vil have mere. Vi vil have mere der lyder som Sigur Ros, et nyt mesterværk – og samtidig vil vi overraskes på samme måde, som Agætis Byrjun og ( ) overraskede. Have noget der lyder som musik, man aldrig har hørt før. Og da Takk så kom, var den sætning man oftest hørte “Det lyder for meget som et Sigur Ros-album” – det var måske det, man havde forestillet sig, når man spekulerede på, hvordan deres næste udgivelse ville lyde, men det var samtidig en anelse fortænkt, det lød lidt for meget som noget man havde hørt før – det var, med en tåkrummende metafor, som stykke nr. 2 af den rigtig gode og meget tunge lagkage. Det var ikke revolutionerende, og selvom god musik heller ikke behøver at være det, var det det man havde forventet. Man havde forventet at det ikke lød, som man forventede.

Alt det her for at forklare, hvordan jeg har det med Með suð í eyrum…. Jeg havde nok forberedt mig på, at jeg ville blive skuffet igen – at Sigur Ros havde lavet endnu et godt album, som bare var godt, men som mine forkælede ører ikke fandt fantastisk nok. Jeg havde næsten skrevet anmeldelsen på forhånd. Så hørte man første single, Gobbledigook, og blev overrasket. Og blev derefter positivt overrasket. Det var Sigur Ros, der tilsyneladende definitivt havde bevæget sig definitivt væk fra deres trademark-lyd med Jonsis falset, violinbuer på guitarerne og masser af rumklang. Det lød lidt som Animal Collective eller The Dodos, og det lød først og fremmest friskt og meget, meget lykkeligt.

Og Með suð í eyrum… er i sin helhed også lyden af Sigur Ros, der tager chancer, og slipper godt afsted med det. Paradoksalt nok går chancetagningen ud på at gøre lyden mere poppet, skrue tempoet op fra dødemandsvalsen på ( ) og korte sangenes længder ned, så de ofte ligger under fem minutter. Den glæde, der har buldret under overfladen i sange som Olsen Olsen og Staralfur, får lov til at blive blæst ud af højttalerne, og hvis de kun har den halve tid til at vise det, viser de det bare dobbelt så intenst i den tid de har til rådighed. Et nummer som Inní mér syngur vitleysingur fungrer fantastisk med sin bankende urrytme, crescendoer og afsluttende blæserfanfare, og et nummer som Festival glider over 9 minutter fra Jonsis solosang til et band der går amok på samtlige instrumenter de kunne finde i deres studie. Sigur Ros skriver selv i en pressemeddelelse, at de med Með suð í eyrum… har valgt et mere poppet udtryk, og det er lykkedes – selvom lidt af råheden og urkraften er forsvundet (det bliver aldrig helt så vildt som på ( )), og man måske savner at kunne bruge den klassiske “Sigur Ros lyder som knagende isbjerge og islandske vulkanudbrud”-metafor, er forandringen lykkedes forbløffende godt, i høj grad ved at lave et album, der også fungerer hvis sangene står hver for sig. Første halvdel af albummet rummer momenter af storhed masser af perfekt sommermusik. Mit største problem er, at albummet herefter, ret bogstaveligt talt, går i stå. De sidste 5 numre er ballader, uden rytmesektion, ofte blot bestående af Jonsis stemme med sparsomt akkompagnement. Og det, hvor meget man end holder af Jonsis engle/kastrat-falset, for meget. Det er for meget, når melodierne egentlig ikke er voldsomt fantastiske, sangene ikke rigtig udvikler sig, og man ikke kan tyde hvad sangene handler om. Det hele glider sammen til en tyk, melankolsk suppe, der ikke helt fungerer på egne præmisser, og står i en meget sær kontrast til albummets første halvdel. Det egner sig til rolig lytten i et mørkt rum med hørebøffer på, men selv der bliver det en anelse for søvndyssende, blottet for den inderlighed nogle af Sigur Ros’ gamle ballader har.

Så er Með suð í eyrum… godt? Ja. Hvor godt? Heck, det ved jeg ikke. Jeg havde det på samme måde med In Rainbows, det er et album der er druknet så tilpas meget i hype og forventninger at det er svært at se objektivt, med mindre det som sådan er utilfredsstillede, hvilket sidste del af albummet tildels er. Með suð í eyrum… ikke en nyklassiker, men det er omvendt et album jeg synes du bør høre, hvis du har den mindste interesse for god musik. Fordi det er Sigur Ros, fordi det ikke mindst er en fin indgang til deres tidligere udgivelser, og fordi det langt hen er vejen er god, lykkelig popmusik, og det kan man jo altid bruge lidt af sin sommer på at lytte til.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: