Posted by: thomaslundsgaard | juni 9, 2008

Martin Meredith – The State of Africa

Sker det også nogensinde for jer, at I får en pludselig lyst til vide mere om et eller andet (mere eller mindre obskurt) emne? At man farer op på biblioteket, lokaliserer den rette hylde og hiver den mest indbydende titel ned, og farer hjem igen og begraver sig i 800 siders tør sagprosa? Det er sket for mig en del gange i løbet af det sidste halve år – en på ingen måde komplet liste over emner, jeg har kastet mig over rummer: USA’s historie, klassisk musik, økonomi, den katolske kirkes historie, litteraturteori, støjrock, kognitiv lingvistik. Normalt holder interessen ikke til mere end en enkelt bog eller to (af og til mindre, hvis første bog jeg får fat på er kedelig), så falder jeg tilbage til skønlitteraturen og min samling matematikbøger.

Forleden kom jeg så i tanke om, at jeg stort set intet ved om Afrika – jeg husker ikke en eneste historietime i gymnasiet, hvor emnet var i fokus, og det måtte der selvsagt gøres noget ved. Martin Merediths The State of Africa udmærkede sig dels ved at se tilpas murstensagtig ud til, at man rigtig kunne begrave sig i den (man kan ikke begrave sig i 150 sider, medmindre de er af Paul Auster eller T. S. Eliot), dels ved at være udkommet for nylig, og dermed fornuftigt opdateret. Emnet er kontinentets historie siden den første koloni, Ghana, blev uafhængig i 1957, stilen er en blanding af saftig journalistik og seriøs historieskrivning. Det er et stort brød at slå op – Afrika består af mere end 50 uafhængige stater, hver med sin kringlede vej mod uafhængighed og (ikke mindre kringlede) efterfølgede udvikling. Det siger selvfølgelig også sig selv, at Meredith derfor ikke kan komme i dybden med de enkelte lande eller konflikter – og alligevel virker bogen på ingen måde overfladisk. Tværtimod. Faktisk føles det visse steder som om, at Meredith gentager sig selv, at man sidder og læser det samme kapitel påny. Det kan der være en god grund til.

Første del af bogen giver et billede af de forskellige landes vej til uafhængighed. Da Ghana først fik vristet sig fri af det britisk overherredømme, spredte rygtet sig som en, høhø, steppebrand, høhø, og de andre britiske kolonier ønskede naturligt nok det samme. Briterne viste sig nogenlunde samarbejdsvillige og ferme til at overlade styret til de nationalistiske grupperinger, som ville overtage styret og som repræsenterede landets oprindelige befolkning ganske bredt. Anderledes gik det i de franske kolonier – franskmændene så i langt højere grad end briterne deres kolonier som en reel del af det franske rige, og at afgive f.eks. Algeriet blev anset for ligeså urealistisk som at lade Bretagne blive uafhængigt. Borgerkrige og undertrykkelse fulgte, og efter alt for mange døde stod de franske kolonier der, hvor de britiske havde stået før – med en nationalistisk bevægelse, der i den grad ønskede at overtage magten, men på ingen måde havde erfaring med at varetage den (politisk indflydelse var ikke det, de fik mest af under koloniherredømmet). Samtidig var hele ideen om nationalstater i høj grad en europæisk ide – de afrikanske samfund havde været organiseret efter stammetilhørsforhold, og de nye nationer indeholdt som oftest mange forskellige stammer, som, i langt højere grad en f.eks. klasse og social status, bestemte hvor folk følte sig hjemme.

…og så skete der omtrent det samme i rigtig, rigtig mange lande. En leder blev valgt, mere eller mindre demokratisk, og landets befolkning, der en overgang havde været forenet omkring kampen for uafhængighed, følte sig igen splittet efter etniske skel. De nye ledere argumenterede for, at et system med flere, stridende partier ikke passede til den afrikanske mentalitet, at partierne bare ville være skinorganisationer for hver sin stamme, og at afrikanerne i øvrigt var vant til at blive ledet af en stærk, “loven-det-er-mig”-høvding. Så hvorfor ikke blive ved med det, og hvorfor ikke vælge mig som stor-høvding, når befolkningen nu har sat sit kryds ved mig en gang? Over hele kontinentet gik udviklingen fra demokrati til et-parti-styre uden en parlamentarisk opposition, en lille ledende elite tiltuskede sig mere og mere magt og rigdom, viste sig at besidde varierende grader af inkompetence når det gjaldt om at lede et land, og kørte deres lands (ofte allerede ganske skrøbelige) økonomi i sænk. Hvorefter der så ofte kom et kupforsøg, gerne fra militært hold, med rullende hoveder og løfter om at rense ud i toppen af systemet, og kort tid efter var man tilbage ved nulpunktet (når man lige så bort fra de katastrofer, kuppet og en eventuel brogerkrig havde skabt). Det er det samme billede der tegner sig, kapitel efter kapitel omtrent fra nord til syd (med undtagelser, selvfølgelig), og det er ganske foruroligende.

Det interessante spørgsmål her er selvfølgelig “hvorfor?”. De fleste har trods alt et billede af Afrika som et kontinent i komplet kaos, med humanitære katastrofer og korrupte regimer. Merediths levende prosa giver mange interessante detaljer og sætter navn og personlighed på tyrannerne og diktatorerne. Samtidig viser den også, at den afrikanske tragedie i store træk er den samme historie gang på gang. Der er kort sagt en god mængde redundans i det, der er sket, og derfor kan Merediths bog føles ganske uddybende, selvom den søger at ramme så bredt. Man får altså et glimrende billede af, hvad der skete. Hvorfor, det rent faktisk er gået så skidt, får man knap så klart et svar på (og hvis Meredith havde det, ville han da også være den første). Groft sagt skyder Meredith først og fremmest skylden på politikerne – der tog lande, der takket være naturrigdomme ofte havde et ganske stort potentiale, og kørte dem fuldstændigt i sænk. Hvordan de alle sammen havde bugnende, schweiziske bankkonti, boede i overdådige paladser og forgyldte deres nærmeste, mens befolkningen sultede og kæmpede for at overleve. The State of Africa er, set lidt simpelt, historien om nogle magtfulde mænd, der på en gang er dumme, onde og oftest med psykopatiske træk i rigelige mængder. Det er gruopvækkende at læse om, men det er lidt ærgreligt, at Meredith ikke graver dybere og prøver at finde årsagerne til, at Afrika over en så bred kam fik de allermindst kompetente ledere. Man ønsker sig lidt, at Meredith prøvede at finde de sociologiske og økonomiske årsager til, at den demokratiske proces, der normalt er ganske god til at filterere de dårligeste ledere fra, komplet slog fejl på tværs af et helt kontinent. Det kunne godt have fået et kapitel eller to, som så blev taget fra de blodige beskrivelser af borgerkrigenes rædsler.

Men stadig, en bog der er værd at læse, en glimrende introduktion til emne, som kun popper op i medierne hvis der er tilstrækkeligt dramatiske billeder. Se også en nyere post på Punditokraterne.

Reklamer

Responses

  1. Så har man hørt dét med; Afrika bagateliseret til et obskurt emne. Så har bogen altså ikke ligefrem ændret noget hos læseren, og dét må vel enten stå den eller dig til last. 😛

    For ikke at nævne din indlemning af klassisk musik, økonomi og USAs historie under samme fane!

    Tsk, Thomas!

  2. Det var dog det sygeste! Vi må diskutere klassisk musik en dag!

  3. Well…ville gerne, men bogen om klassisk musik var desværre en af dem der blev afleveret ret hurtigt (startede med at læse afsnittene om Glass og Reich, og så mistede jeg lidt pusten efter første kapitel). Men prøver igen senere.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: