Posted by: thomaslundsgaard | juni 5, 2008

Sommerlæsning

Fordi det er blevet sommer. Fordi det er nu man skal slænge sig på græsset eller tage til stranden med en bog i tasken, fordi det er nu man har ferie og virkelig har tid til at fordybe sig i litteraturen. Fordi aviserne i den kommende tid kommer med deres sommerferielæsningsanbefalinger, og jeg bare ved, at det vil blive et helvede af fæle bøger og irriterende tidsspilde.

For mig skal sommerlæsning (næsten) ikke opfylde nogle specielle kriterier. Jeg kan godt koncentere mig om en svær tekst, selvom jeg ligger i solen og børn sprøjter med vand få meter væk (bare de ikke kaster med vandmænd), så anything goes – så længe det ikke kræver papir og blyant, så anbefalinger af matematikbøger bliver en anden god gang. Jeg synes måske netop, at sommeren er der hvor man har bedst tid til at grave sig ned i noget godt – hvad end det er en tung klassiker, et forfatterskab fra ende til anden, eller en fantasy-mammutværk på ti bind. Så. Ingen dårlige krimier, ingen chicklit, ingen biografier om og/eller af sportsstjerner, ingen bøger om selvhjælp. Især. Ingen. Fucking. Femikrimier. Gå væk med dem. I stedet en række titler jeg rimelig tilfældigt hiver op af godteposen, som jeg nærmest udelukkende kan rose til skyerne, og som jeg nærmest tror man bliver et bedre menneske af at læse, sådan lidt.

George Eliot – Middlemarch

Der står skrevet klassiker med fede bogstaver overalt på denne bog – og fuldt fortjent, for Middlemarch er en af den slags herlige bøger, som på en gang siger nærmest alt om den tid den er skrevet i, og samtidig giver et enormt udbytte til enhver tid. Det er, om man vil, en slags kollektivroman fra England i 1830’erne, sat i byen Middlemarch, tilpas langt væk fra Londons industrimetropol til besidde den her særlige engelske idyl der kommer af lige dele pastoralt landskab, landsbystemning og overklassens undertrykkelse af de fattige bønder. I Middlemarch og det omkringliggende land skaber Eliot et spind af personer, hvis liv mødes på kryds og tværs og vikler sig ind og ud af hinanden. Der er Dorothea Brooke, den unge, idealistiske kvinde der brænder så inderligt for at gøre verden et bedre sted, at der lokker hende ind i et ægteskab med den indadvendte og pedantiske Mr. Casaubon, der er den unge læge Lydgate, der vil revolutionere lægekunsten, men vikler sig ind i et ødelæggende ægteskab med Rosamund Vincy, der sååå gerne vil være en rigtig overklassefrue. Og der er Rosamunds bror, Fred Vincy, der pludselig, efter at have ruineret en fattig familie der kautionerede for hans lån, opdager at han har en samvittighed. Og mange, mange andre personer, der – og det er især det, der gør romanen så fantastisk – er beskrevet med en indsigt og fordomsfrihed, der er helt eksemplarisk. En roman om Victoriatidens overklasse og lavadel løber enhver risiko for at ende med en masse stereotypiske personer af den slags man ser i utallige film og tv-serier – og det er imponerende hvordan Eliot istedet, som den klassiske alvidende fortæller, ser ind i sine personers hoveder og forklarer deres handlinger og bevæggrunde på en måde, så selv de mest skrupelløse personer alligevel bliver dybt menneskelige.

Jonathan Franzen – The Corrections

Et eller andet sted er det bare historien om et helt almindelig amerikansk familie. Far, mor, tre børn. Forældrene vokset op under Depressionen og krigen, børnene født i slutningen af 60’erne, forældrene nu over 70 og på vej mod senilitet, børnene spredt over hele landet og vidt forskellige. Der er noget Great American Novel over det – et forsøg på at fange en generation og hel nation som den ser ud hen mod slutningen af årtusindet (og det lykkes). Samtidig er det ganske meget mere. Franzens skrivestil er blevet beskrevet som hysterisk realisme, hvilket måske ikke er helt ved siden – der er noget konstant overskruet, absurd, manisk over den måde han beskriver sin kernefamilie (der, ifølge ham selv,har groft mange fællestræk med hans egen familie). Den ene søn er en fejlslagen akademiker, der har skrevet et filmmanuskript, sat i Victoriatidens England, men som mest af alt handler om bryster. Den anden søn nægter at erkende sin depression, drikker sig beruset og amputerer næsten sin arm da han efterfølgende vil slå hæk. Det aldrende ægtepar lever i deres faste rutiner, i det skjulte hjulpet på vej af lykkepiller. Og så videre. Begivenhederne bliver mere og mere absurde, på en gang uhyggelige og ekstremt morsomme, fordi man trods alt begynder at bekymre sig om de stakkels personer. Og man undrer sig over, hvad der overhovedet holder personerne sammen, ud over at de nu tilfældigvis er havnet i familie med hinanden – og genem morskaben får Franzen pludselig stillet nogle ganske væsentlige spørgsmål om familiens betydning i tiden omkring det nye årtusind. Uden på noget tidspunkt at bare nærme sig kedelig socialrealisme. Det er ret godt klaret.

Dan Simmons – Hyperion

Space-opera er en genre der let kan gøres grin med. Det er også en genre der er nem at skrive i, men svær at skrive rigtig godt i. Du tager en kasse med klassiske scifi-elementer – tidsrejser, rumvæsener, AI’er, rumslag, avanceret teknologi en masse, osv. – plukker hvad du nu skal bruge, og spinder et plot over det, helst proppet med helte, skurke og eventyr. Og så håber du, at din bog ikke ligner de tusinder af andre space operas, der er skrevet før. Alt dette bare for at sige, at Dan Simmons omtrent har skabt det man ville finde i Platons ideverden, hvis man ledte efter et rumeventyr. Det har alle de ovenstående elementer og mere til, tilsat en voldsom mængde genialitet fra forfatterens side, og det får al anden scifi til at virke som et blegt genskær i sammenligning.

Langt ude i fremtiden, i en galakse der står overfor invasion af en skummel alien-stamme, sendes syv rejsende på pilgrimsfærd til en planet i udkanten af galaksen, på en mission der er galaksens eneste mulighed for redning. Kliche? Måske, men alene det faktum, at hele første bog (ud af fire) består af de syv pilgrimmes baggrundshistorier – fortalt på bedste Canterbury Tales-manér -, og at selve plottet først begynder i bog to, fortæller, at Hyperion er noget særligt. Det er episk scifi i superwidescreen, der får en til at måbe igen og igen – og det er scifi, der bliver siddende et godt stykke efter man er færdig med bøgerne.

Alle bøger kan lånes af mig, hvis I kigger forbi. Og I skal selvfølgelig bare anbefale løs i kommentarfeltet.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: