Posted by: thomaslundsgaard | maj 26, 2008

David Foster Wallace – Consider The Lobster, A Supposedly Fun Thing I’ll Never Do Again og Brief Interviews With Hideous Men

Jeg har tidligere nævnt David Foster Wallaces historiesamling Oblivion. Jeg var ikke helt tilfreds med den – mest fordi Wallaces bevidste gøren op med samtlige novellekonventioner du kan finde i en tekstanalyse-for-begynder-bog var interessante, men samtidig dybt utilfredsstillende i den måde de nægtede læseren at få den forløsning, han havde ventet på efter at have pløjet sig igennem 100+ sider om en ung marketingsundersøgelsesleders lidelser. Det var lidt som om Wallace havde en lidt for stor legeplads at boltre sig på, og at så brændende ønskede at vise læseren sine sproglige evner og krazy strukturelle ideer, at han glemte den historie han ville fortælle midtvejs (og at han udemærket godt vidste, hvad han havde gang i, og helt bevidst valgte at wanke videre). Jeg tror måske det har klædt Wallace at have en redaktørs ånde i nakken og en læserskare i baghovedet. I hvert fald er hans essay-samlinger (Lobster, A Supposedly Fun Thing…) væsentligt sjovere, dybere, skarpere – bedre, synes jeg – end hans skønlitterære projekter.

Både Lobster og A Supposedly Fun Thing… er samlinger af artikler, reportager og essays Wallace har skrevet til forskellige amerikanske periodicals o.l. i løbet af de seneste 10-15 år. Emnerne spænder fra Kafka og Dostojevskij til lingvistik, luksus-cruises og højreorienteret talk radio. Det er ofte sjovt, og det er, nærmest linje for linje, helt enormt intelligent. Beundringsværdigt, misundelsesværdigt, “jeg-vil-også-kunne-skrive-sådan”-agtigt. Det er som om, at Wallace kan skrive i en uendelighed om stort set hvilket som helst emne han trækker op af emnehatten, og det seje er ikke engang, at David Foster Wallace tilsyneladende kan spidde alt hvad han har lyst til – vise hvordan TV-serier er en tyk suppe af postmoderne selvreference, forklare David Lynchs Lost Highway så den rent faktisk giver mening, eller vise hvordan amerikanske ordbøger de seneste 30-40 år har været en veritabel krigszone hvor konservative og liberale lingvister bekriger hinanden i et forsøge på at afgøre, hvordan man afgør hvad god sprogbrug er. Det seje er, at han kan gøre det så pisseelegant og morsomt, at han kan presse jokes og sproglige guldkorn ind på hver eneste linje og i det hele taget få det til at lyde som om, han sidder nede på den lokale pub og wisecracke det hele over en øl.

Tag “Up, Simba” (fantastisk titel!) en 15000-ords artikel skrevet til Rolling Stone da John McCain stillede op i de republikanske primærvalg i 2000 (og en artikel der er blevet sært aktuel igen i disse måneder). McCains kampagne – symboliseret i kampagnebussen The Straight Talk-Express – handlede først og fremmest om McCain som den evigt ærlige anti-establishment-politiker der ville feje Washingtons bureaukrater væk fra gulvene. Wallace følger McCains kampagne i en uge (netop den uge, hvor Bush begynder med de grimme smædetaktikker overfor McCain), og Wallace når ikke blot at beskrive livet på the campaign trail i alt dets underlighed, men samtidig at give en politisk analyse af McCain der er langt, langt over hvad man ser i nogen danske medier overhovedet (Weekendavisen inkl., er jeg bange for), men først og fremmest grunde længe – meget længe – over paradokset i en kandidat der fremstiller sig selv som ærligheden selv. McCain slår på, at han rent faktisk fører kampagne efter sine idealer, frem for bare at sige det, han ved giver størst chance for at vinde det Hvide Hus (en sælger-mentalitet Wallace meget præcist identificerer som grunden til, at så mange amerikanske unge er så komplet ligeglade med politik – vi er i tiden før Obama). Men kan vi overhovedet vide, spørger filosof-Wallace, at McCain ikke netop har fundet ud af og udnytter, at de unge, ufahængige, apatiske vælgere gerne vil have en kandidat hvis primære karakteristika er ærligheden, og at McCain dermed ikke er en tøddel bedre end alle de andre, bare en smule smartere? Og så videre. Wallace fører os ud i en analyse af de to temaer, der binder mange af Lobster-teksterne sammen – en søgen efter ærlighed, som han selv erkender er ret umoderne i en så ironisk tidsalder, og et forsøg på at analysere det lag af selvreference og uendelig regres, det bliver stadig mere umuligt at undgå.

Og så har jeg ikke engang nævnt reportagen fra The AVN Awards – pornobranchens svar på Oscar-uddelingen. Som jeg egentlig bare burde citere alle +50 sider af, fordi det er noget af det sjoveste jeg nogensinde har læst.

En anden god ting ved Wallaces essays – især dem, hvor han ruller sin kandidatgrad i engelsk ud og gennem-ondulerer en forfatter eller en filminstruktør, som i det fantastiske David Lynch-essay – er, at de gør det lidt lettere for mig at forstå, hvad det er jeg ikke bryder mig om ved hans fiktionsskriverier. Wallace har en evne til at fuldstændig gennembore et givent emne, vende og dreje det, fortolke det så elegant og gennemgribende at det ville virke som overfortolkning hvis det kom fra enhver anden (og enhver dansklærer i særdeleshed), at man sidder tilbage med tåre i øjenkrogen og tænker, at det var man i hvert fald aldrig nogensinde selv nået frem til (men hvor er det dog rigtigt). Og det får mig til at tænke, at Wallaces historier i Hideous Men – en god del af dem, i hvert fald – er bygget op på omtrent samme måde: som en form for lang og snirklet gåde eller Sesam-luk-dig-op-æske, der først åbner sig og afslører sine hemmeligheder i det øjeblik man ser på den med de rigtige briller. Set ved første øjekast er mange af historierne fuldstændig blottet for pointe, konklusion eller anden tilfredsstillelse, og Wallace gør det helt klart for sin læser, at det netop er meningen. Han udfordrer nærmest læseren til at finde den dybere mening, finde den ene sætning der langsomt åbner historien op, forklarer de skjulte symboler og de femten siders træghed man lige har læst, giver den krystalklare tolkning som Wallace har siddet med i baghovedet mens han skrev. Og jeg må indrømme, at jeg i de fleste tilfælde ikke fanger den, ikke kommer forbi det man ville kalde realplanet, ned i historiens dybere lag. Åbningerne er for små, teksten for uangribelig, som en skattejagt uden et spor der starter det hele. Og værre endnu: Jeg mistænker Wallace for bevidst at gøre historien så uangribelig, at mange læsere løber pandet mod muren. Jeg tror, et eller andet sted – og det her er helt subjektivt – at han måske håber at de løber panden mod muren og samtidig tænker at “det her, det var enormt klogt” frem for bare enormt krævende og frustrerende. Eller at Wallace måske ikke har nogen bagtanke med historien, men er så teknisk dygtig og ved så meget om sine læsere, at han kan få det til at se sådan ud. At han holder at at lave fodnoter og bevidst trække sine beskrivelser ud og generelt bruge alle hamrene og skruetrækkerne i den postmoderne litteraturvækrtøjskasse og få det til at se enormt avantgarde ud, og at det måske bare er en facade foran ingenting. En analogi: Det er lidt som at få fortalt en vittighed og ikke fange den.

Dermed ikke sagt, at det er skidt alt sammen, for Wallaces historier gemmer også højst interessante ting – hans sprog, selvfølgelig, og hans helt fantastiske evne til at beskrive et menneskes tanker indefra, som i “A Depressed Person”‘s tragiske, depressive, unavgivne person, der bruger sine stadigt skiftende venner som støttegruppe til ikke bare at fortælle om sin depression, men mindst ligeså meget over hvor fæl hun må være fordi hun whiner hele tiden, og i det hele taget er selv-refererende på et utal af måder; ligesom selve Wallaces tekst er det. Eller den biords-tunge, simple, men smukt skreve historie om pubertetsdrengen der ikke tør springe ud fra vippetårnet i svømmehallen. Der er bare langt mellem guldkornene, og efter et stykke tid mister man lidt lysten til at tage chancen med den næste tekst (omend Hideous Mens tekster i det mindste er væsentligt kortere end Oblivions).

Og så slutter jeg indlægget på god Wallace’sk vis uden nogen form for pointe. Eller er der? Eller er der? Eller er der?

http://www.youtube.com/watch?v=GwS5pEfcQNk&feature=related

Advertisements

Responses

  1. Hans *wurp wurp*-lydord i videoen retfærdiggør nærmest alene, at man giver sig til at se oplæsningen.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: