Posted by: thomaslundsgaard | maj 19, 2008

Don DeLillo – Libra

At læse Don DeLillo er først og fremmest at opleve noget at det suverænt flotteste og billedskabende engelske prosa der bliver skrevet lige nu. Som indicium vælger jeg at starte denne post med at citere første afsnit af Libra i sin helhed:

This was the year he rode the subway to the ends of the city, two hundred miles of track. He liked to stand in front of the first car, hands flat against the glass. The train smashed through the dark. People stood on local platforms staring nowhere, a look they’d been practising for years. He kind of wondered, speeding past, who they really were. His body fluttered in the fastest stretches. They went so fast sometimes he thought they were on the edge of no-control. The noise was pitched to a level he absorbed as a kind of personal test. Another crasy-ass curve. The was so much iron in the sound of those curves that he could almost taste it, like a toy you put in your mouth when you are little.

Selv uden for en McDonalds i det centrale Athen, blandt myldretidsforretningsfolk og tiggere, med en firesporet rundkørsel fire-fem meter til venstre for mig, fik den passage alligevel bragt mig direkte til New York (eller DeLillos vision af den, i det mindste). DeLillos prosa påvirker mig lidt på samme måde, som rigtig gode sangtekster gør: I stedet for være beskriver ting (personer, begivenheder, etc.) hyperrealistisk og ned i mindste detalje, er mange passager i stedet bevidst vage og flertydige og spiller på, at visse ord og sætninger skaber en overflod af konnotationer i læserens/lytterens bevidsthed (især fordi DeLillo, om nogen, mestrer at skrive realistisk talesprog og samtidig ophøje hver eneste faste vending til poesi). DeLillo bliver mange steder nævnt som en af de bedste americana-forfattere der findes, og det er nok meget præcist – en stor del af hans forfatterskab går med at beskrive ganske almindelige hverdagshændelser – men i sprog, der får selv madlavning eller kronisk arbejdsløshed til at antage en nærmest mytisk karakter. At læse DeLillo er en ret privat oplevelse – af samme grund er det svært at skrive om ham – fordi han så ofte skriver direkte mod underbevidstheden og forsøger at fremkalde fornemmelser og lige-på-tungen-associationer i sin læser, indre billeder man i den grad mærker, men som er nærmest umulige at sætte ord på.

Problemet, finder man ud af efterhånden som man kommer nogle kapitler ind i bogen, er så, at selv en mesterlig forfatter som DeLillo ikke kan fremtrylle virtuose beskrivelser i hvert eneste afsnit af de omkring 450 sider bogen er på. Ligesom Underworld havde afsnit, der var svære at komme igennem, har Libra også kapitler der enten føles som nonsens (eller som onde parodier på en DeLillo-tekst) eller som gemen arty-farty-hed fra DeLillos side. Libra har imidlertid også en historie, et langt mere traditionelt plot end både White Noise og Underworld. Libra er, udover at være en Don DeLillo-roman (hvilket den først og fremmest er, derfor det mildt abstrakte første afsnit) også en historisk roman om Lee Harvey Oswald og mordet på John F. Kennedy. Det betyder ikke, at folk der traditionelt holder af politiske konspirations-thrillere vil bryde sig om Libra, eller at folk der normalt holder sig langt væk fra samme genre også bør holde afstand fra Libra. Libra er ikke, jeg gentager ikke, en Tom Clancy-bog eller noget der bare tilnærmelsesvist ligner. Det er snarere DeLillos mulighed for at zoome ind på en bestemt periode i USAs moderne historie og beskrive hvordan de storpolitiske begivenheder påvirkede befolkningens mentalitet, og vice versa. Ganske som Underworld gjorde det. Kodeordet for det tidsrum Libra udspiller sig i er Paranoia (understreget). Vi befinder os i tiden efter Svinebugs-fiaskoen, hvor USA kiksede groft i forsøget på at invadere Cuba, og hvor kommunistfrygten hensætter alle og enhver (og især enhver der befinder sig nogle millemeter til højre for midten) i en tilstand af krigs-induceret PMS. Plottet i Libra er todelt – dels følger vi Lee Harvey Oswald (tredje-personen fra afsnittet længere oppe) fra barnsben til dagen hvor han skyder på JFK, dels følger vi en række efterretningsofficerer (der er alt fra tidligere CIA, nuværende CIA, voldsomt anti-CIA, wannabe-CIA og alt derimellem) planlægge selvsamme JFK-attentat. For Libra er, om man vil, en af de utallige bøger der lever et symbiose-liv med Den Store Konspirationsteori.

DeLillos teori* er denne: Adskillige CIA-topfolk mener, at Kennedy direkte var skyld i, at invasionen af Cuba slog fejl, idet han i sidste øjeblik nægtede at støtte den med vitale troppeforstærkninger etc. Siden har Kennedy ført en uacceptabel apppeasment-politik over for Cuba (og Sovjet), og Cuba-som-problem er forsvundet fra befolkningens bevidsthed og mediernes søgelys. Derfor planlægger de et snedigt (og bevidst mislykket) attentatforsøg på Kennedy , der, når man trevler sporene op, vil pege direkte på Castro og den cubanske efterretningstjeneste. Et direkte angreb vil skabe fornyet vrede mod Cuba, en invasion vil blive planlagt, og CIA-topfolkene vil høste frugterne, hvad end de er ideologiske (fordi topfolkene er mere bange for de røde en de fleste var) eller økonomiske (fordi [lang forklaring på hvordan efterretningsfolk kan tjene fedt på at deres missioner lykkes]). Det er et fint plot, og DeLillo giver læseren et interessant indblik i den hyperparanoide stemning der herskede (igen, på højrefløjen i særdeleshed, og blandt de forvejen paranoide CIA-agenter i særdeleshed). Og som man næsten kunne forvente, bliver plottet kun mere forvirrende og komplekst efterhånden som man kommer frem i bogen og antallet af involverede stiger, indtil man til sidst mister overblikket og kæden af årsagssammenhænge fra kapitel til kapitel springer af. Det er selvfølgelig en bevidst pointe fra DeLillos side, at et så myteomspundet kapitel i USAs historie ikke kan beskrives med et køligt overblik, at begivenhederne uundgåeligt må synke ned i en tåge af forskellige udlægninger og modstridende forklaringer og ikke-kausale hændelser. Og det er egentlig også fint nok, hvis man bare læser romanen som et DeLillosk stykke mentalitetshistorie frem for en politisk thriller.

Den anden halvdel af bogen omhandler Lee Harvey Oswald, og det er måske her bogen halter. DeLillos opgave har alt andet lige også været større her – skriver man om Kennedy-mordet kan man omtrent postulere hvad man vil, der skal nok være nogen der har postuleret noget dobbelt så vanvittigt tidligere, men skriver man om en historisk persons liv, er der trods alt en række biografiske fakta man kommer til at forholde sig til (jeg siger med det samme, at jeg ike har fact-checket og ikke ved hvor store friheder DeLillo har taget sig). Måske er det bare fordi Oswald – ordblind og fra en fattig familie, forelsker sig i Marx’ skriver fra teenageårene, melder sig til US Marines, emigerer til Sovjet, flytter et par år senere tilbage med en hviderussisk kone, men stadig troende socialist – er en dybt selvmodsigende person der, hvis han optrådte i en roman som fiktiv person, ville blive dømt som dybt urealistisk, men det lykkes ikke DeLillo (synes jeg) at vække Oswald til live og gøre ham troværdig. Igen har jeg svært ved at se årsagssammenhængene der leder fra den ene handling til den næste – Oswald kommer til at fremstå som en dybt modsigelsesfyldt person, der handler mere eller mindre tilfældigt. De biografiske episoder – især opholdet i Sovjet – er interessante, men jeg har det svært med ham som romanperson, fordi han handler så tilfældigt (eller på en måde der er opportun for DeLillos plot, hvilket vel er værre).

Det særeste ved bogen er måske den tredje del af plottet, som jeg ikke har nævnt fordi den kun fylder ganske få sider (spredt rundt på må og få i bogen), som finder sted en del år efter Kennedy-mordet, og som omhandler en historiker der er hyret af CIA til at skrive den definitive rapport over attentatet. Han har fuld adgang til ethvert arkiv, og forventningerne til ham er tilsvarende store. Han har været igang i adskillige år, hvis ikke årtier, er gammel og forvirret, har ikke megen anden menneskelig kontakt end til den arkivar der sender ham materialer, og er så småt ved at indse hvor håbløs hans opgave er (men fortsætter ufortrødent). Og det er omtrent det. Det er über-Kafkask, dybt mærkeligt fordi det ikke forbindes til resten af bogen (udover at nogle få personer dukker op i historikernes rapporter), og sært fordi pointen virker ekstremt åbenlys, især sammenlignet med resten af bogen. Og samtidig bliver det til et underligt stykke meta-fiktion der ikke rigtig hænger sammen med resten af plottet. Nogen gode ideer?

*Læs: “Den teori DeLillo finder på for at kunne skrive Libra er denne”. Man er heldigvis ikke et øjeblik i tvivl om, at DeLillo godt ved, at han skriver fiktion, og at han ikke er en af de crackpot-forfattere der bruger et tyndt lag af skønlitteratur til at fremme sin egen private lomme-konspirationsteori.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: