Posted by: thomaslundsgaard | maj 11, 2008

Løst

…og så var man pludselig tilbage i Danmark, og ud af det blå var det blevet den slags forår der får alting til at antage de mest lysende primærfarver, og der var endda blevet lagt ny asfalt på Egilsvej. Det har været en fin, rigtig fin, tur, (billeder på facebook, hvis nogen vil se og ikke allerede har fundet dem), men der er faktisk et eller andet herligt ved at være hjemme igen. Selvom Odense måske er landets mest kedelige by ift. dens størrelse, er det alligevel rart at traske lidt rundt på de vante stier. Et stykke tid endnu, i hvert fald.

Men jeg har fået læst en masse – George Eliots fantastiske Middlemarch, David Foster Wallaces meget, meget kloge og underholdende essaysamling Consider the Lobster, Don deLillos meget Don deLillo’ske Libra, Patrick Leigh Fermors meget britisk-kostskolearistokratiske A Time of Gifts, lidt Woody Allen, lidt kirkehistorie, lidt matematik. Jeg er ret paranoid når det kommer til rejse litteratur – jeg ødelægger gerne min ryg ved at bære rundt på mindst 10 bøger i bunden af min taske, jeg gør det faktisk gerne, hvis det kan dræbe den lurende frygt for en dag at sidde i et tog uden andet læsestof end de officelle transportmagasiner (som i øvrigt er en post værdig i sig selv – især det rumænske For Rich Only, der højt og flot brød dogmet om, at transportmagasiner ikke må have en målgruppe der er smallere end “alle der kan læse”. Det havde udelukkende gambling-artikler, croupier-of-the-month-billedserier og casinomanager-profiler med spørgsmål af typen “Din virksomhed er så fantastisk – hvordan gør du?”). Alt det skal der nok komme posts om. Jeg har også hørt musik – dårlig musik, godtnok, og mere halvfemsermusik end jeg har hørt på noget tidspunkt siden halvfemserne. Det kan godt være det er mig der er ude af kontakt med æteren, og at danske kommercielle stationer gør det samme, men alle radiostationer syd for Alperne (og dem kommer man uundgåeligt til at høre en del af, når alle restauranter har dem kørende) spiller en skøn blanding af national musik og…90’er-pop. Jeg er blevet mindet om adskillige acts (det hed det dengang) jeg lykkeligt havde glemt – Anouk, En Vouge, No Doubt og Wet Wet Wet, og nu minder jeg så, all in good fun, også jer om dem. Mest skræmmende var de gadesælgere i Rom, der solgte små eletriske made-in-Taiwan-legetøjsbiler, der kunne køre rundt i cirkler. Gik man tæt på, kunne man høre at bilen afspillede musik, og gik man så tæt på, at man var bange for at vække sælgerens griske opmærksomhed, kunne man høre at musikken var – gæt – intet mindre end Dr. Bombay’s “Taxi Taxi”. Globalisering er uhyggeligt.

Men det skal denne post ikke handle om, den skal istedet bestå af svarene på de spørgsmål jeg fik fra Hyperromantik som en del af et eller andet kædebrevsfænomen. Here goes:

Havde I klaver derhjemme?
Nej. Jeg kommer nok fra en ganske umusikalsk familie – tænker jeg mig om, kan jeg hverken komme på onkler, tanter, bedsteforældre eller søskende der har klaver stående, ej heller spiller andre former for instrumenter. Det tætteste jeg kom var, at min mor sang godnatsang for mig – jeg husker tydeligt at jeg elskede det, men når jeg hører min mor synge i dag (hvilket hun gør hver eneste gang hun hører Rufus Wainwrigts version af Hallelujah, som jeg ved et fælt sammentræf kom til at lade sidde i cd-afspilleren i køkkenet) tænker jeg, at hun måske indirekte er skyld i at jeg i dag dårligt nok kan høre om folk synger falsk eller om en akkord er dur eller mol.

Spiller du selv?
Nej. Jeg havde en kort affære med et keyboard for et par år siden, men jeg ramte aldrig helt de rigtige tangenter (høhø). Disciplinen til at øve manglede. Jeg havde også en noget længere affære med diverse lav-din-egen-musik-programmer til computeren dengang jeg hørte techno (se: mest pinlige plade), og i alle de timer jeg sad med Dance Ejay syntes jeg helt bestemt at jeg spillede selv.

Synger du under bruseren?
Nej.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Bestemt. Drømmen levede hver eneste time Dance Ejay kørte på computeren.

Hvad betyder musik for dig?

Den vender jeg nok lige tilbage til.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Coldplays The Scientist. De klavertoner er som skabt til at bore sig ind i ethvert følsomt ungteenagerhjerte og sætte sig fast som de der lus der graver sig fast i troperejsendes nakker. Det er sikkert derfor jeg synes, at det stadig er den bedste sang Coldplay har lavet.

Hvilken sang er din yndlingssang?
Jeg tror ikke på yndlingssange, tror jeg. Det ene år elsker jeg en sang overalt på jorden (se: første forelskelse, pinlige plade), det næste år er det et nyt band. Jeg har ikke nogle bands jeg dyrker fuldstændig fanatisk hvis komplette diskografi jeg elsker fuldstændig kompromisløst, ikke nogen sang i min musiksamling jeg ikke fastforwarder forbi af og til. Jeg har en mental liste over klassikere, måske, sange jeg dels har skamhørt igen og igen og som derudover har ændret mine musikpræferencer – sange der har åbnet helt nye genrer og bands op for mig eller vist mig at sådan kunne musik også være. Der kunne man f.eks. nævne Sigur Ros’ Untitled #1, The Nationals The Geese of Beverly Road og Iron & Wines The Trapeze Swinger.

Hvor lang er din musiksamling?
10 dage, 20 timer, 17 minutter og 21 sekunder, iflg. Winamp. Sådan omtrent. Langt det meste af min musiksamling – og al den musik jeg hører nu om stunder – er i mp3-format, min fysiske cd-samling består i overvejende grad af:

  • Absolute Music og Absolute Dance (fra 14 til 20 og fra 15 til 25)
  • Dream Dance (se: pinligste plade)
  • Enkelte gode cd’er jeg har købt på tilbud – lidt Radiohead, lidt Moby. Og så selvfølgelig Sash!

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Jeg hørte techno engang. Eller, mere korrekt – og dengang jeg hørte det skulle man for guds skyld sige det rigtige ned tl mindst sub-under-mini-genre – hørte jeg trance og dream house. Helst fra Tyskland, og helst på de Dream Dance-compilations der udkom 3-4 gange om året og som jeg edderspændt rev ned fra hylderne i Merlin den dag de kom. Musik der alt sammen lyder som en blanding af Robert Miles, Sash! og Paul Van Dyk. Jeg brugte en meget stor del af mine lommepenge i de år på de cd’er, og selvom der faktisk, ret skal være ret, er enkelte fine numre hist og her, er langt det meste ærkekommercielt idéforladt cash-in lavet af den samme lille flok producere igen og igen. Desuden: Boyzone – A Different Beat og Aqua – Aquarium.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Steve Reich – It’s Gonna Rain.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Steve Reich – It’s Gonna Rain.

Hvilke album er bedst at høre på en søndag?
Jeg brugte utallige søndagsformiddage i selskab med Sigur Ros’ ( ), og det virkede hver gang. Olesen-Olesens “Sådan skulle livet altid være” er også som skrevet til lejligheden, men ellers kan jeg dybest set høre alt det jeg også hører på andre tidspunkter. Stars of the Lid er mindst lige så godt at vågne til som det er at falde i søvn til.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?

Jeg danser nok kun, hvis jeg er tilstrækkeligt fuld, og selv der nægter jeg at bevæge mig ud på gulvet til alt der bare lugter af techno, dance eller – ugh – r’n’b*. Hvis der skal danses, skal det enten være noget der er enormt glad-i-låget-agtigt (Guillemots, Jens Lekman, den slags) eller kikset 80’er-pop (Duran Duran, Dschenghis Khan). Af samme grund danser jeg altid, når der spilles Wake Me Up, Before You Go-go.

Hvad er den første sang, du kan huske?
“Lille føl, ved du hvad”, sunget af min mor (se: kommer du fra et hjem med klaver?).

Hvilke sange gør dig ked af det?
“Ked af det” er et svært begreb. Jeg har enormt meget af det man kunne kalde melankolsk musik – der dækker over alt fra Red House Painters til Ryan Adams til Bright Eyes til Explosions in the Sky. Melankolsk, fordi det er følelsesladet og bestemt ikke (instrumentalt eller lyrisk) går efter de glade stemninger. Men direkte ked af det? Har jeg egentlig lyst til at høre musik, der får mig i dårligt humør? Bedste kandidat lige for tiden er Sufjan Stevens’ Casimir Pulasky Day.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Steve Reich – It’s Gonna Ra…eller, dunno. Iron & Wines The Trapeze Swinger virker et eller andet sted som skabt til lejligheded med dens hypnotiske “Please, remember me”-omkvæd og bibelske tekstunivers, men det er måske lidt synd hvis folk skulle have alle ni minutter med. Måske noget af Sigur Ros’ mere rolige musik, om ikke andet så fordi det ville lyde brandgodt at spille Untitled #1 på et stort kirkeorgel.

Hvem var din bedste koncert med?
Jeg går ikke til så mange. En af grundene er Odense**, en anden at jeg generelt synes at koncertbiletter er dyre. Størstedelen af mine koncertoplevelser var følgelig på Roskilde Festival sidste år (se: tager du på festivaler). Ellers var Sigur Ros i Vega sommeren ’05 også ganske stort.

Tager du på festivaler?
Ja. I hvert fald på Roskilde, i år for anden gang. Og jeg kommer nok først og fremmest for musikken og sekundært for øllene og lejrhyggen. Jeg kan godt lide kombinationen af yndlingsbandkoncerter, man bare må se, og ukendte navne man aldrig havde oplevet hvis man skulle betale for dem, men som man tilfældigt falder over og falder for (f.eks. Akron/Family). Desuden har jeg været på Midtfyns Open Air, måske mit livs mest surrealistiske oplevelse, og en dag jeg virkelig burde skrive et indlæg om.

Hvilke musikere ville du gerne på date med?
Scarlett Johannson barsler med et Tom Waits-coveralbum, hvilket for mig er rigeligt til at kvalificere hende som musiker. Ellers er den lidt kedelige situation at indie-genren virkelig er dårlig til at hive kvindelige kunstnere frem i spotlyset, og Joanna Newsom er nok det klart mest oplagte valg, ikke at jeg helt ved hvad vi skulle tale om. Amy Winehouse, Rihanna og en smittende forkølelse fra min side ville også være en mulighed.

* Apropos r’n’b, forstået som den fæle smeltekedel af soul, hiphop og gemen pop, som radioen er vild med, som synges af mennesker som Mariah Carey, Christina Aguliera og Beyonce, og som teknisk set bør kaldes contemporary r’n’b: Er det ikke den fæleste genre der findes, omtrent? Modsat andre fæle genrer som hiphop og country, hvor jeg rent faktisk kan finde enkelte solstrålehistoriebands jeg bryder mig om, er contemporary r’n’b et Eliot’sk waste land af dimensioner hvor jeg endnu har tilgode at finde en eneste sang jeg bare har været mildt interesseret i.

**Apropos Odense: Jeg foreslår en konkret statistisk målestok for, hvor levende live-scenen i en given by er: Tag antallet af interessante koncerter på et år og divider med antallet af indbyggere i byen. Jeg tror at Odense vil sprænge bunden af skalaen. For mig at se er det fantastisk (på den dårlige måde), at vi kan have et spillested som Rytmeposten, der netop har været igennem en omfattende modernisering og nu teknisk fuldt er på højde med mange spillesteder i Århus og Kbh – og at de så disker op med verdens mest uinspirerede og ligegyldige program. At sommerkoncerterne i Kongens Have er komplet helliget det midaldrende dansktop-segment. At mange kunstnere på landsturne fravælger Odense til fordel for Svendborg, Fredericia eller Vejle. Og at byrådet vælger at smide en million i nakken på Elton John for at få ham til at spille til et flop af en koncert, når en million havde rakt så fucking langt så mange andre steder. Seriøst, jer der læser det her og er udenbys fra – vær glad for, at i ikke har en mere-end-overfladisk musikinteresse og bor i dansk musikkulturs sorte hul.

(Har skiftet design, forresten. Synes ikke det her forår kunne være tjent med brå og mørkeblå. Får snarest muligt sat et ordentligt headerbilleder ind).

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: