Posted by: thomaslundsgaard | marts 30, 2008

Sun Kil Moon – April, Guillemots – Red, Portishead – Third

En større samling blandede bolsjer:

Sun Kil Moon – April

Der er et særligt sted i den platoniske ideverden, hvor Red House Painters hører til – netop det sted, hvor man kan finde indbegrebet af drivende melankolsk guitarbaseret musik. Musik så trist, at mindre heldige afglanser som Coldplay, Saybia og Bright Eyes blegner i sammenligning, men samtidig musik der et eller andet sted virker så indfølt og ægte, at det rent faktisk ikke bliver ulækkert, musik der er ren nok til, at man ikke føler at man sidder og lytter til følelsesmanipulation i mp3-form. Red House Painters, med Mark Kozelek i front, lavede en stak albums af den kaliber i løbet af halvfemserne, og har man en dårlig dag, er det her man skal søge hen. Gruppen gik så i opløsning, og Kozelek startede soloprojektet Sun Kil Moon, der – udover et album med akustiske Modest Mouse-covernumre – forsøger at videreføre Red House Painters-stilen.

Med varierende succes. Et eller andet sted lyder det stadig i høj grad som Red House Painters, ikke mindst pga. Kozeleks stemme, der stadig er sprød og konstant lyder som om den er nær grådens rand. Guitarfigurerne er stadig forførende simple og melodiske. Problemet er nok lidt, at bandet bag Kozeleks stemme og guitar er en anelse mere anonymt, så Kozelek får ikke det instrumentale modspil han fik i Red House Painters – og det er i sig selv ikke skidt, spørg bare Iron & Wines tidlige plader, men når de fleste af sangene varer et stykker mere end fem-seks minutter og ofte forsager en struktur med vers og omkvæd til fordel for vers-på-vers-på-vers-på-vers, bliver det en anelse anonymt lidt for ofte. Der er rigtig, rigtig gode sange, som f.eks. Moorestown, og der er passager der er aldeles forglemmelige.

Guillemots – Red

fyfe.jpgPrøv at glemme Guillemots’ tidligere albums et øjeblik, og se Red for det, det er – en fusion af indie, dance og pop hvor dansevenligheden er i højsædet. En plade, hvor det lyder som om den største, enkelte inspirationskilde er George Michael, en plade hvor visse sange ville begå sig ganske godt i melodigrandprix-feltet. Guillemots har taget et godt skridt nærmere radiovenligheden, og resultatet er egentlig et ret fint popalbum der har styr på sine inspirationskilder og sin produktion. Numre som Kriss Kross og Get Over It kune gå til omtrent hvilken som helst fest, og både dem og de mere stille numre kan spilles på p3 uden at fornærme nogen, ramme samme målgruppe som holder af Scissor Sisters og lignende semi-disko-outfits.

Men…det er bare pokkers svært at glemme Guillemots’ fortid, når de har et så fantastisk album som Through The Windowpane med i bagagen. Og her blegner Red i sammenligning, blegner på den rigtig irriterende måde fordi man dybest set ikke forstår, hvorfor Guillemots har valgt deres kursskifte og synke ned i sumpen af bands der lyder omtrent som dem. Red er, hvis jeg skal forsøge at sætte ord på det, alt for kontrolleret – hvor debut’en rummede popsange, der lød som spontane, euforiske glædesudbrud (Made Up Love Song #43, Trains to Brazil), inderlige ballader (If the World Ends) og storslåede eksperimenter (Sao Paolo), lyder Red som et album der er alt, alt for præcist og gennemtænkt/formulaisk skruet sammen. Strygerne sidder helt perfekt, breaks og afvigelser fra sangens struktur kommer når de skal…det lyder som et album der er produceret snarere end spillet, og på de svage sange får jeg en grim mistanke om at bandet forsøger at skjule manglen på gode ideer under lag af fance produktion. Visse steder vader man rundt i instrumental ideløshed – og det var en ting, jeg aldrig ville tro Guillemots ville forfalde til. Det er godt og sundt at band udvikler og fornyer sig, men et band er ikke stærkere end den musik de laver, og jeg tror måske jeg lader være med at skrive Guillemots på næste gang jeg skal nævne de bands jeg hører.

Portishead – Third

portishead.jpgOg det var så et album jeg overhovedet ikke havde haft forventninger til, jeg havde dårligt nok hørt at Portishead havde fundet sammen igen efter over ti års pause. Triphop er en genre jeg aldrig har dyrket, højest hørt på compilations og tilfældige blogs. Og så bliver man ramt af Third og får pludselig lyst til at dykke ned i de seneste femten års materiale fra den kant, dykke ned i den dystre og støvede stemning, der fines i overflod på Third.

Third er alt andet end et pænt album. Det kniter og knaser og larmer, produktionen er lo-fi, stemningen er et sted mellem David Lynch og gamle noir-film, og vi er tættere på forladte fabrikshaller der har ligget døde siden ravefesterne end vi er på fancy klubber i metropolerne. Der er færre samples end man er vant til, og selv om Portishead stadig laver musik der forsøger at forene elektronik og håndspillede instrumenter, er vi så langt fra en skøn forening som man næsten kan komme. Snarere står de to sider stejlt og vrængende overfor hinanden og kører hver sit eget løb. Og det er netop det, der giver den fantastiske musik, der adskiller Portishead fra det meste andet lavtempoelectronica man kan finde på loungecompilations overalt. Værd at høre alene pga. The Rip, hvor en gammel synthesizer lyder så smukt, så smukt, og We Carry On, der er lyden af tyskertrampertechno spillet på rigtige instrumenter.

Værd at nævne er også Silver Jews – Lookout Mountain, Lookout Sea, hvis forsanger lyder rigtig, rigtig meget som Johnny Cash uden at lyde som en efterligning, og som spiller solid, poetisk americana, og Tapes ‘n Tapes – Walk it Off, der spiller indierock der lyder rigtig engelsk uden at være det, men er ganske godt uden de store krummelurer. Og Matmos – Supreme Balloon, der er lavet udelukkende med gammeldags synthesizers og bringer minder tilbage om computerspil fra slutningen af firserne.

Altsammen skulle gerne kunne smagsprøves på hypem.com.

Reklamer

Responses

  1. Jeg fandt også Guillemots første single “Kriss Kross” før albummet udkom og blev virkelig skræmt over den nye lyd. Jeg er en kæmpe fan af “Through the Windowpane”, der som du siger, rummer så meget fantastisk – og netop eksperimenterer og skriger af glæde og græder. Jeg har pga. Kriss Kross ikke turde kaste mig over Red. Men jeg bliver nok nødt til det… er bare så mange for at bryde Guillemots-magien og Fife’s vidunderlige melankoli.
    Er der nogle inderlige ballader på Red?

  2. At de har brudt melankolien er nok en meget præcis beskrivelse. De feststemte uptempo-numrene er, om ikke andet, så i hvert fald nogenlunde gennemførte – det virker som om der er en ide bag lyden, et bevidst stilskift man ville føre ud i livet.

    Omvendt lyder balladerne bare som virkelig slatne afkog af den stemning de havde fanget på Through the Windowpane. Ideforladte og følelsesforlade. Så der er ingen ny If The World Ends, desværre.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: