Posted by: thomaslundsgaard | marts 22, 2008

To gyserfilm der ikke fungerer (Rødt Chok, Silent Hill)

En historie jeg ynder at fortælle lidt for ofte, er den om hvordan jeg som ung konfirmand-to-be så Riget II på mit forberedelseshold, blev skræmt fra sans og søvnløshed, og siden da har været noget nær panisk angst for at se gyserfilm. Riget II skræmte mig dybt, et par år senere skræmte The Ring (ja, den pussenussede amerikanske udgave) mig omtrent ligeså meget, og House of Leaves viste mig så, at gysere fandtes andre steder end på film. Reaktionerne har været de samme – jeg kan ikke holde ud at være alene, jeg kan ikke falde i søvn, filmens plot og alle de små, subtile detaljer der forblev uforklarede kværner videre i mit hoved, og jeg har det elendigt et godt stykke tid efter. Et eller andet sted er det fascinerende, at et stykke fiktion kan påvirke mig så kraftigt, men den semi-akademiske “næh, hvor interessant”-reaktion overskygges som regel af mild paranoia.

Derfor har jeg et sært had/kærligheds-forhold til dårlige gyserfilm – ikke b-films-gysere og den slags, film som bevidst er dårlige og kitschede, men til gyserfilm der tager sig selv enormt seriøst og virkelig tror at de kan sætte en skræk i livet på seeren. På den ene side slipper jeg for mareridt og dårlig mave, fordi den forventede frygt udebliver – på den anden side lever og dør gysere ofte på, hvor uhyggelige de er, og hvis uhyggen mangler har man egentlig bare spildt sin tid. Gyserfilm bliver et eller andet sted nødt til at tage sig selv seriøst, hvis den nødvendige suspension-of-disbelief skal opstå, og få ting er mere tåkrummende pinlige end ting, hvor selvhøjtidligheden falder igennem.

Tag Rødt Chok (eng: Don’t Look Now), som jeg på forhånd ikke havde nogle forventninger til (jeg vidste dårligt nok, hvordan filmen skulle placeres genremæssigt). Plot: Et ægtepar mister deres datter i en drukneulykke, de tager på arbejdsrejse til Venedig (manden restaurerer kirker) for at komme sig over deres tab, og i den vintertomme by begynder de pludselig at se sære syner og en pige i en rød regnfrakke, der minder foruroligende meget om den deres datter gik i. Et arketypisk okkult gyserplot med spøgelser og synske gamle damer – uden at det i sig selv er noget dårligt, det kan bestemt bruges til et væld af gode ting. Det bliver det bare ikke her. Det er ret tydeligt, at historien og stemningen i Rødt Chok skal udfolde sig gennem antydninger og subtile detaljer, men…det bliver bare for meget af det gode. Subtiliteten spreder spreder måske uhygge, men forvirrer i endnu højere grad, indtil man når det punkt hvor man simpelthen ikke aner hvad der foregår og hvor filmen bevæger sig hen. Normalt har man en eller anden idé om hvor en film bevæger sig hen, hvad hovedplottet omtrent går ud på – ikke her. Midtvejs i filmen var jeg stadig i tvivl om hvorvidt jeg så et romantisk drama om at miste et barn, en thriller om en venetiansk seriemorder, eller en gyser med overnaturlige undertoner. Og egentlig virker det som om, at manusforfatteren heller ikke selv vidste det, i hvert fald bliver ingen af de tre plottråde bare tilnærmelsesvist fulgt til dørs. Det betyder også, at når gyserplottet endelig får overtaget mod slutningen af filmen, føler man nærmere at man ser en række tilfældigt udtænkte chokeffekter (som, al respekt for instruktøren, kan arrangeres med den rigtige klipning og noget intens musik) end noget der virkelig er foruroligende. Og så er jeg egentlig ret ligeglad med at filmen har en sexscene, der skrev sig ind i filmhistorien som det mest grafiske og direkte, man hidtil havde set, jeg tror godt jeg kan finde film fra 70’erne der viser et samleje langt mere direkte…

Eller tag Silent Hill, løst bygget på spillet af samme navn. Som jeg ikke har spillet, hvilket måske er et handicap. Stilistisk er Silent Hill er tilgangen til gyset ret forskellig fra Rødt Chok – frem for små antydninger er Silent Hill end film der skaber sine gys gennem chok, splat og CGI-effekter. Vi er ikke ude i splatter-genren, heltindens job er ikke så meget at slå monstre ihjel som det er at flygte fra dem i vild panik, men vi er alligevel et andet sted på uhyggekompasset. Hvis filmen ellers havde været uhyggelig. Problemet er bare lidt, at instruktøren kun kender en enkelt skræk-effekt, som han så vender og drejer på enhver tænkelig måde. Og man hopper da lidt første gang, men efterhånden ved man godt hvad der kommer, og kan så bare fornøje sig med at gætte hvilket monster eller semi-SAW-torturscene der venter denne gang. Egentlig er det synd, for den første lille halve time, hvor stemningen langsomt bygges op og man sidder på kanten af sofaen i frydefuld forventning om hvad der skal ske, er ganske effektfuld – men når man så først ved, hvad der rent faktisk er på spil, falder uhyggen stille og roligt sammen. Det allerførste råd i gyserhåndbogen er, at uhyggen ikke skal skabes på skærmen, men i seerens fantasi, og det råd kunne Silent Hill måske godt have lyttet lidt mere til.

Bemærk at jeg ikke har opsummeret historien endnu. Jeg ville gerne, men jeg kan ikke. Eller, jo, anslaget er omtrent: Par adopterer pige, pige snakker i søvne om stedet “Silent Hill”, mor og datter tager til Silent Hill, en spøgelsesby der blev forladt pga. farlige underjordiske brænde, og så snart de ankommer til byen forsvinder pigen. Igen, det er første halve time, og det giver ret god mening. Resten af filmen er derimod helt og aldeles sort, ligemeget hvor mange grynede flashbacks instruktøren smider ud som en redningskrans til den forvirrede seer. Det er noget med en dødskult, mor-datter-bånd og en helvedes masse personforviklinger, men det er så dårligt forklaret og virker, ærligt talt, så uendeligt ligygyldigt og ad hoc fundet på, at man næsten hellere havde været det pinlige forsøg på en historie foruden. Gah.

Advertisements

Responses

  1. Jeg er helt enig hvad angår Don’t Look Now. Jeg vil aldrig kunne fatte den film, lige meget hvor meget andre kan se i den handling. Filmen har definitivt kun et anslag og en afslutning. Hvis de havde bundet anslaget og afslutningen sammen, ville man have fået en sej, lille kortfilm på en 13-14 minutter. Imidlertid har de fyldt på med 90 minutters uforståeligt hogwash. Det er voldtægt af alle muligheder for at lave en spændende film. “Forvirrende”: spot-on.

  2. Ih guys, hvor er I lede, det havde jeg helt glemt :p Jeg synes, vi skal samle os om Invasion of the Body Snatchers næste gang, vi skal gyser-gatheres..! Gæt, hvem der også iler rundt i stramt tøj jagtet af sture planter i den? Donald Sutherland igeeen! Tror endda, der skulle være farlig – uhaa! – erotik also. Mere intenst bliver det ikke..!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: