Posted by: thomaslundsgaard | marts 9, 2008

David Foster Wallace – Oblivion: Stories

Oblivion – en novellesamling med tekster af ganske forskellig længde og karakter – er ikke spor nem at skrive om. De fleste af mine bogposts falder, som anmeldelser nu oftest gør nu om stunder, ind i skabelonen indledning-resumé-vurdering. Resuméet giver læseren en ide om hvad teksten handler om så de selv kan danne sig et billede af den, inden jeg tromler igennem med mere eller mindre saglig kritik. Problemet er, at Foster Wallaces noveller ikke egner sig til at blive opsummeret på få linjer. Handlingen i dem – den ydre handling, ville dansklærere vist kalde det, det der sker, sådan rent fysisk – er ofte ganske uinteressant, eller omtrent umuligt at koge ned på en meningsfuld måde. Wallace er ikke historiefortæller så meget som han er stilistiker og nådesløst eksperimenterende.

Tag første historie i samlingen, Mr. Squishy. Terry Schmidt laver brugerundersøgelser for reklamebureauer, sørger for at lave statistik så marketingsfolkene højere oppe kan skære deres kampagner til så præcist som muligt. Ved novellens start er et hold kage-testerne netop blevet færdige med deres individuelle prøvesmagning, og Schmidt skal briefe dem inden de skal igang med en gruppe-prøvesmagning. Ved novellens start skal briefingen til at gå igang, ved novellens slutning, små halvtreds sider senere, er briefingen omtrent overstået. Det meste af teksten forløber som en lang stream-of-consciousness, en blanding af Terrys briefing, hans tanker om briefingen, hans tanker om deltagerne, om livet som lønslave i det hele taget, og om hvordan han fremstiller gift i sit hjemmelaboratorie og undersøger hvordan det bedst kan indplantes i de kager der netop nu bliver blindtestet. I og for sig tilforladeligt nok. Samtidig krydsklippes der til et subplot, hvor en mystisk friklatret bevæger sig op af bygningen, hvir Schmidt og prøvesmagerne holder til, mens en måbende forsamling på gaden ser klatreren pakke flere og flere sære ting ud af sin rygsæk, kulminerende med noget der ligner en pistol. Og endelig – bedst som man har troet at der var tale om en god, gammeldags trejdepersonsfortæller med indblik i hovedpersonens tanker – dukker der der en jegfortæller op, er tilstede på godt en side, og forsvinder så fra narrativet igen.

Ikke at ovenstående genfortælling yder novellen særlig megen retfærdighed, for i Wallaces historier handler det ikke så meget om hvad der sker, som hvordan det sker og (især) hvordan det bliver beskrevet. Man kan, bare for at slå det fast, ikke komme uden om at Wallace er en eminent tekniker, der kontrollerer sproget bedre end langt de fleste af sine kolleger. Tænk en blanding af Douglas Couplands humoristiske hverdagsobservationer kombineret med Bret Easton Ellis’ hyperdetaljerede beskrivelser (hen ad morgenrutinescenen i American Psycho), kombineret med en hang til sætninger der strækker sig over flere sider, kombineret med en evne til at sammenknytte indhold med form (det meste af Mr. Squishy er proppet med marketing-jargon), og du har et tåget billede af Wallaces stil. Det er ikke nemt at læse, ofte endda ganske udmattende, fordi sætningerne bugter sig ud i det uendelige – og især fordi, man fyldes med informationer, man ikke aner om er relevante for historien eller ej. Wallace gør op med så mange novellestiltræk han omtrent kan på 45 sider, og tekstens konstante uforudsigelighed gør det umuligt at holde rede på hvornår det virkelig vigtige sker. Alt hvad man har fået indprentet om konfliktoptrapninger, point-of-no-return og klimaks skydes i stykker, og det er i bund og grund meget rart. Wallace gør det bare mere radikalt end de fleste andre forfattere jeg har læst – man ser pludselig at der kun er tre, nej to, nej kun en! side tilbage, og spekulerer febrilsk på hvordan alle trådene dog skal nå at blive samlet til et afsluttet plot, og det først efter at være nået frem til sidste punktum at man indser, at de ikke gør det. Vi får ikke at vide, hvad klatreren har i tasken, og hvad hans formål er, vi får ikke at vide om Schmidt har ført sine giftplaner ud i livet, vi ved ikke hvad jegfortælleren laver midt i det hele. Et eller andet sted er det fascinerende at se en idé blive ført så konsekvent ud – men omvendt føler man lidt, at man sidder med litteraturens svar på et afbrudt samleje, underholdende og udmattende det meste af vejen, men med en utilfredsstillende mangel på et klimaks.

Problemet er, at novelle nummer to i samlingen gør lidt det samme. Her fortælles i et flashback om en elev, der sidder og dagdrømmer bagerst i klassen, mens klassens vikar pludselig afbryder sin undervisning ved at fylde tavlen med “KILL THEM KILL THEM KILL THEM ALL” skrevet i stadig mere dæmonisk håndskrift. Det er vældig interessant, men midt i teksten gættede jeg – korrekt, viste det sig – at vi ikke fik sat vikarens anfald ind i en større sammenhæng, at vi ikke fik forklaringen og efterspillet. Når fire femtedele af teksten så består af fortællerens ganske kreative, men et eller andet sted ikke vildt interessante, dagdrømmerier, bliver læsningen bare frustrerende uden at være specielt givende. Wallace skriver fortsat forrygende, og der er stadig skægge og interessante observationer på hver eneste side, men jeg følte mig en anelse taget ved næsen, som om at stileksperimentet var blevet trukket lidt for langt ud.

Og da er det så man støder på trejde tekst, en superkort realtime-beskrivelse af et forældrepars reaktion da deres barn hælder kogende vand nedover sig. Så levende og realistisk (gætter jeg på) beskrevet, at det virkede som et gedigen mavepuster og påvirkede mig mere end noget litteratur har gjort siden omtrent House of Leaves. Oblivion er værd at få fat på alene pga. disse to sider. Bogen fortsætter herefter med en bunke forskellige tekster – endnu ingen skåret over samme model som de to første -, alle eksperimenterende på hver sin måde, nogen mere fængende end andre. Nogle rigtig, rigtig tankevækkende. Så Oblivion er værd at få fat på, uden tvivl, om ikke andet for at se at litteratur kan være så meget mere end skematiske krimier og forudsigelige (og -tolkelige) noveller.

(Edit: Forresten, alle der bor i Odense eller er friske på en togtur bør kigge forbi Centralbiblioteket så hurtigt som muligt. De har lige indkøbt en større samling engelsk skønlitteratur, over 1000 bøger i alt, som står frit fremme til udlån. Eldorado.)

Reklamer

Responses

  1. […] Interviews With Hideous Men Jeg har tidligere nævnt David Foster Wallaces historiesamling Oblivion. Jeg var ikke helt tilfreds med den – mest fordi Wallaces bevidste gøren op med samtlige […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: