Posted by: thomaslundsgaard | marts 2, 2008

Why? – Alopecia; Fleet Foxes – cd-rw og Sun Giant EP; Laura Barrett – Earth Sciences EP, og blandet bras

Og ja, der er langt mellem mine indlæg. En grund er at der kommer ganske meget musik der ikke er værd at skrive om, med mindre det er for at nedsable det. Tag Where The Storm Meets The Ground, debutalbummet fra Pernille Rosendahl og Johan Wohlerts The Storm-projekt og omtrent det meste hypede danske album i løbet af det seneste års tid. Og som fik anmelderne til over en kam at hive “en storm i et glas vand”-klicheen frem til overskrifterne. Problemet er, at hvis ens koncept skal kunne holde til at man klæder sig ud som pirater og tager sig selv og sit sceneshow mere højtideligt end en tilfældig pave fra middelalderen, så skal man enten være virkelig, virkelig gode (læs: Arcade Fire) eller være fra firserne (læs: Toto, Scorpions, etc.). The Storm er ingen af delene, og albummet ender med at være et fint lille eksempel på, at selv nok så meget markedsføring ikke kan skjule at melodierne mangler, at Pernilles vokal drukner i de buldrende trommer og de flade guitarriffs og at pompøsitet ikke kan erstatte følelser. Eller tag Kaizers Orkesters nyeste, Maskineri, hvor alt det Kaizers er virkelig gode til – balkaninspireret skrammelpunk med olietønder og vilde omkvæd – er erstattet med en lidt anden form for sær stadionrock, som måske er en del mere radiovenlig, men kun er det fordi det er så glat og poleret.

(Edit: Euromans anmelder beskrev ret præcist The Storms album som det album Drengene fra Angora ville lave, hvis de skulle parodiere et storladent riff-rock-album. Lige på sømmet.)

Men hey, god musik:

Why – Alopecia: Jeg har ikke bashet nok hiphop indtil nu, men der er få genrer jeg bryder mig mindre om. Mest fordi det er umuligt bare at være ligeglad og ignorere genren, den er over det hele – i radioen, i diverse tv-reklamer, i den tøjstil 90% af landets 7. klasser går rundt i (ja, jeg har empiri der understøtter det udsagn), i den irriterende machomentalitet flere og flere får ind i deres hoveder. Jeg hader, hader, hader musikere som 50 Cent og Snoop Dog og hvad de end hedder, jeg hader den attitude de står for, de giver mig af og til lyst til at blive en gammel vrissen amerikansk censurforkæmper der forsøger at få deres cd’er ud af Wal-Mart. De skaber en subkultur først og fremmest kendetegnet ved dumhed, og tilmed en ganske konfrontatorisk form for dumhed. Ih altså.

Så jeg var skeptisk da jeg så anbefalingen af Why?. Fordi de blev beskrevet som…ja, hiphop. I ved, med rappere og trommebeats og den slags. Men alligevel – Why? er lyden af hiphop lavet af hvide forstadsdrenge med nasale stemmer og en god portion selvironi. Det er hiphop hvor teksterne rent faktisk tør berøre andre følelser end liderlighed, hvor arrangementerne sprudler af kreativitet og et smukt samspil mellem samples og analoge instrumenter, hvor teksterne hele albummet igennem er fyldt med punchlines og fucked rim og hvor forsangeren fra det ene øjeblik til det næste kan skifte fra rap til nasal, indfølt croon. Det er musik hvor hiphoppen møder indierocken og enkelte tekstbrudstykker klæber sig ubehjælpeligt fast i flere dage. “Even though I haven’t seen you in years, yours is a funeral I’d go to from anywhere“. Myspace her.

Fleet Foxes – cd-rw og Sun Giant EP: Og nej, jeg tvivler på at albummet kommer til at bære titlen cd-rw, men den bliver først udgivet til juni og cirkulerer nu på nettet i form af en kopi af en cd-rw-skive. Med bandets fulde velsignelse, skal det siges. Sun Giant EP’en er derimod netop udkommet, har fået store roser af Pitchfork, så mon ikke vi kommer til at høre en del mere til Fleet Foxes. Jeg håber. Sørg i hvert fald for at finde noget med bandet og sæt det på en dag hvor foråret spirer frem, nyd det lækre vokalarbejde, de smukke melodier, hele den lidt folkede lejrbålsstemning. Man kan smutte forbi bandets myspace-side, det bør man faktisk, men nogle pejlemærker kunne være Akron/Family, My Morning Jacket og Midlake.

Laura Barrett – Earth Sciences EP: Lad mig være den første der bruger begrebet “en Joanna Newsom” – tag et stk. ung, talentfuld musiker, helst af hunkøn, tag et stk. instrument der er tilpas avantgarde til at virke enormt nyskabende brugt i en indie-sammenhæng, og tag nogle arrangementer der ikke benytter andet end de to ovenstående virkemidler. Tilsæt en støt voksende fanskare som følge af nogle efter sigende vidunderlige liveshows (høhøhø..). Og du har Laura Barrett. Jeg får det måske desværre til at lyde enormt kynisk og pladeselvskabs-kalkulerende (“Okay, harpen er so last year, hvad kan vi nu finde på…”), men det er bestemt ikke meningen. Laura Berrett skulle være en vaskeægte canadisk undergrundssucces der så småt er ved at bryde igennem, forståeligt nok. Hun spiller kalimba, et lillebitte tangent instrument med en karakteristisk spilledåselyd, og så synger hun ellers. Okay, det er nok ikke helt så virtuost som hendes sister-in-arms, men det er sødt og charmerende og enormt hyggeligt. Og det har et cover af Smells Like Teen Spirit. Lyt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: