Posted by: thomaslundsgaard | februar 5, 2008

Margaret Weis & Tracy Hickman – Dragonlance: Legends

Det er farligt at gå tilbage til en barndomsforelskelse. Jeg var en af dem der læste Lord of Rings igen og igen i mine folkeskoleår, elskede den som jeg elskede få andre ting – og da jeg så for et par måneder siden forsøgte at vende tilbage, var det som om magien var væk, og jeg stod tilbage med noget flot, men meget, meget tung prosa jeg ikke rigtig kunne komme igennem. Af samme grund havde jeg ikke rigtig haft lyst til at gå i krig med Dragonlance-verdenen igen – jeg havde pløjet mig gennem tonsvis af DL-bøger i mine teenageår, slugt dem råt og ventet utålmodigt på at biblioteket fik sidste bind af en serie hjem, men de seneste år havde jeg holdt mig væk. Men så blev jeg syg og dårlig, fik lyst til at læse noget lidt lettere end den Nabokov-bog der ellers stod på reolen, og så stod DL: Legends pludselig på hylden og lokkede.

En kort Dragonlance-primer til folk der ikke kender til det: Tag en ærke-klassisk fantasyverden med mennesker og elvere, dværge og drager, troldmænd og et helt panteon af guder, tilføj nogle originale twists, og du har Krynn, en verden som oprindeligt blev skabt til Dungeons & Dragons-rollespil, men efterhånden fik sit eget liv i utallige romaner. Tag en ærke-klassisk krig mellem de gode og det onde (Lansekrigen), inkl. en flok helte der kæmper for det gode og besejrer ondskaben til sidst, og du har handlingen i den første Dragonlance-bog, Chronicles (også af Weis og Hickman). I Legends er vi et par år længere fremme i tiden, og følger to af heltene fra Lansekrigen, brødrene Caramon og Raistlin. De er tvillinger, og akkurat så forskellige som tvillinger i fantasy-romaner skal være – Caramon er en gigantisk, godmodig, naiv kriger, Raistlin en ambitiøs og skøbelig troldmand der vender sig mod ondskaben for at få den magt han drømmer om. Siden Lansekrigen har Caramon slået sig på flasken, Raistlin har lukket sig inde i sit tårn og planlagt det, der bliver omdrejningspunktet for hele Legends – et forsøg på at dræbe Takhisis, ondskabens gudinde, og tage hendes plads som ondskabens nye guddom.

Lyder det bekendt? Som noget du har læst før? Måske. Dragonlance er klassisk high fantasy (nogen ville sige trash fantasy) i ånden fra Tolkien. Omvendt er selve DL-verdenen fra slutningen af 70’erne, så hvis det ikke virker som topmålet af originalitet er det snarere fordi en generation af efterfølgende forfattere er blevet inspireret af Weis og Hickman. Og hvor man med rette kunne mene, at forgængeren, Chronicles, havde et ret stift og simpelt plot (fordi det direkte var bygget over en D&D-kampagne), er Legends en legeplads for forfatterne, hvor de kan gøre omtrent hvad der passer dem. Hvilket de så sandelig også gør – og det er her, det bliver spændende. Og lidt problematisk.

Der er en række litterære teknikker, enhver forfatter skal passe gevaldigt på med at bruge. Deus ex Machina’er, for eksempel. For sci-fi- og fantasy-forfattere er der yderligere en række plot-twists, man skal være yderst varsom med. Et af dem er tidsrejser. Det er et trick, der medfører så mange logiske paradokser og forviklinger, at man som forfatter skal have en meget sikker hånd for at kunne bruge det – eller også skal man kaste sig ud i det med hovedet først og håbe på at læseren ikke tænker for meget over detaljerne i det. Weis og Hickman gør det sidste. For at kunne udfordre Takhisis må Raistlin først rejse tilbage i tiden og dræbe en mørk troldmand, Fistandantilus, der i øvrigt selv har rejst frem i tiden og hjulpet Raistlin under Lansekrigen. Caramon må rejse med og forsøge at dræbe ham. Derefter må Raistlin rejse lidt frem i tiden, hvor han kan udfordre Takhisis, vel vidende at Fistandantilus gjorde det samme og døde før han nåede så langt. I øvrigt var Raistlin i fortiden Fistandantilus’ lærling, og sluttede sin lærlingetid med at dræbe Fistandantilus – eller var det omvendt? Endelig må Caramon rejse frem i tiden, til et tidspunkt hvor Raistlin har sejret, her finde ud af hvad der gik galt, og så rejse tilbage til nutiden og ændre den, så Raistlin alligevel ikke vinder. Forvirret? Godtså.

Jeg tror at man som læser gør sig selv en tjeneste, hvis man ikke minutiøst forsøger at holde styr på alle tidsparadokserne og personlighedsspaltningerne. De er trods alt først og fremmest bagtæppet til to ting – dels en klassisk fantasyfortælling om godt vs. ondt, og dels end knap så klassisk fortælling om ambitioner, forædderi og ondskab. Scoopet i bogen (udover den ganske fascinerende verden, Weis og Hickman fører os igennem) er forholdet mellem de to brødre, der med en fantasy-målestok er overraskende komplekst, og som bogen igennem styrer hvor plottet bevæger sig hen. Der bliver spillet på de store følelser, men Weis og Hickman undgår – for det meste – at det bliver patetisk.

Selvfølgelig er der mindre irritationsmomenter. Crysania er en håbløst endimensionel person. Dalamar er slet ikke ond nok til at bære den sorte kappe. Caramons inspirerende taler til sine rekrutter får mig af og til til at krumme tæer. Men det er detaljer, og det overskygger ikke billedet af, at DL: Legends på sine egne præmisser er en medrivende og underholdende fantasyhistorie som sagtens kan tåle en genlæsning, hvis man er i nostalgisk humør.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: