Posted by: thomaslundsgaard | februar 5, 2008

Lyden af forår gennem lyslederkabler

Det er utroligt så lidt der skal til. En nedbarberet, uendeligt simpel melodi, klimpret på en guitar eller et klaver, lidt elektronisk støj der fra tid til anden samler sig til minimale, glitchede beats, og nogle samples der kunne være optaget med en dårlig mikrofon på en skovtur. Og pludselig sidder man med noget, der omtrent er det perfekte soundtrack til et næsten spirende forår.

Det er sløjt med nye udgivelser lige for tiden, så jeg holder temadag – jeg har været i plenum og bestemt – i tråd med min tidligere ytring om, at bloggen er for elitær og trænger til noget musik du kender – at temaet er japansk, minimal electronica. I ved, Ryoji Ikeda, Shuta Hasunuma og de andre fra Tjeklisten. Selvom det måske, i takt med internettets muligheder for at sprede sin musik til den anden side af jorden med et enkelt klik, giver mindre og mindre mening at tale om musik med regionale særpræg, slår det mig alligevel hvor store fællestræk der er mellem disse kunstnere – ikke at de lyder ens, men de deler den bagvedliggende tilgang til musikken. Det er musik der er skåret ind til benet, uden overflødigt fedt eller effekter, en slags minimale, abstrakte kompositioner der vel, for at gribe om en nem sammenligning, lidt kan sammenlignes med haikudigtenes effektfulde sparsommelighed.

Shuta Hasunuma (album: OK Bamboo, Hooray, Shuta Hasunuma, myspace) ligger et sted i grænselandet mellem collage-agtig konkretmusik og simpel, melodisk ambient. Det ene øjeblik føres man gennem en travl lufthavn, det næste træder man ud af et buddhistisk tempel og ud i en spirende forårsskov. Knitrende, elektronisk støj blander sig med samples af fuglefløjt, et par forførende simple guitarakkorder danner par med en atonal fløjtelyd. Der er ikke tale om egentlig sange, ofte er det ikke klart hvor det ene nummer slutter og det næste begynder, der er snarere tale om små, fortættede lydlandskaber, båret oppe af de afspillede samples og forstærket af de indarbejdede melodier. Til tider lyder det som Fennesz i det akustiske hjørne, oftere lyder det som soundtracket til en velproduceret, speakerfri dokumentarfilm. Kald det et heldigt sammentræf, at jeg netop opdagede albummet i dag hvor solen skinnede og jeg cyklede tredive kilometer i det næsten lune vejr, men for få dage siden tror jeg slet ikke albummet havde fungeret.

Alva Noto (alias Carsten Nicolai, som godtnok er tysker, vistnok) har sammen med japanske superpianist Ryoichi Sakamoto lavet et par album (Vrioon, Insen, lyt), der på sin vis er endnu mere minimale end Hasunumas. Sakamoto står for klaverarbejdet, Noto for elektronikken, der igen bevæger sig på kanten mellem at være egentlige beats og nærmere være tilfældige, dybe lyde der står i kontrast til Sakamotos skrøbelige klavertoner. Den menneskelige, organiske fornemmelse der prægede Hasunumas musik er afløst af noget langt koldere, men ikke mindre fascinerende, og jeg undrer mig gang på gang over hvor lidt – vi taler få toner her, Sakamoto der nogle gange i minuttet trykker på en tangent – kan virke så komplet.

I det lidt mere maksimalistiske hjørne findes radicalfashion (alias for Hirohito Ihara), der udgav albummet Odori (lyt her og her) for et par år siden. Det er en blandet omgang – cirka halvdelen af sangene er eksperimenter der måske ikke falder helt heldigt ud, glitchede klaverstykker der er klippet til ukendelighed og mangler den her kerne af melodi selv nok så mange produktionstricks ikke kan erstatte. Den anden halvdel – i særdeleshed numrene Shousetsu og Ballet – er imidlertid små perler, minimale klaverkompositioner hvor et tema gentages om og om igen til der til sidst opstår en hel særlig intimitet, understreget endnu mere af Shousetsus elektroniske lyde, der næsten – og også kun næsten – lyder som åndedræt.

Og endelig – Ryoji Ikeda. Der også er fra Japan, og også laver glitch, men ellers overhovedet ikke lyder som noget andet i denne post. Væk er de lette, svævende forårsfornemmelser, væk er natursamples og skrøbelige klavermelodier, den sjæl der gennemsyrede de andre værker, tilbage er ren, rå data, et enkelt klik der er manipuleret til ukendelighed og brugt som det eneste råstof i Ikedas dystre, elektroniske maskinverden (album: Dataplex, lyt – og det er hans mindst mærkelige album). Det er minimalisme taget ud i det ekstreme – Ikeda arbejder måske med en palet på to-tre-fire lyde, hver for sig nærmest en lille bid hvid støj, og ud fra dette opbygger han kompositioner der er så ekstremt detaljerede, så fantastisk rytmiske – nærmest funky, tro det eller ej. På en gang er det et musikalsk eksperiment – hvor lidt skal der til for at lave musik? -, på den anden side er rytmisk kompleksitet jeg aldrig har hørt magen til. Det er ikke altid behageligt – det første man hører på albummet er en skærende hyletone der sikkert kunne få hunde til at blive tossede – men det er så sygt detaljeret at jeg gang på gang måber over hvordan Ikeda overhovedet har kunnet konstruere det. I næste øjeblik rammes man af en bas der går lige i mellemgulvet, og ud af de tilsyneladende tilfældige klik og chirps dukker der en egentlig rytme op, som en slags forskruet drum’n’bass ud af et af Aphex Twins-mareridt – og sådan fortsætter det albummet igennem, gennem det ene mere fantastiske eksperiment efter det andet. Men hør det for pokker på et anlæg med en ordentlig subwoofer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: