Posted by: thomaslundsgaard | januar 20, 2008

A Silver Mt. Zion – 13 Blues for Thirteen Moons

A Silver Mt. Zion er et sært, sært band. Da Godspeed You! Black Emperor, måske det bedste postrockband nogensinde, tog på orlov på ubestemt tid, dannede en del af medlemmerne i stedet A Silver Mt. Zion. På deres første album – He Has Left us Alone og Born Into Trouble – lød de som en nedbarberet, blid udgave af Godspeed, hvor de episke 20-minutter-tracks var afløst af inderlige, halvakustiske strygernumre og elektroniske eksperimenter. Senere har de stort set genopfundet sig selv på hver efterfølgende udgivelse og har spændt over alt fra skummel, dyster korsang på This is Our Punk Rock til balkaninspireret dommedagsfolk på Horses in The Sky. De dystre undertoner er konstante gennem hele deres diskografi, men den har gang på gang fået en ny lyd. Sådan er det også på 13 Blues.

Hvad det så er for en lyd, er lidt mere uklart. Det tog nogle gennemlytninger, men på et tidspunkt gik det op for mig, at Silver Mt. Zion dybest set har lavet et punk-album. Tag alle punkens karaktertræk – den rå æstetik, de støjende instrumenter, de antiautoritære holdninger, de tonedøve sangere -, glem den degenerering punken har gennemgået de seneste 30 år (sluttende med Avril Lavigne), tilsæt i stedet en ordentlig bunke apokalyptisk stemning og skru tempoet voldsomt ned, og du har 13 Blues. Et album der egentlig har 16 numre, men hvor de første 12 i snit varer seks sekunder hver og består af støj og lyden af en cd der hakker. Hvor sangene har titler som 1.000.000 Died To Make This Sound og Blindblindblind!, og hvor lag på lag af instrumenter sender hvert eneste nummer ud i et inferno af støj.

A Silver Mt. Zions forsanger, Efrim Menuck, har gradvist fået mere og mere plads på bandets albums, mere end nogensinde på 13 Blues. Efrim kan ikke synge. Han synger ikke skidt på den charmerende måde hvor hans stemme knækker på en bestemt lyd eller hæsheden af og til tager over. Hans stemmebånd voldtager enhver tone det kommer i nærheden af. Det er uharmonisk og bestemt ikke rart at lytte til, men det passer ind i lydbillede, hvor det ene tunge, forvrængende riff overdøver det andet, hvor trommerne buldrer derudaf, og hvor vreden er den altoverskyggende følelse. Efrim skiftevis vrænger, klynker og forsøger på at synge rent, og alt i alt er det nok en smagssag, om man synes at det virker, eller at det overskygger alt hvad der ellers foregår. Lærer man at holde af det, har man imidlertid noget fantastisk musik i vente – højt og larmende, desperat som havde man taget dommedagsprofeten på hjørnet og givet ham en elguitar i hånden, en skøn blanding af postrock, punk og folk, og et album jeg også tror vil være blandt årets bedste når december kommer.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: