Posted by: thomaslundsgaard | januar 19, 2008

Koyaanisqatsi

Koyyanisqatsi minder nok ikke om nogen anden film du nogensinde har set. Tag en dokumentarfilm – en af de rigtig flotte, BBC-producerede af slagsen -, fjern narrationen, forøg længden til knap halvanden time, tilsæt musik af Philip Glass, og du har omtrent noget der minder lidt om den. Og alligevel slet ikke noget ide om hvor stort et indtryk, filmen gør.

Første scene er et skoleeksempel på hvor langt man kommer med billeder og musik alene; vi ser en rumfærge lette, filmet i et langt klip med stationært kamera, i frøperspektiv så kameraet halvdelen af tiden er indhyllet i støv og røg, og flammerne fra færgens udstødning tilsidst fylder halvdelen af billedet, indtil den tilsidst letter, uendeligt langsomt, og aldrig har jeg på samme måde fornemmet hvor fuldstændig gigantisk sådan en rumfærge er og hvor meget maskinkraft der skal til for at give sådan en luft under vingerne, samtidig med at asken fra lift off falder ned igennem billedet som sne.

Resten af filmen er som at se en visonær filmskabers fortolkning af skabelsesberetningen – den første halve time får vi de ene naturpanorama efter det andet, fuldstændig menneskeforladt og uspoleret. Godfrey Reggio, filmens instruktør, vælger scener med en fotografs sans for skønhed og komposition, hvad enten der er tale om fuldstændig livløse ørkenlandskaber eller hurtige, timelapsede skud af skyformationer. Brat skiftes der fokus fra natur til kultur, og den sidste time af filmen er helliget menneskelivet og civilisationen. Tempoet sættes gradvist i vejret, i takt med at musikken stiger i intensitet, travlt storbyliv vises i dobbelttempo, samlebåndsarbejde i tredobbelt, myldretidstrafik i tidobbelt, indtil alting går så hurtigt at bilerne ikke er andet end farvede lysspor fra deres lygter, og menneskene kun er skygger der farter gennem tilværelsen. En stærk, subtil metafor der illustrerer filmens tema – koyaanisqatsi er et indiansk ord for “et liv i røre og moralsk uføre”, og hvis man vil, er det nemt at læse filmen som Reggios kritik af et materialistisk og overfladisk forbrugersamfund. Men budskabet er netop yderst subtilt (i hvert fald hvis man ser bort fra filmens efterskrift, lige før rulleteksterne) – der er ingen moralsk pegefinger eller autoritativ stemme der fortæller os hvor slemt det står til, hele vejen igennem lader Reggio billederne tale deres eget sprog.

Musikken er svær at komme uden om. Philip Glass’ soundtrack er måske mere kendt end selve filmen, og det kan bestemt også nydes uden visuelt akkompagnement, men sammen udgør lyd og billede en helhed, en symbiose der er mere helstøbt end jeg har oplevet i nogen anden film. Glass’ musik er ekstremt rytmisk, bygget op omkring pulserende orgel-, stryger- og synth-temaer, og varierer i tempo i takt med filmens billedside. Lyden er klasissk Glass’k, men samtidig fænomenalt passende til filmen.

Argh, det her indlæg har været svært at skrive. Koyaanisqatsi er, mere end det er tilfældet med andre film, svær at beskrive med ord. Find klip på YouTube, få fat på Glass’ soundtrack, eller gå linen helt ud og anskaf filmen, jeg er ligeglad, det er bare en oplevelse man helst ikke skal gå glip af.

Advertisements

Responses

  1. Kan ikke sige andet end at jeg er meget, meget enig. På et tidspunkt under “The Grid”-sekvensen var jeg næsten parat til at stoppe filmen, fordi det var lidt for intenst at se alle de mennesker bevæge sig så hurtigt – ikke dårligt, kun et flot virkemiddel der gør problemet meget klart, for vi bevæger os også hurtigt frem. Men virkelig smuk film.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: