Posted by: thomaslundsgaard | januar 15, 2008

Vernor Vinge – A Fire Upon The Deep

Det starter så godt.

Første akt: Vinge er en sand mester, når det gælder om at opbygge storslåede fremtidsverdener. A Fire Upon The Deep er en space opera-roman på den helt store skala – vi er ikke bare tusinder, men millioner af år ude i fremtiden, der finde mennesker, jovist, men de udgør kun en forsvindende lille brøkdel af galaksens samlede befolkning. Vinges univers er – og det er hans første genistreg – inddelt i zones of thought, galaktiske zoner der tillader forskellig frad af teknologisk udvikling. Inders, i galaksens midte, findes The Unthinking Depths, hvor selv simpel teknologi er en umulighed, og civilisationer ikke har skyggen af chance for at overleve. Udenom findes The Slow Zone, primært karakteriseret ved at overlyshastighed og -kommunikaton er umuligt (her findes Jorden), udenom den The Beyond, hvor avanceret teknologi har omtrent frit spillerum, interplanetare imperier kan udvikle sig, og størstedelen af bogen finder sted. Og udenom det – The Transcend, ubegribeligt for almindelige bevidstheder, et sted hvor guderne har deres legeplads (det er omtrent samme transcendence-ide som man finder i Sid Meiers klassiske spil Alpha Centauri, btw). En ældgammel trussel fra The Transcend er imidlertid begyndt at ødelægge solsystemer på stribe i toppen af The Beyond, og så er plottet sat for et klassisk sci-fi-eventyr.

Anden genistreg er Vinges alien-race, the Tines. Anden store plottråd foregår på the Tines hjemplanet, da det viser sig at den måske rummer hemmeligheden der kan stoppe transcend-truslens ødelæggelser. The Tines er måske den mest gennemførte og originale alien-race jeg nogensinde er stødt på. Ulve/hunde-lignende væsener der har udviklet kollektiv intelligens – et ulvekobbel på 4-6 ulve har en slags hive mind og handler som var de et individ, med en intelligens der mindst er på højde med menneskets. Gruppeintelligens er ikke en ny idé i science-fiction, men få forfattere tør beskrive den så konsekvent som Vinge, og ingen (jeg kender) gør det så godt. Det første kapitel er en wtf-oplevelse, men stille og roligt finder man ud af hvad der foregår og nyder iderigdommen.

Anden akt: Det er tilsyneladende en generel konklusion hos mange forfattere, at anden akt er en bitch. Første akt bruges til præsentation af konflikten, tredje akt til at løse konflikten, og anden akt bliver meget, meget nemt en slags mellemspil der bliver brugt til transport, optrapning osv., ofte med alt for meget overflødigt som resultat. Et typisk eksempel var Harry Potter and the Deathly Hallows – man kan mene om den hvad man vil, men medgiv at den hang lidt i midten, hvor Harry og co. brugte månedsvis på at drive omkring på må og få mens de gemte sig for Voldemort.

Vinge gør omtrent det samme. Del 1 præsenterede de to plottråde der uundgåeligt må støde sammen i slutningen af bogen, og del 2 bygger op til det. Meget. Meget. Langsomt. Del 2 fylder ca. halvdelen af bogen, og der sker stort set ikke andet end transport. En plotdel foregår bogstaveligt talt ombord på et rumskib der flyver fra planet A til planet B, og de få ting der sker undervejs er helt og aldeles forglemmelige. Gode forfatterede har ting i deres narrative værktøjskasse, der gør anden akt læseværdig, eller også dropper de den helt. Det gør Vinge ikke – han strækker den udover 400 sider der er komplet blottet for den idérigdom der gjorde første del fantastisk. Befolk siderne med et persongalleri, der med enkelte undtagelser er fladere end hvad man efterhånden forventer fra god scifi, og du ender med ret frustrerende læsning.

Tredje akt: Jeg blev kun ved med at læse, fordi jeg håbede at Vinge kunne runde sin historie af med maner. Der var lagt op til en storslået konflikt, der måske havde været længe undervejs, men stadig i sin egen ret var ganske episk. Jeg synes bare ikke helt det lykkedes. Tredje akt er ikke direkte dårlig, men…for pokker, hvor er den rodet. Sine steder er det som at læse en bog hvor hver anden side er revet ud. Der er mange rodede kampscener, og Vinge falder den fælde der består i at gøre sin prosa tilsvarende rodet. Det virker fint hvis forfatteren er tilstrækkeligt god, det synes jeg bare ikke helt at Vinge er. Endelig bliver selve konflikten – truslen fra The Transcend – løst med noget, der måske ikke er en deus ex machina, men er ganske tæt på.

Alt i alt vil jeg frygteligt gerne anbefale A Fire Upon The Deep. Det er visionær world-building man ikke ser særlig tit. Måske en verden der ville egne sig perfekt til et computerspil. Men Vinge er ligger bare og roder lidt under gennemsnittet, når det handler om at skrue et plot sammen, og så er 600 sider alt for meget.

Reklamer

Responses

  1. Jeg var nok noget mere begejstret da jeg læste den for 1½ år siden. Den rummer en masse visioner og Vinge har en enorm iderighed. Zones of thought er interessant koncept at bygge videre på og kan godt lide den måde Vinge bruger sin datalogiske baggrund små steder i handlingen. Disse hundepacks med telepatiske forbindelser får en til at tænke på liv og rumvæsener på en helt alternativ måde.
    Kan godt se at slutningen kunne være lidt rodet, men jeg synes nu egentlig ikke det gjorde noget.
    Tilgengæld vil jeg kraftigt fraråde hans nyeste Hugovinder, “Rainbows End”. Der skraber han virkelig bunden.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: