Posted by: thomaslundsgaard | januar 14, 2008

Pop

Pludselig slog det mig, da jeg kiggede mine pladeparade-07-posts igennem – gee, hvor er jeg elitær. Samtlige albums er mere eller mindre obskur indiemusik, gjort populært via internettet, solgt i relativt få eksemplarer, glemt af hitlisterne, radiostationerne og langt, langt de fleste musiklyttere. De har måske fået gode ratings på Pitchfork, men de har måtte se langt efter en placering på Boogielisten, Tjeklisten eller den generelle salgstopliste.

Det kan der heldigvis gøres noget ved. Jeg har anskaffet mig en af disse Best Of 2007-opsamlinger, pladeselskaberne sender ud i læssevis hver eneste jul, så tabte forældre har noget at lægge under træet til deres teenagebørn og pladeselskabs-exec’erne kan blive endnu mere usmageligt rige. Ideen er nu at udføre et spændende socialt eksperiment – jeg sætter cd’en i afspilleren, starter, og rører mig så ikke ud af stolen før den er færdig. Jeg skifter ikke tab i min browser eller tager fem minutters pause for at snakke på msn eller tjekke nyheder, jeg skipper ikke et eneste track og rører ikke min højttalers eksterne volumen-knap. I stedet nedfælder jeg mine tanker om dette unikke tidsbillede direkte på bloggen, uredigeret (og ureflekteret, sikkert) i takt med musikken og poster det umiddelbart efter, et gonzo-inspireret New Journalism-eksperiment. Nogle numre kender jeg i forvejen, andre kender jeg ikke, men et hurtigt kig ned over tracklisten viser at jeg i det mindste ikke har skrevet om nogle af numrene før nu. Som altid er jeg fuldstændig objektiv og har helt og aldeles ret i alt hvad jeg skriver. Here goes –

Now Big Hits 2007:

21:25, og eksperimentet er startet. Første track er Thomas Helmigs “Livet er fedt”. Thomas Helmig lyder som Thomas Helmig lød i 90’erne der lød som Thomas Helmig lød i 80’erne. Stemmen er den samme, produktionen er omtrent den samme. Eneste variation er vist om han synger på engelsk eller dansk. Omkvæd: “Livet er fedt – men vi lever for lidt – åh yeah!“. Hold kæft, hvor er det ægte. Poetisk.

21:29, og der er ikke sket mere. Eller, hov, der kommer sørme et c-stykke. Jeg gætter på at omkvædet kommer igen om et øjeblik, måske med en..transponering? Spændende spændende.

21:30: Nå, ingen transponering, men nye tekster i omkvædet: “Vi gør hvad vi kan, men så dør vi en dag“. Wow.

21:31: Næste nummer, Robbie Williams og PSB “She’s Madonna”. Okay, Robbie Williams er en af de popsangere der rent faktisk kan synge og har lavet nogle ret gode ballader, lidt sukkersøde, men vældig følelsesladede. Han synger egentlig også fint her, men argh, hvorfor er sangen pakket ind i cheesy synths og et dancehall-agtigt beat? Var sangen ikke god nok til at blive til en akustisk ballade, Robbie? Troede du at produktionen kunne redde en middelmådig sang? Pffffhhht. Jeg frygter hvem denne PSB er. Har jeg en gæsterapper i vente? Og hvilken Madonna er det der synges om?

21:34: Okay, der kom det vist, ikke nogen gæsterap, men en skummel italiensk voiceover. Og så fader sangen bare ud. Wtf?

21:35: Nik & Jay. Årh fuck. Det kan godt være at Nik & Jay er blevet respekterede efterhånden, men deres musik er stadig elendig. Omkvædet her er “I luv ya, I luv ya, I freaking fucking love ya, jeg elsker dig, elsker dig, men elsker du mon virk’lig mig“. Tager Nik & Jay virkelig sig selv seriøst? Hvis det her er en gennemført over-the-top-parodi på deres andre player-sange er det faktisk ret godt lavet – irriterende, ikke så sjovt som Nik&Jay-kompottet, men stadig lidt sjovt. Hvis det er alvorligt ment har jeg officielt mistet enhver tro på menneskeheden. Jeg mærker mine hjerneceller dø, mit køn reduceret til en dum machotilværelse, mit liv holde op med at give mening. For helvede…

21:39: …og det er slut. Enrique Iglesias “Do You Know” tager over. Ret uskyldig sang, egentlig. Synths, lidt guitar, Enriques vokal, lidt kor, og, wow, en BORDTENNISBOLD DER BRUGES SOM BEAT? Wow, det var godtnok originalt, det havde Technotronic slet ikke brugt i STARTEN AF HALVFEMSERNE! Argh, men alle der hører den her på radio 100 FM eller andre radiostationer der kun spiller “Musik du kender” bliver sikkert våde mellem benene fordi de synes det er så fantastisk fundet på.

21:42 og Maroon 5: “Makes Me Wonder”. Kan den virkelig være lige så catchy som deres kæmpehit “This Love” som forpestede enhver fest for et par år siden. Omkvædet siger nej. Discoinspireret rock komplet med fuzzy bas og bongotrommer. Men det er ikke catchy, for pokker. Selv “I luv ya” var catchy, omend fordi det var så gennemført dumt at selv Nik & Jays største fans kunne have fundet på det. Det her er bare…lige meget.

21:45: Jeg bemærker at jeg er begyndt at svede voldsomt. Er det fordi jeg skriver konstant, eller er det den undertrykte vrede der må ud?

21:46: Beyonce& Shakira “Beautiful Liar”. Beyonce…OG Shakira!?!? Hold da op, ophørstilbud på pladeselvskabet. Mon procuderne ikke udelukkende fik ideen til det her nummer fordi det muliggjorde at lave en semi-pornografisk smålesbisk musikvideo med begge sangere i meget lidt tøj? Måske i mudder på toppen af en bygning? Rent musikalsk passer deres stemmer i hvert fald ganske dårligt sammen, nummeret mangler enhver form for melodi og struktur. Det havde sikkert gjort sig godt til Melodi Grand Prix, hvis ellers det havde haft en transponering sidste gang omkvædet kom.

21:49: Thomas Helmig igen? Eller, nej, den her sang er åbenbart lavet af Nordstrøm og hedder “Du & Jeg” (godt fundet på, klapsalve). Men den lyder som Thomas Helmig. Alt hvad jeg har skrevet om Thomas Helmig passer på den. Samme synths, samme beats. Men det betyder intet, for omkvædet er “Kun du og jeg – vi på cruise control i nat – kun du og jeg – kursen den er sat“. Jamen, åbn alle forlag selvom det er søndag, tryk en lyrikantologi i en million eksemplarer, giv den til alle dansklærere, Helle Helle har fået en konkurrent som mest læste forfatter i gymnasiets dansktimer.

21:53: Heh, den er faktisk lidt ørehængende, den her, Gwen Stefani og Akons “The Sweet Escape”.

21:54: Akon har ikke sagt et pip endnu, kun Gwen Stefani. Det er rart.

21:55: Jeg frygter stadig at der kommer et “Lonely – I’m so lonely” med i det hele. Eller vent, er det Akon der råber “wuuuu-uuuh – yeeee-uuuh” hele tiden. Det er han da meget god til. Under et minut tilbage, der kan næsten ikke nå at komme et rap-break, kan der? Please?

21:56. Det kom aldrig. Sublimt. Men hey, hvad sker der for at alle hedder James? James Blunt, James Sampson, James…Morrison? James Morrison har åbenbart lavet en sang der hedder “Wonderful World”. Helt ærligt, jeg kan ikke sige mere om den. Men jeg tror jeg ved hvorfor Mix, Vi Unge og de andre popmusik-blade døde. Den popmusik de levede på er simpelthen umulig at anmelde. Seriøst, hvad kan man skrive om den? “Uuuuh, den her sang er så god”? “Den her sang er altså ikke så god som noget af det andet musik jeg kender er”? Hvad kan man skrive om musik der er glat som teflon og så fladt og karakterløst som Lolland?

22:00: Stop nu, James. Stop.

22:01: The Pussycat Dolls, “I Don’t Need A Man”. Uh, feministisk pop? Wow, de synger at de ikke har brug for mænd. Radikalt. Hvis det er det her kvindesagsbevægelsen er reduceret til ser det altså sort ud. Men hey, hvad mener de når de synger “I dont need a man – to do my thing“. Er det her i virkeligheden en onani-evergreen? Respekt.

22:02: Sveder voldsomt. Tør i halsen. Ryster svagt.

22:04: Wow, musik der ikke har den der vers-omkværd-vers-opbygning. Hvordan tør cd’ens musikredaktører dog? Kenneth Bager: “Fragment 8”. Det der børnekor er ret irriterende, men hey, irriterende og catchy hænger jo sammen. Det ved tyske reklameskabere, det ved Kenneth Bager.

22:08: Jeg var en af dem der var med helt da Infernal starede i slutningen af halvfemserne. Hvem husker ikke “Voodoo Cowboy” eller “Sorti d’Lenfer” eller “Kalinka”? Et eller andet sted er det lidt imponerende at et danceact har været med i over ti år, selvom de de sidste fem udelukkende har levet på From Paris to Berlin i remixes udført af samtlige tranceproducere der findes i Tyskland og Holland. Her er det godtnok Ten Miles, men den lyder som From Paris To Berlin. Dengang jeg hørte trance skulle et nummer have en melodi der varede lidt mere end tre sekunder for at bryde igennem. Ungdommennutildags.

22:12: Uh, halvfemserhitparaden fortsætter. Take That! “Patience”! Argh, hvor kan de ikke synge. Hvor er det elendigt produceret. Hvor må de først-i-trediverne-kvinder der har købt cd’en have manglet noget i deres liv siden Take That gik i opløsning for ti år siden. Det er lidt uhyggeligt.

22:14: 2007 vil blive husket som året hvor instrumenterne døde. Jeg mener det – alle de sange jeg har hørt indtil nu har haft en vokal i forgrunden, en et rytmesektion (oftest en trommeboks) i baggrunden, og noget komplet uplacerbart derimellem. Ingen elguitar, intet klaver, intet som helst udover ubestemmelige synths der lyder som hvad som helst og er som kylling, uden nogen karakter i sig selv. Jeg er bestemt pro-synths, men de skal altså bruges ordentligt, ikke bare fordi de er billigere end at få et band i studiet. Men ok, det for alle sangene til at lyde som hinanden, det gør det jo unægteligt nemmere for radio100fm at spille “musik du kender”.

22:17: Popsangerinde – popnummer. Den (svagt) kvindelige udgave af James Morrisons nummer længere op. Hun synger meget godt, omkvædet har tilpas power til at passe perfekt ind i klimakset i et Anna Pihl-afsnit.

21:18: Jeg gør det her for jeres skyld, læsere.

21:19: Thomas Buttenschøn, “Fantastiske Mandag”. Wow, det her er faktisk rigtig musik. Det er endda ret anderledes fra hvad der ellers har været på albummet. Jeg ved ikke om Buttenschøn synger godt, men han har sgu en sej, charmerende stemme. Teksten er…sød nok, vel. Oase i ørkenen, virkelig. Det er lidt en stripped-down udgave af Rasmus Nøhr, i mangel af bedre sammenligninger.

21:23: JoJo, “A Little Too Late”. Ganske velproduceret. Det er egentlig ret fængende. Ekstremt poleret, men…ja, igen, jeg mangler ord. At beskrive musik med ord er i sig selv svært, men musik der er så fattigt på nerve og ideer og originalitet, hvordan gør man? I Borges’ ånd kunne man skrive Anmeldelsen, et floskelfyldt stykke prosa der passer på alle numre på denne cd (stort set) lige så godt som et horoskop passer på alle og enhver. Man burde gøre det.

22:26: Fuck. Det er en dobbelt-cd. Jeg er kun halvvejs. Fuck.

22:27: Village People lavede Y.M.C.A. TV2 lavede S.O.M.M.E.R. Okay, den ville måske også have eksistensberettigelse hvis Steffen Brandt iklædte sig indianertøj og de andre i bandet tilsvarende, men ellers ikke. Men kudos til Steffen Brandt for at holde sin stemme fuldstændig intakt og uforandret efter 25 år. Det er lidt imponerende, et eller andet sted.

22:28: Lyrisk set indeholder S.O.M.M.E.R omtrent det samme som den feriesang man plejer at synge på enhver folkeskole inden sommerferien (“Ferie, ferie, ferie, salp nu af du har fri og syng en glad melodi…”).

22:29: AAAARGH. NEJ! JEG HADER, HADER, HADER aMY wINHOUSE! hADER, HADER, HADER! “uh, hun er sådan en stærk kvinde, hun er det nye årtusindes feminist, hun gør bare ikke hvad nogen fortæller hende, hun er så independent, er hun! I hvert fald ingen der skal tvinge hende i rehab, nej”. JA, OG HVOR FEDT ER DET NÅR I TAGER TIL KONCERT MED HENDE OG HUN SPRÆLLER PÅ SCENEN SOM EN KATATONISK OVERDOSIS DER IKKE KAN HUSKE SINE TEKSTER? HVOR STORT ET SYMBOL ER HUN NU? HVIS HUN ER DEN NYE KURT COBAIN KAN JEG IKKE VENTE TIL HENDES HISTORIE BLIVER FULDBYRDET. NEJ!

22:32: Stadig Amy Winehouse. Helt ærligt har jeg ikke nogen mening om hendes musik, jeg hader bare den medieopmærksomhed hun får på at være et gennemført dumt menneske. Flyt i kollektiv med Britney. På Svalbard. Tak.

22:33: Ah. Ikke mere Amy Winehouse.

22:34: Wow, hvis det er muligt at klynke sig gennem en sang gør Fergie det ret godt på “Big Girls Don’t Cry”. Drivende melankoli er åbenbart også ret catchy. Og stadig ingen instrumenter.

22:35: Er det paradoksalt at sangen hedder “Big Girls Don’t Cry” når Fergie tuder sig gennem hele sangen? Kan vi heraf udlede at hun blot er en lille pige? Hun havde sikkert vundet suverænt i Scenen er Din hvis hun havde stillet op i “børnesang”-kategorien.

22:38: Hmm, de sampler Cirkeline, lyder det til. KNA Connected, “Fibs, det løgn”. Men et eller andet sted er det lidt sejt, teksten er gennemført braggadacio i tradionel gangster-stil, men omkvædet gør det hele ironisk. Det er egentlig godt fundet på.

22:41: Nephew og Timbaland. Okay, en ting: Nephew fornyer ikke det danske sprog mere end babyer og folk på sprogskole gør det. Ja, de laver sætninger der ikke giver mening, de bryder med korrekt syntaks, de blander dansk og engelsk. Det er fint. Men der er jo ikke mere i det, for helvede! Hvis Nephews ordlege havde givet deres tekster en eller anden dybere mening, så hey, supersejt, men det her er omtrent ligeså sejt som hvis jeg gav mig til at rappe hele Sprognævnets Ordsprogs-ordbog. Og det der egentlig var sejt ved Nephews musik, deres rå, afpillede Kliché-agtige elekroniskhed, forsvinder så komplet i Timbalands samplehelvede. No-wave cat is not amused.

22:45: Ah, Mika, “Relax, take it easy”. Klassificeres under “irriterende, men catchy”. Sidebemærkning: På Roskilde Festivallen skulle Mika have spillet, men måtte desværre aflyse i allersidste øjeblik. Da presenteren gik på scenen og sagde, at “Mika desværre havde afløst sin koncert” gik er et jubelbrøl gennem hele Astoria-teltet. Læg i det hvad I vil.

22:48: UNDER MAH UM-BE-RELLAH – ELLA – ELLA – ELLA

22:49: ELLA – ELLA – ELLA – ÆH – ÆH – ÆH – UNDER MY

22:50: UM-BE-RELLAH – ELLA – ELLA – ELLA

22:51: ELLAH – ELLAH – ELLAH – ÆH – ÆH – ÆH – ÅH – ÅH – ÅH

22:52: Rihanna må have været den allerlækreste på aftenskolens “Stop med at stamme”-hold. Pladeselskabet fik hende til at droppe kurset før tid og i stedet tjene penge på sin talefejl.

22.53: IT’S RAINING RAINING UH BABY IT’S RAINING RAINING

22:54: Nelly Furtado, “Say It Right”. Ok, den her sang har i det mindste et minum af mod i sin produktion. Beatet lyder ganske godt. Omkvædet falder lidt tilbage på nogle brugte ideer, lyden lyder som om alting er blevet komprimeret sammen, trommerne skratter og hvæser, men ellers, spændende sang.

22:56: Argh, det slår mig at jeg har last.fm kørende. Min profil vil blive hærget af at jeg har hørt denne cd. Bugger.

22:57: Infernal igen? Er den uskrevne regel ikke, at et band kun figurerer een gang på en opsamlings-cd? Jeg har ladet mig fortælle at “I Won’t be Crying when I’m Lonely” er en gammel Depeche Mode-sang. Jeg har ikke selv hørt den, men den kan kun være mere spændende end Infernals version. Er det ikke dobbelt dovenskab at lave en coverversion frem for at skrive sit eget nummer, og så samtidig lave sangen så kedelig som muligt?

23:00: Wow, Akon igen. Han synger endda også “ååååh – uuuåååhhh” igen. Han bruger endda samme gimmick som da han lavede “Lonely”, et nuttet stemmesample revet ud af kontekst som han så rapper omkring. If it ain’t broke don’t fix it. Og hvis man mister følelsen i sit ben kan man ikke mærke at det er brækket.

23:02: Mit hoved har det mærkeligt. Ingen hovedpine, intet blod ud af ørerne, bare…mærkeligt.

23:04: Stadig ingen instrumenter, btw.

23:05: Eller, hov! Godt ord igen. Her er det ikke blot guitar, men endda et vaskeægte riff spillet på en elektrisk guitar. Kaiser Chiefs, “Ruby”. Versene lyder som Duran Duran, omkvædet er bare lidt fjollet, men hey, jeg kan rent faktisk høre hvad der laver musikken! Lifligt! Gæt: De fleste der har fået denne cd i julegave skipper over Ruby efter første gennemlytning af cd’en. C’mon, det her er bare slet ikke musik jeg kender, asså!

23:07: Et eller andet sted er det lidt sørgeligt, hvis al musik der spilles i radioen lyder som Now 2007. Jeg hører ikke selv så meget, radio, så jeg skal ikke kunne sige det, men…mange menneskers eneste kilde til musik er radioen. Hvorfor skal de så spises af med lort som det her? Hvorfor skal det hele lyde ens? Hvorfor er der ikke nogle værter der tør spille noget andet? Have mere end tyve numre i fast rotation? Fordi folk gerne vil høre noget de kender i forvejen? Og hvorfor vil de det? Hvorfor skal musik være så genkendeligt og ligegyldigt som frikadeller og flæskesteg? Jeg mener, da jeg voksede op i halvfemserne var der da trods alt forskellige genrer i radioen, det hele var ikke hiphop/soul-inspireret pop, der var endda musik med kant og originalitet. Nirvana brød igennem vha. radioen, for pokker, hvad end man mener om Nirvana var det da musik der ville et eller andet. Popmusik i dag er som toppolitikere, de vil bare fuldstændig kritikløst give folk hvad de vil have uden at udfordre dem det mindste. Hvordan ville det være hvis man kun kunne låne bøger fra en enkelt genre på biblioteket? Hvis de store teatre kun opstille Shakespeare?

23:12: Pussycat Dolls igen. Gee, det må have været et dårligt år.

23:13: Oh, Timbaland er med her. Timbaland må være Jesus genopstanden, sådan som middelmådige bands tror at han kan frelse dem ved blot at berøre deres musik.

23:15: Det er lidt skægt, jeg så også helt tilfældigt Boogies årsliste for et par uger siden. Ud af 10 videoer var 8 eller 9 emo-rock hen af Tokio Hotel og My Chemical Romance. Både Boogie-Listen og Now 07 skal vel afspejle hvad der har været populært i år, hvordan kan de to ting så lyde så komplet forskelligt?

23:18: Unite, “Butterfly”. Jamen, flere boybands, hvorfor ikke.

23:19: Jeg forestiller mig lidt, at der – analogt til Borges bibliotek – findes et bibliotek der rummer al tænkelig musik. På en enkelt bog stod der “Boyband”. En heldig producer fandt en dag bogen, tog den fra hylden, flygtede fra biblioteket og begyndte at producere musik. Bogen er siden gået på omgang blandt ligesindende producere. Bogens indhold er så simpelt, at det kan opsummeres i en enkelt sætning. Hvad der står er en velbevaret hemmelighed.

23:23: KNA Connected igen. Thomas Helmig igen.

23:24: Sidste nummer. Outlandish, “Callin U”. Men jeg kan ikke mere. Jeg lukker Winamp nu. Farvel, onde verden, farvel, popmusik. Det har været hyggeligt. Gid vi aldrig skal mødes igen.

Advertisements

Responses

  1. Hold da kæft.

    “Rihanna må have været den allerlækreste på aftenskolens “Stop med at stamme”-hold. Pladeselskabet fik hende til at droppe kurset før tid og i stedet tjene penge på sin talefejl.”

    Sjoveste kommentar EVER. Men et vellykket eksperiment, håber ikke det bliver sidste gang vi hører til sådan noget.. ellers skal jeg med glæde overtage!

  2. Virkelig underholdende indlæg; som Rollo havde jeg også planlagt at nævne Rihanna-kommentaren. Skønt pop-musik i den lange ende (og især opsamlinger som NOW 2007) synes trættende; så har det stadig sine charmer, må jeg indrømme. Jeg kunne aldrig drømme om at lytte til det på daglig basis, men der er nu noget trygt ved at have sange alle kan synge med på (selv når det kommer til Nik og Jay).
    Forresten vil jeg egentlig også knytte til min kommentar, at jeg synes din blog er vidunderlig. 🙂 Og var stor fan (og meget enig) med din pladeparade..)

  3. Jamen, tusind tak. Jeg er forresten blevet oplyst om, at fænomenet med at skrue et omkvæd en tone/oktav/hvaddetnuhedder op når det bliver gentaget, ikke hedder transponering, men modulation. Har lovet ikke at edit’e indlægget, men så kan det stå her. 😛

    Et eller andet sted virker det også som om at det er en af de virkelig, virkelig dårlige og enslydende opsamlinger jeg har fået fat på. En udgivelse som http://dk.cd-wow.com/detail_results.php?product_code=2491925 virker noget mere varieret og modig.

    Men ja, al respekt for glad-i-låget-sange som alle kan synge med på. Årets hit i den retning må være Alphabeat…

  4. hah hah godt indlæg…..


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: