Posted by: thomaslundsgaard | januar 2, 2008

Adams Æbler

Adams Æbler meget kort, til dem der ikke har set den: Mads Mikkelsen er præsten Ivan, der driver en sær samfundstjeneste-institution hvor kriminelle på prøveløsladelse bliver sendt hen før de bliver endeligt løsladt. Ulrich Thomsen er den diagnosticeret onde nynazist Adam, der bliver sendt på ophold hos Ivan, og sætter sig som mål at skulle bage en æblekage. Forskellige ting sker, forskellige optrin får hver deres absurd udgang, og det ender med at Adam bliver et godt menneske.

Adams Æbler er også en film om menneskelig lidelse. I løbet af de godt halvanden time filmen varer, kommer vi igennem emner som – jeg opremser frit fra hukommelsen – alkoholisme, pædofili, incest, handicappede børn, racistisk vold, tilfældig vold, selvmord, fordrukne mødre, kræft, psykisk terror, kriminalitet i bunkevis, voldtægt, og mind mig endelig om hvis jeg glemmer noget. Ivan er blevet misbrugt af sin far, hans kone har begået selvmord, hans barn er spastisk lam i hele kroppen, har en svulst på størrelse med en fodbold i hovedet, og holder sig oppe ved tanken om at Gud prøver ham af (parallellen til Jobs Bog skæres ud i blinkende neon så selv den mest tungnemme seer ikke kan undgå at fange den). Adam, ond som han nu engang er, beslutter sig for at knække Adam fuldstændigt ved at hive gudstroen ud af ham. Så langt, så godt.

Nu er mennesker der lider ikke i sig selv noget dårligt emne for en film, tværtimod. Der findes utallige film, der mere eller mindre eksplicit, skildrer mennesker der lider af den ene eller anden årsag, og hvad end man vil se film om incest eller nynazisme skulle Blockbuster nok kunne stille ens behov. Man kunne endda gå så langt som til at sige, at film, hvor det slet ikke går dårligt for noget, ikke ville være værd at se, fordi de ville være kvalmende sukkersøde og finde sted i en lyserød My Little Pony-verden.

Adams Æbler præsenterer imidlertid sig selv som en komedie. En absurd en af slagsen, ganske vist, med dramatiske og symbolske understrømninger, men dybest set en sort komedie i ånden fra Blinkende Lygter og De Grønne Slagtere. Komedier skal gerne være sjove. Det er Adams Æbler ikke, og den er usjov på en ret ubehagelig måde. Jeg har set min andel af amerikanske teenkomedier, der ikke er sjove fordi filmens jokes er brugte, platte, mangler timing, eller af en anden grund bare ikke virker. Dem kan man så se, småkede sig mens man gør det, og glemme dem når man tager dvd’en ud af afspilleren.

Adams Æbler er usjov fordi de triste skæbner, filmen handler om, i instruktørens øjne bærer komikken i sig selv. Det er en skabelon mange film har brugt før, og som virker hvis man får skabt nogle tilpas sære typer. Men…well, en typisk scene er mellem Adam og byens lokale læge (spillet af Ole Thestrup, som Ole Thestrup nu engang spiller). Thomsen bemærker, at Ivan er rablende sindssyg, Thestrup svarer med historien om, hvordan “faren kneppede Adam og søsteren sønder og sammen fra morgen til aften da de var børn” (citeret efter hukommelsen). Sceneskift. Man kunne nok have gjort dialogen sjov, underfundig, eller i det mindste ladet den uddybe filmens personer, men i stedet får dialogen bare lov til at hænge i luften. Den slags optrin er der nogle stykker af. Vi skal le af Adam, fordi han er blevet bollet i stykker som barn, og jeg kan ikke se andet formål med scenen end det.

Man kan gøre grin med alting, og man bør bestemt også gøre det ind i mellem. Komik må gerne støde nogen. Dette indlæg skal ikke ses som et surt, nypuritansk opstød. Jeg foretrækker bare at en komedie har en eller anden pointe, eller rent faktisk får mig til at grine. Med Adams Æbler virker det bare lidt som om, at Anders Thomas Jensen har haft for travlt med at bulldoze ethvert tabu og bryde samtlige grænser for, hvad man “må” og “ikke må” til samtidig at skrive et ordentligt manuskript og lave en god film.


Reklamer

Responses

  1. Sådan er vi jo så forskellige. For mig er Adams Æbler en film, som man ikke er “færdig med” når det er rulleteksternes tur – i hvert fald ikke refleksion og tankemæssigt.

    http://www.tinathomsen.wordpress.com

  2. Jeg sad lidt med samme fornemmelse som dig da jeg så den. Hvis jeg havde set den alene tror jeg ikke jeg vil have fundet den specielt morsom – nærmere tragisk.

  3. Interessant indlæg. Jeg er lidt enig, jeg fandt filmen lettere makaber engang imellem. Men, er dette ikke tilfældet med de fleste komedier? Hvordan ved vi, at Mr. Bean ikke blot er en sindsforvirret mand der er sluppet ud af institutionen? Staklen er jo socialt hæmmet.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: