Posted by: thomaslundsgaard | december 21, 2007

Vladimir Nabokov – Pale Fire

Efter at have læst House of Leaves færdig (og hey, paranoiaen aftager forholdsvist hurtigt!) kunne jeg ikke lade være med at surfe rundt efter anmeldelser, plotteorier, diverse forsøg på at afkode koderne i bogen, den slags – og forsøge på at finde andre bøger, der rent stilistisk mindede om HoL (gerne uden helt så mange angsttriggers). Et af de værker der af og til dukkede op var Vladimir Nabokovs Pale Fire – og jo, Nabokov er ham der skrev Lolita, en bog jeg kun kender af omtale, men nok til at det undrede mig lidt at samme forfatter kunne finde på at kaste sig over eksperimenterende, postmoderne metafiktion. Et besøg allerlængst nede i Odense Centralbiblioteks kælder, gudskelov godt oplyst, fik mig imidlertid på andre tanker – Pale Fire er, omend den måske ikke er så bevidst kryptisk og grafisk eksperimenterede som House of Leaves, et stykke vildt labyrintisk fiktion. (Spoilers ahead)

Centralt i bogen er det 999 linjer lange, episke digt Pale Fire, skrevet af den fiktive New England-digter John Shade. Selvbiografisk og til tider ganske flot, men ikke noget The Waste Land eller lignende mesterværk. Shade dør samme dag han færdiggør digtet, og hans nabo, Charles Kinbote, får fat på originalmanusskriptet samt rettighederne til at redigere, kommentere og udgive det. Det er Kinbotes kommentarer, der udgør størstedelen af romanen Pale Fire – hvor digtet er på små 40 sider, er kommentarerne, sammen med et kryptisk forord, på godt 250. Og det er her bogen bliver mærkelig – for Kinbote vil alt andet end forklare og fortolke Shades digt.

Kinbote, skal det siges, stammer fra det mytiske land Zembla, et “distant northern land“, en blanding af et romantisk eventyrmonarki, en oprørsk sovjetrepublik og et lummert oldgræsk gymnasium (pæderasti her, vulgær mandlig hygge der…). Zemblas konge, Charles the Beloved, er netop blevet afsat ved et semikommunistisk kup, og Kinbote, loyal zemblansk royalist, bruger frit digtets noter til at fortælle om kongens tilfangetagelse og efterfølgende flugt. Der er ingen sammenhæng overhovedet mellem handlingen i digtet og handlingen i Kinbotes historie, men som romanen skrider frem bruger Kinbote mere og mere tilfældige ord i digtet som afsæt til at fortælle den zemblanske historie, af og til med afstikkere til bemærkninger om hans og Shades venskab. Udover at fremstå som et ganske ubehageligt menneske, får Kinbote også på enhver tænkelig måde iscenesat sig selv som en klassisk upålidelig fortæller, og for hver note fornemmer man at det hele bliver mere og mere uldent. Mest af alt fordi Kinbote ved uhørt meget om sin konges flugt – og lidt efter lidt går det nok også op for læseren, at Kinbote og Charles er en og samme person.

Og det er her, man kan vælge at tage romanens plot som det er – at Zembla rent faktisk findes i bogens verden, at Charles er konge i eksil, osv. Eller man kan begynde at spekulere over, hvor mange af romanens personer egentlig findes, om Zembla bare er et kingdom of the mind, og hvem der rent faktisk har digtet en genial historie. Der er (mindst!) tre planer i romanen – det virkeligt-virkelige (som når der refereres til digtere som Tennyson og Eliot), det fiktivt-virkelige, og det fuldstændig fiktive – og hvad der hører til hvilken gruppe, er helt og aldeles åbent for diskussion. Nabokov-kritikere diskuterer stadig heftigt de hints Nabokov med nænsom hånd har strøet ud over romanen.

For mig at se er romaner som Pale Fire og House of Leaves* et eller andet sted beslægtet med krimigenren (som jeg tidligere har kastet galde efter), i og med begge på en eller anden måde rummer et mysterium, man som læser gerne ser løst. Forskellen er – igen, jeg er håbløst biased imod sidstnævnte genre – at krimierne dels tager sin læser i hånden og fører vedkommende hen til svaret, så alle kan være tilfredse hvis de ikke selv har regnet svaret ud forinden, og dels er helt traditionelt bygget op med en jævn opbygning af suspense hen mod en forløsende slutning. De labyrintiske, ikke-lineære bøger foregiver dels ikke at komme med et endegyldigt svar på, hvordan tingene hænger sammen, dels lader de selv læseren bestemme hvordan romanen skal læses, i hvilken rækkefølge informationen skal fordøjes (i større eller mindre grad). De har, når genren tages ud i sit formmæssige ekstrem, mere tilfælles med en samling hyperlinkede websider end et traditionel, linæert opbygget plot. Og dermed lader de læseren påtage sig detektivens rolle mere end selv den mest troværdige jegfortæller kan, og påstår, vel ganske i tråd med den virkelige verden, at der ikke altid er nogle nemme (eller entydige) svar. Et eller andet sted kunne det være sjovt at lade de to genrer mødes – jeg forestiller mig en kriminalroman, hvor man som læser får politirapporter, interviewtranskriberinger, bevismateriale, og så selv må gå på opdagelse. Det er sikkert allerede lavet (og det egner sig måske nok mere til at blive implementeret som computerspil, hvor det helt sikkert er lavet). Point being – bogen er et gammelt, gammelt medie, jeg kan godt lide når forfattere eksperimenterer med det.

Jeg vil prøve at finde Dictionary of the Khazars, andre forslag til lignende bøger er velkomne.

*Andre forfattere værd at nævne kunne være Borges, vores egen Svend Åge Madsen – og så selvfølgelig barndommens Sværd & Trolddom-bøger…

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: