Posted by: thomaslundsgaard | december 17, 2007

Pladeparade ’07 – ze grand finale

Og de to album jeg sådan omtrent har holdt allermest af i det forgangne år:

2: The Twilight Sad – Fourteen Autumns and Fifteen Winters

Der er et eller andet lækkert ved skotsk accent – om det så kommer ud af munden på Sean Connery, Stuart Braithwaite fra Mogwai eller Aidan Moffat fra Arab Strap. Eller Andy McFarlane fra The Twilight Sad, det bedste band jeg aldrig havde hørt om før i år. Der er et eller andet charmerende ved at høre de anthem-agtige tekster blive råbt ud på et skotsk så tykt, at jeg efter at have hørt Cold Days From The Birdhouse et sted over 100 gange stadig synes at der bliver sunget “…and your red sky of napalm follow me” i omkvædet og “another phone call – with ruined plants – romantic gestures – with ruined plants” i versene. En charme, der tilføjer de indadvendte tekster om et helt almindeligt, forvirret teenagerliv en ekstra dimension.

Netop Cold Days From The Birdhouse er et eksempel på noget nær et perfekt nummer. De første to minutter går uden megen hurlumhej – et enkelt klavertone agerer rytmesektion, en blid mur af guitarstøj afløses af en løs, akustisk melodi og McFarlanes vokal, og alt er roligt…indtil en elektriske guitar pludselig kommer ud af det blå, trommerne brager igennem, og en harmonika (af alle instrumenter) bærer melodien videre indtil verset kommer og McFarlane skruer endnu mere op for følelsesregistret. Lige den overgang er muligvis det ypperste musikalske øjeblik jeg har hørt i år – her et halvt år efter jeg hørte nummeret første gang får jeg stadig uværgeligt en klump i halsen når det kommer. Og sådan fortsætter det hele albummet igennem, gennem noget af det mest stemningsfyldte og larmende rockmusik jeg overhovedet kender. Utroligt velproduceret, med en krystalklar vokal der ikke drukner i det sydende hav af støj der lurer i baggrunden, med trommer der præcist bærer rytmerne og en gennemgående harmonikalyd der føjer endnu et lag til melankolien. The Twilight Sad lyder som en fusion af postrock, My Bloody Valentine’sk shoegaze, traditionel folk og en episk lyd man ikke har hørt siden stadionrockens storhedstid i 80’erne. Og så en gigantisk bunke følelser.

Lyt på MySpace.

1: The National – Boxer

Et eller andet sted burde det ikke være noget overraskelse. Deres tidligere album, Alligator, voksede sig stille roligt ind i mit hoved som et af de dejligste album nogensinde og det jeg suverænt hørte mest sidste år. Mine forventninger til Boxer var enorme, og da først rygterne om et snarligt leak begyndte at dukke op sad jeg med fingeren på opdater-knappen på samtlige torrent-sider jeg kendte. Og det dukkede op, på et eller andet tidspunkt, og jeg lyttede og lyttede og lyttede – og de første par uger var jeg faktisk en anelse skuffet. Det var godt, det havde sine øjeblikke, men det var ikke en åbenbaring på linje med Alligator. Og i ret lang tid var jeg egentlig overbevist om, at Boxer ikke kom vildt højt op på min topliste, når tiden kom til at stykke den sammen.

Og så skete det alligevel. Ikke på grund af en åbenbaring, men på grund af tålmodighed fra min side. Tålmodighed jeg nok kun gav albummet, fordi det var mit yndlingsband, og fordi jeg nægtede at tro på, at Boxer kunne være andet end sublim. Og Boxer er virkelig et sublimt album, som dets forgænger – men hvor Alligator levede højt på alle de følelser det kunne spænde over, fra Daughters of the Soho Riots ømhed over The Geese of Beverly Roads stille fryd til Mr. Novembers eufori, er Boxer en mere subtil affære. Istedet for voldsomme humørsvingninger bruger The National hele albummet på at tage en enkelt stemning, en facetteret melankoli, vende og dreje den, se den fra alle tænkelige vinkler, og hive så meget musik ud af den som det overhovedet er muligt. Men Boxer er ikke et sørgeligt album, det er ikke klynkende som Coldplay eller sortsynet som Olesen-Olesen, det rummer endda glæde i ganske betragtelige mængder, og måske er melankoli ikke engang det rigtige ord at bruge. Måske skal jeg finde en større synonymordbog frem, eller måske er det bare lykkedes The National at lave musik, der ikke helt kan beskrives med ord.

Man hører uundgåeligt, at The National er blevet mere velspillende siden sidst, at deres sammenspil er mere tight og de små detaljer sidder mere skarpt. Og man hører, at deres producer har valgt at trække Matt Berningers vokal længere frem i lydbilledet, så han i endnu højere grad end før bærer sangene. Og det er en uendeligt logisk beslutning, når man har en vokal som Matt Berninger. Jeg kan ikke min musikhistorie godt nok til at finde fortidsgiganter jeg kan sammenligne ham med – men hans dybe, mørke stemme er nok den bedste der findes i rockmusikken i dag, overhovedet, for nu at bruge et superlativ der er yderst berettiget. Det er som at trække i en varm sweater – rart og trygt, og det er den stemme der fører en gennem hele albummet. Man burde oprette en facebookgruppe til ære for Matt Berninger. Og til ære for The National, og til ære for Boxer. Det er ikke nyskabende og revolutionerende, udover at det er en lille revolution at det er fysisk muligt at lave et album der er så gennemført genialt.

Lyt på MySpace.

Og det var så år 2007.  Hele listen var: 

1: The National – Boxer

2: The Twilight Sad – Fourteen Autumns and Fifteen Winters

3: Beirut – The Flying Cub Cup

4: Do Make Say Think – You, You’re A History in Rust

5: Stars of the Lid – And the Refinement of their Decline

6: Battles – Mirrored

7: Animal Collective – Strawberry Jam (+Panda Bear – Person Pitch)

8: Sunset Rubdown – Random Spirit Lover

9: Samamidon – All is Well

10: Yndi Halda –  Enjoy Eternal Bliss

Jeg krydser fingre for at 2008 byder på Sufjan Stevens, Mogwai, The Decemberists, The Guillemots, My Bloody Valentine, The Postal Service og Joanna Newsom. Og mange, mange andre.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: