Posted by: thomaslundsgaard | december 13, 2007

Mark Z. Danielewski – House of Leaves

House of Leaves skal helst læses sådan her: Sørg for at du er alene hjemme, gerne i et stort hus, en halvtom lejlighed, eller noget tilsvarende. Vent til klokken har passeret midnat. Sluk alt lys i huset, udover dit læselys, kvæl alle støjkilder så enhver tilfældig lyd går klart igennem. Sluk radiatorerne, luft eventuelt lidt ud. Luk alle døre mellem værelserne. Drik en 5-6 glas vand inden du kryber ned under tæppet, og begynd så at læse. Og se så hvor meget lyst du har til at rejse dig, når alt vandet er løbet gennem systemet og du skal igennem halvdelen af huset for at gå på wc.

Jeg prøvede at læse de første 40 sider af bogen på den måde. Dårlig ide. Dårlig, dårlig ide. House of Leaves er fucking uhyggelig. Jeg var ikke kommet langt i den før jeg blev mørkeræd, fik problemer med at falde i søvn og generelt ikke kunne få scener fra bogen ud af hovedet. Ikke bare den frygt for at kigge over skulderen, man af og til kan få når man ser en gyser, men decideret fysisk ubehag som jeg meget gerne havde været foruden. Og det ovenstående er skrevet uden den mindste overdrivelse – House of Leaves er fantastisk fascinerende, men har også – hvis man som jeg er dårlig til den slags uhygge – nogle ret ubehagelige…bivirkninger. Men hey, kom ikke og sig at I ikke blev advaret.

House of Leaves handler om et hus, der er en anelse større på indersiden end det er på ydersiden. Bogens hovedpersoner kommer hjem fra en weekendtur, og opdager at deres hus – en ellers ganske tilforladelig forstadsvilla i Virginia – pludselig har spawnet et ekstra skab. Kort tid efter dukker der en ekstra dør op i dagligstuen – en dør som ifølge enhver rumlig logik burde åbne ud til husets have, men bare ikke gør det. Bag døren ligger i stedet en mørk, vinduesløs korridor, med sorte vægge og en temperatur lige omkring frysepunktet. Og nede af den dør ligger endnu en korridor, og endnu en – en hel labyrint, henlagt i mørke, med rumlige dimensioner der ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste. Og som henligger i fuldstændig stilhed, bortset fra et knagende brøl, hvis ekko af og til giver genlyd i gangene. Will Navidson, en Pulitzer-vindende fotojournalist og husets ejer, griber et kamera og sætter sig for at udforske gangen – og opdager, at det er en del nemmere at komme ind end at finde ud igen.

Det er som sådan bogens centrale plot – udforskningen af huset og den måde, det påvirker familien på. Det er det, der skaber den gennemtrængende uhygge, fordi Danielewski hiver fat i en situation der et eller andet sted skaber genklang hos de fleste – frygten for mørke, mere specifikt frygten for at være helt, helt alene i et stort, mørkt hus. Det der gør House of Leaves dybt fascinerende og hæver den milevidt over en gennemsnitlig Stephen King-roman er imidlertid de lag af rammefortællinger Danielewski bygger udenom. Navidson filmer alt hvad han oplever før, under og efter udforskningenrne af huset, og klipper materialet sammen til en film, The Navidson Record, der på en gang bliver et kulthit på linje med Twin Peaks og samtidig skaber lige så mange akademiske skriverier som Ulysses eller Den Guddommelige Komedie. En mystisk gammel (og blind!) mand, Zampanó, skriver et lærd værk om filmen, hvor han på en gang analyser filmen og de akademiske artikler der er fulgt i kølvandet på den. Det er den afhandling, man som læser sidder med i hånden – heldigvis følger Zampanó ikke min gamle dansklærers formaning om, at referater er unødvendige, så store dele af afhandlingen er dedikeret til, detaljeret og enormt levende, at fortælle om filmens forløb. Og endelig – Zampanó dør pludseligt, og Johnny Truant, en sær ung mand med en endnu særere fortid, finder det delvist færdige værk, og beslutter sig for at redigere det, fylde det med fodnoter, og i øvrigt berette om sit liv efterhånden i nogle ganske lange fodnoter til Zampanós afhandling. Og det viser sig selvfølgelig, at Truant på alle måder bliver påvirket af det, han har fundet.

Alt i alt kan jeg tælle mindst tre rammefortællinger – derudover har bogen op til flere appendikser, fodnoter, fodnoter til fodnoterne, et af og til meget alternativt layout, og er desuden fyldt til randen med koder og andre skjulte budskaber. Det lyder, mest af alt, som et postmoderne mareridt, et tungt formeksperiment der strækker sig over 800 sider. Heldigvis for Danielewski – og læseren – fungerer det. Ganske parallelt med Navidsons hus, der er større på indersiden end på ydersiden, er House of Leaves en bog, der rummer mere, end dens fysiske størrelse lægger op til.

Selve historien om huset er et stykke gedigen horror-fortælling (og Danielewski fortæller bedre end de fleste), der på genrens præmisser fungerer som det skal. Men Danielewski sørger samtidig for at skabe nogle ganske små sprækker – detaljer, der simpelthen, ifølge normal horror-logik, enten ikke hænger sammen, eller i hvert fald ikke kan forklares inden for selve narrativet (hvordan kan Navidson, mens han er fanget i huset, læse en bog der hedder House of Leaves? Er det med vilje, at Zampanó et sted skriver me frem for him og derved skriver sig selv ind i Navidsons historie? Og hvordan kan han kende til en – meget visuelt baseret – film, når han har været blind i mange år?). Det er her, bogen virkelig åbner sig, og man som læser kommer til at føle sig som en anden Johnny Truant, der må gå på opdagelse i de kryptiske fodnoter og appendikser og forsøge at grave svar frem, hvor man ender med at opdage ting der nødvendigvis må ændre ens opfattelse af bogen ret radikalt. Og bogen begynder at blive lidt uhyggelig igen, fordi man begynder at mærke den besættelse af teksten, der ender med at drive Truant ud i…tja.

På den måde opfylder House of Leaves ideen om, at form skal afspejle indhold bedre end adskillige digte, jeg har været igennem på gymnasiet. Snarere end at være en lineært narrativ er den en labyrintisk konstruktion, der ikke har en egentlig begyndelse – og slet ikke en egentlig slutning -, og som vil læses forskelligt af forskellige læsere. Nøjagtigt som huset konstant muterer sig alt efter hvem der går ind i det og er komplet umuligt at kortlægge. Endvidere tjener Danielewskis typografiske tricks faktisk et formål – tag det kapitel, hvor der på hver side max står et afsnit – enkelte sider kun et enkelt ord -, fordi det er fuldt af supense og man som læser føler personernes panik når man febrilsk sidder og bladrer.

På den måde er House of Leaves ganske ulig noget som helst andet jeg har læst. Hvis man kan forestille sig at David Lynch, Jorge Luis Borges og H. P. Lovecraft en dag mødes på en cafe og får et uægte barn, har man måske et billede af lidt af House of Leaves (hvis man lader være med at forestille sig hvordan barnet blev til – House of Leaves indeholder en god del ganske eksplicitte sexscener, men alligevel…). Den låner Borges’ encyklopædiske stil, den slørede grænse mellem virkelighed og fiktion, den labyrintiske konstruktion (Danielewskis hus kunne være den onde, forkrøblede tvilling til Borges uendelig bibliotek), men hvor Borges ofte nøjes med at løfte en flig af det lagen han dækker sine fiktive verdener med, får man det meste af billedet hos Danielewski. Han mestrer at være angstvækkende på samme måde som Lynch af og til er det – nogle gange minder House of Leaves en del om Lynch’s Lost Highway (scenen med den mørke gang i soveværelset i filmens begyndelse rammer meget godt stemningen i bogen), og som hos Lynch sidder man tilbage med et voldsom lyst til at udrede alle de tråde værket kaster ud. Og Danielewski falder ikke i den fælde, som Lovecraft røg i (og som gør, at jeg aldrig har fundet Lovecraft specielt uhyggelig) – vi finder aldrig ud af, hvad det er, der lurer i huset, præcis hvorfor huset er som det er, og hvordan man eventuelt kunne gøre en ende på det. Som hos Lovecraft er Danielewskis personer fanget i en verden, hvor alting er langt større end de kan forestille sig, og hvor de ikke har magt til andet end at lade sig blive revet rundt i manegen – men i Danielewskis verden er det uhyggelige ikke udøde eller Cthulhu fra det ydre rum, det er, og forbliver gennem hele bogen, det ukendte, mørket, forladtheden og til sidst frygten selv. Og den er møguhyggelig, er den. Men også noget af det bedste jeg har læst i år.

Advertisements

Responses

  1. Jeg ved ikke om jeg tør…

  2. Den er fantastisk. bedste bog jeg har læst

  3. The ego is not master in its own house

  4. Tja, den skal læses på eget ansvar, tror jeg. Kan dog sige, at paranoiaen aftager efter nogle dage.

  5. […] Tidslomme, en blog om lidt forskelligt, men med flere omtaler af gode bøger; på det sidste House of Leaves (endnu en bog, jeg burde have læst), Dune (en bog, jeg dårligt tør genlæse, hvis nu den ikke er […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: