Posted by: thomaslundsgaard | december 10, 2007

Dune (David Lynch, 1984)

Jeg kan godt lide David Lynch, jeg kan godt lide Dune, så når de to ting blandes sammen kan det ikke gå galt, aye? Tjaeh, tjo. Dune har på ingen måde været en nem film at lave – romanforlægget er på 600+ sider, enormt komplekst, står og falder på hovedpersonernes tanker, og kræver special effects der selv i dag nok ikke ville være helt billige at lave. Dune er sci-fi, og man har sikkert håbet at kunne høste lidt af den popularitet Star Wars-trilogien netop havde givet genren – det lykkedes ikke helt, filmen floppede, og havde den ikke været instrueret af Lynch havde den nok været glemt i dag (hvilket stadig ikke forklarer hvorfor man kan leje den i Blockbuster, når de samtidig ikke har hverken American Beauty eller Fight Club. Fun fact: Lynch blev tilbudt at instruere Return of the Jedi).

Nuvel. Det første der slog mig var, at Dune er en meget, meget dyster film. Planeterne henligger i evigt tusmørke – selv Caladan, der i bogen beskrives som en frodig, junglebeklædt planet, og selve Arrakis, hvor Herberts beskrivelser af den nådesløst bagende ørkensol er erstattet af en evig dis og en sært, grønligt mørke -, og af en eller anden grund fremstår alting enormt grynet, lidt hen af den håndholdte effekt Lynchs Inland Empire også har. Sci-fi noir, med andre ord. Det bliver på ingen måde pænt – imponerende, ja, især når man tænker på hvor dyr filmen må have været at fremstille for små 25 år siden, men ikke med den dragende wow-effekt som eksempelvis Star Wars har. Alt i alt giver det en trykket – og måske egentlig ret typisk Lynchet stemning -, der er interessant nok i sig selv, omend den føles ret forskellig fra bogens.

Enkelte andre detaljer gør bogen interessant for en Lynch-fan – Lynch har tydeligvis fået ret streng besked på ikke at tage sig alt for mange kreative friheder, men der hvor mulighederne har været, har han grebet dem med fast hånd. Tydeligst er det i hans skildringer af Harkonnen-familiens hjemplanet, Giedi Prime. I Herberts forlæg er vægten lagt på skildringerne af Harkonnenerne som personer – sadistiske, magtliderlige galninge – og læseren må selv forestille sig hvordan et passende hjemsted for sådanne typer skulle være. Lynch’s forestillingsevner rækker længere end de fleste andres, og overalt er der komplet absurde detaljer – sejest er katte-malkemaskinen, se filmen alene for den – som nok ikke ville passe ind hos Herbert, men som i Lynch’s dystopi er helt perfekte. Nogle gange lidt over the top (I filmen er Baron Harkonnen et fedtbjerg hvis vægt holdes delvist oppe af små suspensors der hænger i hans tøj, så han på trods af sine 200 kilo kan gå rundt som en mand der kun vejer 70 – hos Lynch er Harkonnen simpelthen udstyret med en diskret jetpack, der lader ham flyve rundt med et vildt udtryk i øjnene), men altid sært fascinerende.

Problemet med filmen er bare, at Dune nok ikke egner sig som levende billeder. Slet ikke som en film på to timer. Måske ville den du som tv-serie (den er lavet, jeg har ikke set den) – men skal den laves til film, må man enten skære af plottet med fast hånd, eller ofre den store sammenhæng og lade filmen flagre fra den ene scene til den anden for at få så meget som muligt med. Lynch stiller sig med et ben i begge lejre – der er røget en god del plot, så intrigespillet i bogens start er reduceret kraftigt, og Pauls oplæring blandt frimenerne ikke kommer ind under huden som det gjorde i forlægget. Og samtidig har manusforfatteren ikke haft modet/lysten til virkelig at ændre plottet radikalt – de store linjer er intakte, og har man bogen i frisk erindring ved man omtrent, hvad der vil ske næste gang. Resultatet er underligt – der springes fra den ene scene til den næste, de fleste føles sært halvfærdige, personerne forbliver lidt flade filmen igennem, maaange ideer introduceres via voice-overs, og de steder, der burde have været store klimaks bliver bare lidt…meh. Det hele føles lidt som at læse en historie skrevet af en 7-årig – “og så gjorde de det, og så gik de derhen, og så sagde han det, og så slåssede de, og så begyndte det at regne” – og den behandling har hverken Lynch eller Herbert fortjent.

Alligevel er den vel værd at se, et eller andet sted, for de sære detaljer, for ufrivilligt morsomme special effects. Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at man vælger Sting til at spille en af über-skurkene, og lader Toto komponere soundtracket. Ærgeligt at Salvador Dali sprang fra projektet.

Reklamer

Responses

  1. … netop som en nyindspilning af Dune bliver annonceret …

  2. … din blog er ikke så glad for html:
    http://filmz.dk/forum/item/29727/

  3. Hmm, det link handlede så om en Street Fighter-film. 😛

    Men ja: http://filmz.dk/forum/item/29728/


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: