Posted by: thomaslundsgaard | december 7, 2007

Pladeparade ’07, del 4

Vi nærmer os toppen:

5: Stars of the Lid – And their Refinement of the Decline

Okay, en Stars of the Lid-udgivelse er enhver anmelders undskyldning for at komme med sprogligt wank i læssevis – som allmusic skrev: “It is simply the sound of “is-ness,” something that becomes nothing, only to become something again.”. Jep. Så lad mig prøve at beskrive hvordan SotL rent faktisk lyder, uden at gå amok i metafysiske spekulationer: SotL laver ambient i stilen fra Enos minimalistiske periode. Det er lyden af toner og akkorder der strækkes ud over flere minutter, bølger af lyd der kun forandrer sig minimalt fra det ene minut til det næste. Lyden bliver skabt af instrumenter der umiddelbart ikke kan identificeres – det kunne være dybe strygere, diverse former for blæsere, tangenttoner der bliver manipuleret, eller simpelthen hjemmelavede synths. Af og til får musikken lov til at drone derudaf så længe nummeret varer, andre gange akkompagneres den af genkendelige instrumenter, melodistumper eller samples. Samlet set kommer det til at virke som et regulært tæppe af lyd, hvor den ene sang flyder ind i den næste, aldrig så glat og flydende som Eno’s musik-som-baggrundsstøj-ambient, men meget sjældent med regulære melodier der hænger fast når man slukker for musikken.

Stars of the Lid var i løbet af sommeren den plade jeg faldt i søvn til stort set hver eneste aften – og den er perfekt til formålet, egentlig, men det var først da jeg forleden satte mig for koncentreret at høre den igennem fra ende til anden, at jeg opdagede hvor fantastisk detaljeret den var skruet sammen. Der er tale om så meget mere end tre tangenter på et keyboard der holdes nede i uendelighed, vi har at gøre med en kompleksitet og dybde jeg sjældent finder i anden musik, et følelsesregister der rummer nærmest hvert eneste stemning jeg kan komme på, giver man ellers tid til at lede efter den.

Lyt: MySpace (men få fat på hele albummet, der er ikke musik der egner sig til at blive hørt i småbidder)

4: Do Make Say Think – You, You’re a history in rust

Der er vel især tre bands, som kan kaldes stamfædrene til postrock-genren: Slint, Talk Talk og Tortoise. Slint dyrkede den dystre, rockede lyd baseret på forvrænget elguitar og lange, monotone passager, og inspirerede derved bands som Mogwai og Explosions in the Sky, hvis lyd dominerer store dele af postrockscenen i dag. Talk Talk og Tortoise stod i stedet for en mere organisk, jazzet lyd, Tortoise med direkte forbindelse til jazzens tradition for improvisation og Talk Talk med smukke, svævende kompositioner.

Hvis Yndi Halda (plads nr. 10) er inspireret af Slint (ikke så meget i deres valg af instrumenter, men i deres brug af quiet/loud-dynamikken i deres sange), er Do Make Say Think direkte arvtagere af de to andre ur-postrockgrupper (og et af de eneste bands lige pt. med den lyd). Fra første nummer, og hele vejen igennem pladen, forundres man af, hvor sammenspillet bandet lyder, hvordan de forskellige instrumenter giver plads til hinanden og soloer afløses af mægtige passager hvor hele bandet swinger sammen. Forundres af alle ideerne – fra The Universe, der er fem minutters ren energiudladning, til den ekstatiske In Mind der afslutter albummet, til Bound To Be That Way hvor en banjo umærkeligt styrer nummeret fra kølig ro til et intenst klimaks. You, You’re a history in rust viser så tydeligt, at postrock mindst ligeså meget som alle mulige andre genrer kræver ideer og ikke mindst spandevis af erfaring – og at resultatet, når der endelig lykkes, også er værd at vente på.

Lyt på HypeMachine.

3: Beirut – The Flying Club Cup

Jeg har egentlig allerede skrevet nok om Beiruts Flying Clup Cub – allerede dengang havde jeg opdaget, af det var et album der krævede mere tålmodighed end de fleste, og det indtryk er sådan set kun blevet forstærket de sidste par måneder. Hver eneste friggin gennemlytning jeg giver albummet åbner for nye detaljer, nye numre imponerer (det er et af de album, hvor det er komplet umuligt at finde et favoritnummer, fordi alting er så pokkers godt), stemningen trækker endnu mere end før. Jeg har senere anskaffet Beiruts debut, Gulag Orkestar, som også er god – men ikke på samme måde hele vejen gennem albummet rummer en bestemt, dragende stemning.

Men ja, læs min tidligere post og få så fat på The Flying Club Cup – det er det billigste alternativ til en månedlang interrailtur på kryds og tværs af Europa.

Lyt på MySpace.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: