Posted by: thomaslundsgaard | december 7, 2007

Frank Herbert – Dune

Jeg skrev om Asimovs Foundation for et par måneder siden – for nogle dage siden fik jeg så pludselig en spontan lyst til at genbesøge en anden mindst lige så stor klassiker, Frank Herberts Dune.

Hvor fantasy-genren har Lord of the Rings som den helt store milepæl, klassikeren der mere eller mindre egenhændigt grundlagde genren i sin moderne form, kan jeg ikke helt pege på et tilsvarende sf-værk – genren kan nok spores helt tilbage til Jules Verne, oplevede en lang barndom i diverse pulp-magasiner i tiden før 2. verdenskrig, og blev så gradvist lavet til “ægte” litteratur af Isaac Asimov, Arthur C. Clarke, Robert Heinlein og andre i efterkrigstiden. Forfattere, der satte en streg under science i ordet “science fiction” – videnskab som i rumfart, fantastisk teknik og teknologi, den slags. Hård sci-fi, som eftertiden døbte det. Da Herbert udgav Dune midt i tresserne kom den hurtigt til at fremstå som et modstykke til en gamle generations teknologifascination – Herbert skrev stadig science fiction med tryk på science, men videnskaben var nu snarere “blødere” videnskaber som biologi, geologi og sociologi. På det punkt var Herbert en slags sf-Tolkien – samme ufattelige attention to detail når det kom til at skabe hyperkomplekse verdener med fiktive kulturer, sprog og traditioner, og fiktive planeter med ekstremt detaljeret geografi og et komplet, gennemarbejdet økosystem. Samme fornemmelse af at den bog man sidder med i hænderne kun er en lille flig af et langt større arbejde.

Samtidig lykkes det så også Herbert at bruge sin verden som scene for et – især i romanens første del – fantastisk velkonstrueret plot, et politisk intrigedrama der lugter af Machiavelli og magtspil. Royale familier (der stadig findes i Herberts feudal-agtige fremtidsunivers) kæmper om magten over en guldgrube af en planet, det ene rænkespil gemmer sig inden i det næste, nogle personer er klassiske, tragiske helte der på lang afstand kan se deres undergang og blot kan forsøge at dø med ære, andre er – lidt for – gennemført ubehagelige skurke, andre igen herligt grå personer hvis handlinger kun styres af egne, uigennemskuelige interesser. Det er personer med en dybde der, i hvert fald på Herberts tid, virkede helt utrolig inden for genren, og alene derfor er bogen værd at læse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: