Posted by: thomaslundsgaard | november 13, 2007

Inland Empire (David Lynch, 2006)

Jeg er glad for David Lynch. Ikke at jeg forstår ham – udover The Straight Story, der er ligeså lige-ud-af-landevejen som navnet lægger op til (og en rigtig, rigtig smuk film i øvrigt), har alt hvad jeg har set af ham været ren og skær brainfuck. Måske forståelige og kun almindeligt mystiske den første halvdel af filmen, men et sted i løbet af handlingen sker der et knæk, vi går fra en slags magisk realisme til rendyrket surrealisme, og resten af tiden sidder man og prøver at samle alle stykkerne op fra gulvet.

Sådan er Inland Empire også – knækket kommer bare efter en god halv time, tror jeg, hvilket gør af 80% af filmen er fuldstændig fragmenteret. Den stump af plot man får, handler om en genindspilning af en film, der oprindeligt blev kasseret, fordi skuespillerne blev slået ihjel. Der klippes mellem scener fra “virkeligheden” og scener fra filmen, hvor historierne minder ganske meget om hinanden. Her ville mange instruktører sikkert have stoppet, med et ganske fint fiktion/virkeligheds-plot – i Lynch’s verden bliver det bare afsættet til et par timers filmisk kaos. I modsætning til eks. Mulholland Drive, hvor man fornemmer at der er en eller anden mening med galskaben, og man efter nok detektivarbejde kan grave et plot frem, er det som om Inland Empire på forhånd beder publikum om at droppe det rationelle blik og istedet bare lade sig rive med.

Personligt synes jeg det fungerer. Primært fordi, at Inland Empire ikke kun er en surrealistisk stiløvelse, noget wank for wank’s sake. Inland Empire er en gyser, og en vældig effektiv en af slagsen. Lynch er om nogen angstens mester – i stand til at skabe uhygge ud af det blå, fuldstændig uafhængigt af hvad der egentlig sker på lærredet. Taktikken er – især via et fantastisk, stemningsmættet soundtrack – at skabe tension i massevis…og så lade det være det. Gør det et par gange, lul seeren ind i en tro på, at der nok ikke sker noget – og bryd så stilheden men en egentlig chokeffekt. Og vupti, man sidder – eller, jeg sidder – med svedige håndflader og på kanten af sædet. Stemningen minder om den, von Trier fik skabt i Riget – mørke, grynede billeder, angst frem for frygt, små, klaustrofobiske korridorer, tung, drivende stemningsmusik (istedet for mongoler der kommenterer handlingen får vi her mennesker med kaninhoveder). Den føles også lidt som en filmudgave af Thomas Pynchon – skumle konspirationer, fornemmelser af sandheder og mening der flyder langt nede under overfladen.

Så Inland Empire kan anbefales. Man skal nok se den med et åbent sind, og måske se Mulholland eller Lost Highway først, for at vide hvad man går ind til. Men se den, og se den i biografen først, for stemningens skyld, og derefter på DVD i et forsøg på at få den til at give mening.

Reklamer

Responses

  1. Viser de den stadig i cafebiografen?

  2. Jep, indtil videre hver dag kloken 15.00 og 20.30. Gogogo!


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: