Posted by: thomaslundsgaard | oktober 23, 2007

Michael Chabon – The Yiddish Policemens Union

Det er nok bare fordi jeg ikke er til krimier. Hvilket er det, Michael Chabons nyeste bog er – sat i et Alaska, som USAs regering gav til jøderne omkring Anden Verdenskrig, nu beboet af flere millioner i et syret, semi-nutidigt samfund der virker som en blanding af et mafiastyret Sicilien og en tilfældig landsby på kanten af vildnisset. En fordrukken, deprimeret politimand, Meyer Landsman, i hovedrollen. En mordgåde, der langsomt optrevles og bliver til en storpolitisk affære. Ren Raymond Chandler eller enhver anden af de store, hårdkogte kriminalforfattere.

For en krimiforfatter er der et litterært trick, der for enhver pris skal undgås – deus ex machina-redningen, at løse en tilsyneladende uløselig situation ved at introducere en person ud af det blå, som braser ind midt i en tilspidset situation og rager kastanjerne ud af ilden. Når en del af fornøjelsen ved en detektivhistorie er at kunne følge med fra sidelinjen og prøve at komme handlingen i forkøbet, er en dues ex machina en slem fornærmelse mod læseren, fordi den slags forudsigelser bliver helt og aldeles umulige. Og dem er Chabon desværre lidt slem til at bruge – ikke i stor stil, men mange bipersoner kommer ud af det blå, som skabt til lejligheden. Selvfølgelig bliver det ikke nemmere af, at hele romanen foregår et fiktivt sted, som læseren ikke kan forvente at vide noget om på forhånd, men det gør det ikke mere tilfredstillende når Meyer pludselig reddes af en rambo-sherif på motorcykel efter at have faret vild midt ude i vildnisset med otte bevæbnede jøde-livvagter efter sig.

Samtidig er det måske en uskreven genrekonvention, at detektiver skal være ensomme og alkoholiske, at personer nemt skal kunne påklistres et af mærkaterne “god”, “ond” eller “helvedes mystisk”, og at historierne skal indeholde et trofast sidekick, en forudsigelig affære og et tilsyneladende uendeligt hieraki af skurke – men argh, hvor er det trættende. Jeg sad ikke og kunne forudsige præcis hvordan plottet endte, men hovedtrækkene ligger tilsyneladende indbygget i genren, fordi personerne er så stereotype, og fordi plotstrukturen så klart lægger op til at man starter med at vide ingenting, og så gradvist får optrevlet historien til man ender i et klimaks. Det skal åbenbart være sådan, hvad enten det er Yiddish Policemens Union eller En Sag for Frost.

Det der ærgrer mig er naturligvis, at jeg ved at Chabon kan så meget mere – hans forrige bog, The Amazing Adventures of Kavalier & Clay, var storslået og omtrent den bedste bog jeg har læst inden for det sidste år – fantastifuld, uforudsigelig, episk, med komplekse personer og en historie der konstant ændrede retning og overraskede. The Yiddish Policemens Union har potentialet til alt det – selve baggrunden er spændende, og 100 sider mere brugt på at udforske hele Chabons fiktive miljø ville ikke have gjort noget. Det tager lidt tid at leve sig ind i – ikke mindst at vænne sig til alle de yiddish-gloser Chabon smider ind -, men efter nogle kapitler virker verdens eneste jødiske metropol sært levende og troværdig, netop som den smeltedigel byen nok ville blive til, hvis den fandtes. Men den fylder for lidt, bliver for sjældent mere en baggrund for en generisk historie. De gange, hvor Chabons fortælling bliver lidt magisk er netop der, hvor den jødiske kultur kommer frem – som der, hvor man finder ud af, at den myrdede ikke bare var en radnom junkie, men en ny Messias der ikke kunne acceptere sin rolle.

Alligevel er Yiddish Policemens Union ikke nogen dårlig bog – den er bestemt underholdende, sikkert bedre end 90% af de krimier der findes på hyldern (om ikke andet, så pga. Chabons sprog), og man sidder bestemt og vender sider fordi man alligevel bliver lidt fanget af plottet. Havde det været en forfatter jeg havde haft mindre forventninger til, var jeg sikkert blevet positivt overrasket (hvis jeg ellers havde anskaffet mig bogen i første omgang). Jeg havde nok bare forventet noget på højde med Kavalier & Clay – og det er det ikke.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: