Posted by: thomaslundsgaard | oktober 15, 2007

Radiohead – In Rainbows

Thom Yorke

Jeg har aldrig set et så gigantisk hype blive bygget op over så kort tid. Siden Radiohead annoncerede udgivelsen af deres nye album for et par uger siden, har de, uden alt for meget overdrivelse, været nævnt i omtrent alle trykte og digitale medier. Dels fordi de selvfølgelig er Radiohead, indie-bandet over dem alle, men bestemt også på grund af betal-hvad-du-har-lyst-til-metoden – som er genial, og som der er skrevet så meget om at jeg ikke selv gider.

Men så massiv hype gør det et eller andet sted også meget, meget mærkeligt at lytte til cd’en. Jeg havde lige så tårnhøje forventninger som alle andre der har hørt Radiohead de sidste mange år. Og jeg sidder netop nu og har ingen som helst fornemmelse for, om de er blevet indfriet. Jeg ved kort sagt ikke hvad jeg skal synes om In Rainbows. Jeg kan ikke adskille min lytteoplevelse fra mine forventninger, fra det jeg havde forestillet mig ift. Radioheads bagkatalog, ikke se hver sang som et lille værk i sig selv. Ved hver eneste gennemlytning prøver jeg at få musikken til at passe ind i næste-storslåede-og-genredefinerende-Radiohead-værk, og det gør den ikke. Og hvad så?

På den ene side – sådan har jeg det omtrent hver anden gang jeg lytter – erIn Rainbows (IR) et forfærdelig kedeligt album. Jeg hørte Amnesiac – ellers ikke mit favorit-RH-album – et par dage efter at have fået IR, og mig selv i at tænke “Wow, hvor er det meget bedre!”. Det er som om Radiohead er faldet ned i mellemvejs-sumpen – forstået på den måde, at de fleste sange kører i et mellemhurtigt tempo, med en instrumentering der ikke rigtig flytter sig og en sangstruktur der ikke rigtig udvikler sig. Der mangler noget intensitet, i mangel af bedre udtryk – noget følelse, hvad end det så havde været How to Disappear Completely’s melankoli, The Tourists opgivenhed eller 2+2=5’s energi. Et nummer som Reckoner kører bare i ring uden rigtig at ville noget. Det samme kan siges om All I Need. Det er lidt generisk, noget man ikke ville blive overrasket over at høre hos andre bands også.

Og på den anden side er det et godt album men en håndfuld gode sange. Weird Fishes/Arpeggi er kreativ, intens og lader Thom Yorke vise hvor godt han stadig synger. 15 Step lyder som en elektrificeret band-version af et nummer fra Yorkes The Eraser-projekt og som en fusion mellem rock og electronica af den slags Radioheadviste de kunne på Kid A. Videotape på samme måde – en småperfekt blanding af melankolsk klaver og simple, repetive elektroniske rytmer der tilsammen giver en albumslutspurt på højde med Motion Picture Soundtrack.

Det mest konkrete, kritiske jeg kan sige om albummet er nok, at det mangler sammenhæng – det er mere Radiohead der, i stedet for at fornye sig voldsomt, ser tilbage på sin karriere og genpliver højdepunkterne – nogle gange velykket, andre gange mindre vellykket. Men resultatet er et album der mere føles som en bunke Radiohead-sange end et egentlig album – jeg havde ikke forventet et tema-album eller en 10-sangs-cyklus som Genesis kunne lave dem, men en eller anden form for stemning. Håndværksmæssigt er det langt over, hvad størstedelen af resten af musikverdenen kan præstere, det er næsten givet – men når man er Radiohead, har verdens største fanskare og omtrent verdens bedste bagkatalog, er forbandelsen vel, at godt ikke er godt nok. Pitchforks anmeldelses-joke er spot on.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: