Posted by: thomaslundsgaard | oktober 7, 2007

En tordensky på cykel

…og hvad sker der for efteråret? For en uges tid siden cyklede jeg hjem fra universitetet ved syv-tiden om aftenen, himlen er lys og skal først lige til at gøre sig rosa i det ene hjørne, og der er ret meget sensommerstemning over det hele – og få dage efter sidder man derhjemme og vil udenfor, og ser at alting er sort, ikke bare tusmørkedystert, men klokken 2-på-en-vinternat-mørkt, og jeg tænker lidt at jeg er vågnet op af to måneders hi og er havnet i december. Men hey, udgivelsen af Olesen-Olesens nyeste – og allersidste, desværre – cd, Kain & Abel, kunne ikke være timet bedre.

Kain og Abel er et dobeltalbum, en cd fra hver bror, og udover at have hjulpet hinanden lidt med tekster og musik hist og her, er albummet at betragte som to solo-albums – og samtidig som en slags musikalsk dyst mellem de to brødre, hvilket da også er den vinkel omtrent alle anmeldelser jeg har læst har benyttet. Jeg tror jeg nøjes med at sige, at begge album er en fornøjelse at lytte til, og at mit bud på en vinder – for en sådan er der, bestemt – er lidt irrelevant.

Henriks album er nok det, der ligger længst fra traditionel, halvakustisk Olesen-Olesen – tænk den udvikling, gruppen startede på Solsort og Forstærker, taget endnu længere ud -, tempoet er overraskende højt, og lyden er i det hele taget som et godt, gedigent rockband lyder – og det er også godtnok, men der går måske lidt tomgang i trommer/elguitar/bas-setuppet enkelte gange. Det giver godtnok plads til Henriks tekster og glimrende vokalarbejde, men…det hænger ikke rigtig fast. Bedst er de mere skrøbelige, melankolske numre – åbneren Drømmen om et Liv, men en herlig Morten Vizki-tekst, og den smukke Fyraften, men herefter dør pladen lidt, indtil lukkeren Super 8 sørger for, at man husker den frem for de tre-fire sange der kom umiddelbart før. Men hey, teksterne er gode, og egentlig en behagelig variation over de normale, dystre Olesen-Olesen-temaer.

Det kan så ikke siges om Peters cd, der starter med – det ganske fantastiske nummer – I Kulkælderen på 3. Sal, og derefter støt bevæger sig ned i en grum spiral af død og sortsyn. Der er et eller andet morsomt ved et så gennemført dystert album – jeg nævner sangtitler som “Jeg har valgt at være ulykkelig”, “Mindestue for mig selv” og “Lille bøn ved den ukendte rockmusikers grav” – og det rare ved cd’en er da også netop, at det ikke lyder som et emo-album for voksne mennesker, som Chris Martin og My Chemical Romance med grå striber i håret, men nærmest det modsatte – vekslende mellem afklarethed og grum kynisme bliver det aldrig kedeligt, og de vekslende gæstemusikere gør hver eneste sang til en lytteoplevelse der stikker ud fra mængden. Og når Olesen så efter ni sange har fået slået sig selv ihjel og krydset fingre for, at han rådner hurtigt, er der lige plads til at vende det hele på hovedet i “Det skønne og det sande”, noget af det smukkeste der overhovedet kan findes i Olesen-Olesens bagkatalog.

(okay, gæt hvem jeg mener vandt den imaginære duel)

Så, tja, en håndfuld album mere fra brødrene ville bestemt have være rart, men selvom Kain & Abel ikke er det bedste Olesen-Olesen-album, får det mig bestemt til at håbe på at der nu kommer nyt fra de to brødre i dobbelt tempo.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: