Posted by: thomaslundsgaard | september 23, 2007

Truman Capote – In Cold Blood; Capote (Bennett Miller, 2005)

Capote

Bogen først: In Cold Blood er Truman Capotes beretning om et brutalt, firedobbelt mord der blev begået i Kansas, 1959, om forbryderne, om de lokales reaktion på drabet, om retsagen og dem der løste mordet, osv. Som sådan en no-nonsense kriminalroman, selvfølgelig med det twist at det hele foregik i virkeligheden. Ikke en af de bøger der beviser, at virkeligheden overgår fantasien – historien i sig selv er ikke overvældende, bestemt spændende, men nærmest uden de plotdrejninger man ville forvente i et stykke skønlitteratur. Der hvor bogen virkelig imponerer er i personskildringerne – især det komplekse, psykologiske forhold mellem de to gerningsmænd – og de levende beskrivelser af et stykke midvestligt Amerika i midten af 50’erne. Det kan mærkes, at Capote brugte årevis i Kansas og time efter time med at interviewe morderne.

Udover det er In Cold Blood selvfølgelig litteraturhistorisk vigtig – Capote mente at have opfundet en ny genre, en non-fiction novel, som dannede skole for reportageskrivning og narrativ journalistisk i det hele taget. Ikke helt så opsigtsvækkende idag, hvor de store aviser jænvligt bringer artikelserier skåret efter Capotes model, men bedre, langt, langt bedre end 99% af alt jeg har læst i den genre.

Det mest interessante ved bogen er måske forfatterens fravær. Historien bliver fortalt i med så mange detaljer, at Capote ikke kan undgå at bruge mange år på research (det gjorde han også), men så godt som alt bliver fortalt som andenhåndsberetninger – vi kommer ind i dagligstuen hos betjentene, ind i hovedet på hovedpersonerne, med ind bag de lukkede døre i fængslet, men Capote selv er fraværende, vi får ingen hints om hvor han har alle sine oplysninger fra. Først til sidst i bogen optræder “a journalist from New York“, og selv der kun i rollen som observatør. Alt tyder på, at Capote blot har været en mønsterjournalist der har nedskrevet alt hvad han så og hørte og nu trofast fortæller læseren om det.

…og det er så der filmen kommer ind i billedet. Handlingsforløbet er det samme, men hvor bogens hovedpersoner var de to mordere, er fokus flyttet 100% til Truman Capote selv. Fantastisk spillet af Philip Seymour Hoffman følger vi ham rundt i Kansas og New York – manipulerende, opmærksomhedssøgende og småneurotisk, alt hvad den objektive fortæller i bogen ikke var. Hvor bogen gav masser af plads til forholdet mellem de to dømte, er det centrale forhold i filmen mellem Capote og den ene morder, Perry Smith – hvor Capote på den ene side ser Smith som en lidelsesfælle – “It’s like we grew up in the same house, and one day, I walked out of the front door while he walked out the back” -, på den anden som en veritabel guldmine, et nødvendigt redskab for at kunne færdiggøre sin bog. Mit gæt er at der findes ret få film, der dybest set handler om journalistisk etik, men hey, det lykkes for Capote. Man kommer til at spekulere på, hvor non-fiction In Cold Blood i virkeligheden var…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: