Posted by: thomaslundsgaard | september 17, 2007

Allen Ginsberg – Howl

Allen Ginsberg

Der er et eller andet lækkert over lange, rablende, halvvejs uforståelige prosadigte (jo der er!). Jeg blev ret betaget af Emil Bønnelyckes “Århundredet” første gang jeg stødte på det midt i 3.g, Strunge kan gøre det af og til, og T. S. Eliots “The Waste Land”, the one poem to rule them all, har nogle af de samme kvaliteter, omend i noget mere kontrolleret form. Rent tilfældigt stødte jeg forleden på Allen Ginsbergs “Howl” (eller, det bliver citeret i Hackers, er det lige sejt…), digtet der sammen med Kerouacs “On the Road” om noget opsummerer beat-generation og dens specielle litterære stil.

Min standard-tilgang til den slags kryptiske digte (okay, Bønnelycke er ikke kryptisk, men ellers) er normalt en tilbagelænet læsning, hvor jeg i første omgang ikke forsøger at forstå alt det kryptiske og de udsyrede metaforer. Fordi jeg ikke gider. Jeg har været igennem nok slaviske og skematiske symbolik-metaforik-og-metrik-analyser i løbet af tre års dansktimer til at vide med mig selv, at arbejdsindsatsen ikke står mål med udbyttet (for mig), at det jeg får ud af at fluekneppe digtet er ret minimalt og ikke besværet værd. Hvilket nok bliver afspejlet i min lyrikdiæt – de tunge digte, som skal nærtydes for at give mening viger for de mere in-your-face-direkte digte (og jo, The Waste Land er omtrent det mest analyserede digt nogensinde, men for mig var første gang jeg læste det alligevel den største – det er så et af de digte, der har givet ekstra udbytte ved at blive nærlæst, men uden skønheden ved første møde var jeg aldrig kommet så langt. Jeg burde lave en Eliot-post).

Men læs Howl – det er ikke kolossalt langt, og hver af dets tre dele (plus fodnoten) er ret forskellige, indholdsmæssigt, den første og længste del en psykedelisk opsummering af beatheltenes virkelige og fiktive bedrifter, en slags beatnik-all-time-greatest, måske med lidt mere cock and balls end jeg synes var nødvendigt, men sikkert vildt provokerende for Ginsbergs samtid. Anden del – ” Moloch! Moloch! Nightmare of Moloch! Moloch the loveless! Mental Moloch! Moloch the heavy judger of men! “ er dyster, meget dyster, som Yeats’ “The Second Coming” overeksponeret tusind gange (og med cock and balls). Trejde del, min umiddelbare favorit, er en kombineret venskabs-kærlighedserklæing til Carl Solomon – med det messende “I’m with you in Rockland”-omkvæd – og en beskrivelse af dennes sindssyge, i messende, sorte sætninger der bliver længere og mere bizzare som digtet skrider frem, for til sidst at ende med noget i retning af en forløsning:

I’m with you in Rockland
where we wake up electrified out of the coma
by our own souls’ airplanes roaring over the
roof they’ve come to drop angelic bombs the
hospital illuminates itself imaginary walls col-
lapse O skinny legions run outside O starry
spangled shock of mercy the eternal war is
here O victory forget your underwear we’re
free
I’m with you in Rockland
in my dreams you walk dripping from a sea-
journey on the highway across America in tears
to the door of my cottage in the Western night

…og så er det ligefør at Eliots “Shantih. Shantih. Shantih.” ville have passet ind.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: