Posted by: thomaslundsgaard | januar 18, 2009

Stephen Hall – The Raw Shark Texts

raw-shark-textsSpekulerer du også på, hvad der gemmer sig i nedlagte lagerbygninger? Bag de altid låste døre der findes i parkeringskældre? Hvor langt ind i en bygning man kan komme, hvis man kravler op i ventilationsskakterne? Hvad der gemmer sig bag de matterede vinduer i den forladte bygning, man cykler forbi hver dag? Så skal du læse The Raw Shark Texts (og du vil måske endda stoppe med at læse dette indlæg nu, så du overraskes mest muligt). Blev du skræmt fra vid og sans, da du så Dødens Gab? Så skal du nok ikke læse The Raw Shark Texts.

Forestil dig, at informationsstrømmen – det flow af information, der løber mellem mennesker, i form af tale, breve, internet, telefonsamtaler, gestik og nedskrevne tekster opfattes som et økosystem. Et økosystem opbygget af koncepter, ideer og tanker, der strømmer fra menneske til menneske igennem tiden. Forestil dig at der i dette økosystem, som i alle andre økosystemer, langsomt udvikler sig liv, levende væsener der svømmer rundt i strømmen af information. Konceptuelle fisk, som det hedder i RST. En sådan fisk er the Ludovician, en ond satan af en konceptfisk, der blodtørstigt udser sig et offer, opsnuser dets blodspor gennem informationsstrømmen, slår til og dræber, sådan som den slags fisk nu dræber – ved at æde offerets hukommelse og efterlade en tom skal uden erindring.

Forestil dig også en videnskabsmand, der i slutningen af forrige århundrede udviklede en teknik, der gjorde det muligt for ham – i jagten på udødelighed, selvfølgelig, enhver rigtig skurks endemål – at overføre sin bevidsthed til en ny krop, ja endda dele sin bevidsthed op mellem flere hylstre, således at han med eksponentiel fart og stadig større effektivitet kan overtage flere og flere kroppe. En sådan videnskabsmand er Mycroft Ward, og hans plan er, takket være internettet, ikke mindst, så småt på vej til at lykkes.

Og forestil dig endelig et hemmeligt broderskab, dedikeret til at studere disse konceptuelle fisk og ikke mindst bekæmpe Ward, et selskab der nødvendigvis må operere i største hemmelighed, og derfor lever deres liv i det såkaldte unspace – de førnævnte parkeringskældre, nedlagte fabrikker, vedligeholdelsestunneller og ventilationsskakter.

Så har du omtrent mytologien i RST‘s univers, et sammensurium af cyberpunk, postmodernisme og H. P. Lovecraft. Det sprudler af iderigdom og kreativitet. Mit problem med bogen er den historie Hall vælger at fortælle i universet. Det er – uden at afsløre for meget, og uden at gide at kaste mig ud i et længere referat – noget med en mand der vågner med totalt hukommelsestab, begynder at modtage breve fra sit tidligere jeg, begiver sig ud på en farefuld færd for at løse mysteriet om sit tidligere liv, møder en sød pige på vejen (som han er sammen med, og som han derefter kommer drabeligt meget op at skændes med, og som han tilsidst forenes med i et ømt kram, hvorefter de lever lykk…ja), møder diverse luskede bad guys, creaky, selvopofrende videnskabsmænd, og ender i et eksplosivt showdown. Det er, meget langt hen af vejen, et stereotypisk thrillerplot. Et plot, der af og til skejer ud i diverse små-postmoderne afstikkere og tykke referencer til andre værker (de sidste halvtreds sider er en fuldstændig genfortælling af slutningen af Spielbergs Jaws), godtnok – men omvendt også et plot der ofte falder i klichehuller der er så dybe, at selv Da Vinci-mysteriet undgik dem (værste brøler er ovennævnte kærlighedsforhold, der godtnok er ganske sødt, fordi pigen er ganske sød, men samtidig bare er så billigt et trick at det gør ondt). Hall er god til at skrive actionscener, lave suspense og bygge en ramme op for historien. Han er direkte rådden til at skildre følelser og sin hovedpersons indre monolog, der lidt for ofte kammer over i damebladsagtig “det var som vandene i hans bevidsthed skiltes, og han så alting lysende klart”-gøgl.

Det kommer nok an på hvad man forventer. Vil man have en spændingsroman over gennemsnittet, med gode, syrede ideer og spøjse indfald strøet ud over siderne med nænsom hånd, så er RST et glimrende bud. Hall laver cliffhangers igen og igen, og formår at lave så tilpas mange plottwists, at man ikke lægger bogen fra sig – omend man måske lidt synes, at man netop kæmper sig igennem bogen, fordi man vil vide hvordan den ender, og ikke altid fordi man nyder det. Det er til tider ekstremt filmisk, og man sidder med følelsen af, at RST sikkert havde gjort det bedre på det store lærred, hvor lange følelsesbeskrivelser kunne ordnes med det rigtige ansigtsudtryk fra hovedrolleindehaveren. Jeg havde håbet på en slags House of Leaves med hajer (et stort ønske, givet), den samme slags metalitterære mindfuck, der ville gøre læseren lige så forvirret som hovedpersonen er lige efter han vågner op for første gang. Og de første 50-100 sider af bogen lægger faktisk til dels op til det, men så går der eksplosioner og bossbattles i den.

Posted by: thomaslundsgaard | januar 10, 2009

2008-tilbageblik

Med få ord – jeg synes, der har været lidt langt mellem snapsene i 2008. Musikalsk, altså. Det har ikke bugnet med lækker, ny musik, som det gjorde i 2007. Relativt få af mine favoritbands har udgivet nyt materiale, og af dem der har, er det ikke alle der har gjort det lige godt. Til gengæld har der været et par spændende, nye bekendtskaber, som jeg først har lært at kende i løbet af året.

På den ene side er det nedenstående en liste, der bærer grumt præg af, at jeg orienterer mig via Pitchfork og lignende sider, og derfor indeholder en god stak indie-hypede plader, som sikkert vil være obskure, ukendte og uinteressante for de fleste. Omvendt er der nogle trends inden for indie-verdenen – hvad det så end er – jeg ikke rigtig forstår. Derfor: På nedenstående liste er der ingen dubstep. Jeg forstår ikke dubstep, jeg synes de fleste numre lyder ens, og det er sikkert bare fordi min subwoofer ikke kan følge med – men så igen, det er musik der er skabt med dansegulvet, ikke hjemmelytningen, for øje, og omtrent al min musiklytning finder sted inden for hjemmest fire vægge. Der er heller intet hiphop – næsten – for langt det meste hiphop er stadig dumt, ensformigt, dumt og kedeligt. Jeg forstår ikke, hvorfor p4k og lignende falder i svine for det, og der går nok noget tid før jeg kommer til det. Der er ikke noget r’n’b, radiopop eller afrikansk musik. Der er heller ikke noget dansk musik, og lige netop det må jeg nok tilskrive lige dele ignorance og dovenskab fra min side. Jeg tror bestemt der er kommet meget god musik herfra, men jeg har ikke fået det hørt, og jeg klarer mig nok uden.

Af samme grund – fordi ingen album virkelig har skilt sig ud og påberåbt sig status af mesterværker, men fordi der alligevel har været en stribe solide udgivelser, er årets top 10 ikke listet i prioriteret rækkefølge. Læs den blot som “10 gode albums fra det sidste år, som du bør høre hvis beskrivelsen lyder bare minimalt interessant”. De er ikke repræsentative for hvad der er sket i løbet af året, og der er sikkert nogle grimme forglemmelser som helt sikkert burde have været med. Men det er værd at lytte til, og det gør dig måske næsten til et lidt bedre menneske.

Grouper – Dragging a Dead Deer up a Hill

Jeg ved det lyder absurd, men forestil dig – prøv, i det mindste – en akustisk udgave af My Bloody Valentine. Forestil dig de samme sarte melodier, de drømmende vokaler, den dystre, midnatsblå stemning. Forestil dig at den kværnende guitarstøj erstattes af blød, varm rumklang, at de elektriske guitarer bliver akustiske, og at det kun er skelettet af sangene der er tilbage, som de ville lyde spillet i en mørk skov af en flok elvere mens du halvvejs sover. Så har du, måske, Grouper, et flot, flot eksempel på at vokal-guitar-kombinationen ikke nødvendigvis altid lyder som Iron & Wine. Det er drømmende, og æterisk og meget, meget smukt.

tokyo

Tokyo Police Club – Elephant Shell

Elephant Shell var omtrent lyden af min sommer – fra jeg fik fat på albummet midt i maj, til de spillede en helt fantastisk koncert på Roskilde, og de næste mange måneder. Det er perfekt sommermusik – energisk, dansevenligt, hyperaktivt, glad-i-låget-hurtigt. Poprock i slægt med The Strokes, men uden den kølige ironi, musik der lyder som det den er, en flok unge canadiere med sans for melodi og rytme. Ekstremt medrivende og syng-med-værdigt – og alligevel gennemtænkt og iderigt nok til at jeg stadig gider lytte til det et halvt år senere. Det er ikke nogen lille bedrift.

Metallica – Death Magnetic

Jeg havde heller ikke troet, at der skulle lande et metal-album blandt mine 10 favoritter, og da slet ikke et Metallica-album. Jeg havde forestillet mig Metallica som en forstenet dinosaur på linje med AC/DC, et band med en småbesat fanskare der levede i 80’ere, fordi det var der Metallica sidst lavede god musik. Et band der snart spillede megakoncerter i Horsens, hvor gennemsnitsalderen blandt både tilskuere og band var et godt stykke over 40. Der blev jeg så overrasket. Death Magnetic er alt det, et godt metalalbum skal være – tror jeg -, på en gang aggresivt, heandbangeværdigt og melodisk, episk uden at forfalde til powermetalklicheer, med en forsanger der kan spænde over et pænt register (og få det til at lyde godt, hvilket er usædvanligt), og en simpel evne til at skrive gode sange, der tør vare over syv minutter.yoni2

Why? – Alopecia

Grunden til, at jeg blev nødt til at sætte et “næsten”, der hvor jeg skrev at listen her ikke indeholdt noget hiphop. For Why? er et eksempel – og desværre det eneste jeg kender – på, at det ikke er genren i sig selv, der er noget galt med, men bare langt de fleste af de kunstnere, der har kastet sig over den. Why? har fundet ud af, at det ikke er nok blot at have gangsterattitude, hvis man vil lave god musik. At der kræves melodier og tekster, der ikke kunne være skrevet af brianen nede på bagerste række. At man gerne må fjerne sig lidt fra trommemaskinerne og de Tibalandproducerede synthlyde og prøve at være lidt kreativ. Ekstremt catchy, opfindsomt, og med en speciel selvironi som ikke bare andre hiphoppere kunne lære noget af. Og “Even though I haven’t seen you in years, yours is a funeral I’d fly to from anywhere” er omtrent årest sangtekststump.

Frightened Rabbit – The Midnigt Organ Fight

Fordi der nu engang er noget særligt ved en skotsk accent. Twilight Sad gjorde det sidste år, og Frightened Rabbit tager over i år. Og sammenligningerne kan trækkes et godt stykke – vi taler om melankolske, inderlige sange om kærlighed, teenageliv og ødelagte følelser, udtrykt på tykt skotsk. Frightened Rabit lader et langt stykke af vejen guitarstøjen ligge derhjemme, og det betyder så, at når sangene er gode, fremstår de smukt i al deres lysende klarhed som små musikalske indkapslinger af alt det de handler om – og når de ikke er gode, virker de lidt ideforladte og uden det drive, der kan sparke dem igang.

mogwai1

Mogwai – The Hawk is Howling

Jeg tror ikke, at Mogwai er i stand til at lave et dårligt album. Og selvom The Hawk is Howling ikke er Mogwais bedste, langt fra, så er det stadig kilometer foran omtrent alt anden ny postrock. Man kunne endda gå så langt som til at sige, at Mogwai er en af de få grunde til, at postrock overhovedet stadig er interessant. På The Hawk Is Howling har Mogwai strømlinet sit udtryk, forstået på den måde, at der er færre eksperimenter og tracks der falder udenfor – der er ingen japansk oplæsning, som der var på Mr. Beast (heldigvis), og der er ingen smukke, vokale ballader som der var på Come On Die Young (desværre). I stedet koncentrerer Mogwai sig om det de nu engang er bedst til, nemlig at lyde fucking tunge og bygge op til et klimaks hvor alle instrumenter mødes i en enorm kraftudladning, som kun virker halvt så godt på plade som det gør live (men stadig virker fantastisk). Og det gør de så henover ti numre, visse steder mere effektfuldt end andre, men i det hele taget rigtig, rigtig godt. Mogwai, dem ved man, hvor man har.

fleetFleet Foxes – Fleet Foxes/Sun Giant EP

Og det var så en af dem der kom fuldstændig ud af det blå. Ramte som en komet med sine perfekte vokalharmonier, drømmende tekster og minimalistiske guitarmelodier. Som et kosmisk love-in mellem The Beach Boys, et acapella-kor og Akron/Family. Ærkeamerikansk, med rødder i countryen og americanaen, spor af banjo adskillige steder, men altid med de, ja, guddommelige vokaler i forgrunden. Nyskabende er det måske ikke, men det er en så ekstrem perfektion af det allerede eksisterende, at man næsten synes at musik aldrig har lydt så godt, så smukt og så rent før.

Hauschka – Ferndorf

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har hørt vildt meget John Cage. Jeg beundrer ham måske mere for sin iderigdom end for den musik, han rent faktisk lavede. En af hans ideer var the prepared piano, et klaver/flygel med til lejligheden indsatte genstande i instrumentets strenge – skruer, mønter, burgere, etc. Alt efter hvor prepared ens klaver er, kan det lyde skingrende disharmonisk eller blot give nogle ekstra krøller på klaverets naturlige lyde. Hauschkas tilgang er tydeligvis den sidste. I selskab med et par stryger og en trækbasun spiller han prepared piano, med tryk på det sidste af de to ord. Nogle af kompositionerne har rod i samme minimalistiske tradition, som f.eks. Philip Glass og John Adams kommer fra, andre er simple, legende, nærmest folkemusik-agtige. Man kommer fra det filmiske og fremaddrivende (tænk Goodbye Lenin-soundtracket) over i det ambiente og svævende og tilbage igen. Det kunne være lydsporet til en tjekkisk modellervoksfilm, tror jeg, og selvom jeg nærer et stille had til tjekkiske modellervoks film, ville jeg se den alligevel, hvis jeg kunne høre Hauschka samtidig.blackshaw

James Blackshaw – Litany of Echoes

For at blive i det instrumentale og småavangardistiske hjørne. Vi har nu bevæget os fra forberedt klaver til 12-strenget guitar. Og indrømmet, så er det et instrument jeg intet kender til. Jeg ved ikke engang om jeg har set en i virkeligheden. Jeg kan ikke, som når det f.eks. gælder electronica eller postrock, trække sammenligninger tilbage i musikhistorien og vurdere om James Blackshaw er på højde med de store, ærværdige 12-strengs-helte (som sikkert findes). Men Blackshaw spiller godt. Man fristes til at sige virtuost, mest fordi at det for en guitarnoob som mig virker lidt overmenneskeligt at kunne håndtere hele tolv strenge på en gang. Blackshaw spiller drømmende, lange kompositioner, der gang på gang bevæger sig på kanten til new-age-sitar-helvedet, men altid holder sig på den rigtige side og leder tankerne hen snarede på skovsøer og solopgange end på guruer og røgelsespinde. Det er eminent baggrundsmusik, men det er ligeså eminent musik at falde i staver til, eller at opdage hver eneste lille detalje i.

Sun Kil Moon – Aprilsunkilmoon

Tidslommen skrev: “Et eller andet sted lyder det stadig i høj grad som Red House Painters, ikke mindst pga. Kozeleks stemme, der stadig er sprød og konstant lyder som om den er nær grådens rand. Guitarfigurerne er stadig forførende simple og melodiske.og Der er rigtig, rigtig gode sange, som f.eks. Moorestown, og der er passager der er aldeles forglemmelige.”. Det står stadig ved magt, omend de rigtig, rigtig gode sange bliver flere, og de forglemmelige færre, når albummet får lov til at ligge på harddisken et halvt års tid og samle sig. Kozeleks stemme bliver som en dyne, man langsomt varmer op, indtil den er fuldstændig umulig at slippe ud af, og man til sidst er fanget i den sødeste søvn og de rareste drømme, man nogensinde har haft. Det er lyden af efterår og bladene der falder af træerne og ting der forgår.

Også værd at høre:

Vampire Weekend – Vampire Weekend

British Sea Power – Do You Like Rock Music?

Portishead – Third

David Byrne and Brian Eno – Everything that Happens will Happen Today

M83 – Saturdays = Youth

Black Mountain – In The Future

The Tallest Man on Earth – Shallow Graves

Fuck Buttons – Street Horrrsing

Sigur Ros – Med Sud i Aulum

Dodos – Visiter

Johann Johannson – Fordlandia

Department of Eagles – In Ear Park

Fennesz – Black Sea

Til gengæld virker 2009 allerede lovende – det har Animal Collective sørget for. Mere om det senere.


Posted by: thomaslundsgaard | november 16, 2008

Efterårsliste

boniverJeg har haft Bon Ivers For Emma, Forever Ago liggende på harddisken et lille års tid efterhånden. Hørt det af og til, bemærket at nogle af sangene ramte en speciel lyd jeg ikke rigtig har fundet i anden musik. Og ellers ikke tæntk meget mere over det, ikke nok til at jeg gad tage til koncert med ham, da han spillede i Århus for en måneds tid siden, i hvert fald. Det kan jeg så ærgre mig grænseløst over nu, for i takt med at det er blevet efterår er For Emma, Forever Ago blevet noget nær en musikalsk åbenbaring.

Historien bag albummet er, at Justin Vernon, manden inde i Bon Iver, isolerede sig i en lille bjælkehytte i det nordlige Wisconsin i tre måneder forrige vinter, og her skrev og indspillede For Emma, Forever Ago. Det kan man høre. Albummet emmer af en helt særlig stemning, en underdrejet melankoli, en ensomhed, understreget af den enlige bastromme og akustiske guitar, der for det meste er det eneste akkompagnement til Vernons vokal der harmonerer med sig selv. Det er helt ekstremt smukt, og det er først begyndt at virke i takt med at bladene er faldet af træerne og man selv begynder at få lyst til at gemme sig under tæppet det meste af dagen.

Og så slog det mig, at der nærmest findes en hel genre bygget omkring samme ide. Melankolske guitarballader, mænd med triste stemmer (og ofte skæg) der krænger deres følelser ud, simple, intime sange der gør sit bedste for at give en varmen når temperaturen går ned. Små, smukke perler der leder tankerne hen på skove hvor bladene skifter farve og efterårsstorme og den første sne. Det er sværere at komme stemningen nærmere – det lader til, at akustiske guitarer i den grad er efterårets instrument, men det betyder ikke at alting kan bruges (Fleet Foxes er f.eks. et forårsband uden lige). Det er en særlig stemning, der er der eller ikke er der, og at komme det nærmere er svært. Udover Bon Iver – der indtil videre kun har lavet et enkelt album – kommer man bestemt heller ikke uden om Mark Kozelek, uofficiel indehaver af omtrent verdens mest velegnede stemme til melankoli, hvad enten det foregår i det nu opløste Red House Painters, eller i det nyere projekt Sun Kil Moon. Iron & Wines ældre musik, før der gik afrikanske trommer og elguitar i den, mens det stadig var vokal og guitar i hjemmestudiet, er også perfekt. Det samme er Kings of Convenience, hvis man tager de numre der minder mindst om I’d Rather Dance With You. Sam Amidon, Phosphorescent, selv The National i de mere rolige øjeblikke. En musikliste til efteråret:

1. Red House Painters – Have You Forgotten
2. Samamidon – Wild Bill Jones
3. The Natonal – Green Gloves
4. Sun Kil Moon – Moorestown
5. Iron & Wine – Faded From The Winter
6. Bon Iver – Lump Sum
7. Kings of Convenience – I Don’t Know What I Can Save You From
8. Phosphorescent – Wolves

Lyt på Grooveshark (åbner en ny side, med en playlist der indeholder alle sangene – nemmere end at uploade dem her, burde virke for de fleste. Oh, btw, længe siden jeg har opdateret? Well, der har været en flytten-hjemmefra fra Odense til Århus samt en start på et matematikstudium der er kommet i vejen. Nu har jeg imidlertid fået mine prioriteringer på ret køl, og får forhåbentlig skrevet en støt strøm af opdateringer fremover. Er i hvert fald en top2008-liste jeg bliver nødt til at få lavet).

Posted by: thomaslundsgaard | juni 20, 2008

Roskilde 08

Jeg synes, overordnet set, at Roskilde Festivals program i år er glimrende. Jeg er glad for, at man ikke har fyret et tocifret millionbeløb af på aldrende dinosaurer som Metallica, AD/DC eller U2, jeg er glad for, at der er en hel del rar indie på programmet, jeg er glad for et væld af spændende electronica, og jeg glæder mig til endelig at få hørt Radiohead live, små 10 år efter jeg hørte dem første gang. Jeg synes måske, at bookerne kunne have skruet lidt ned for poppen, i stedet for at forsøge at konkurrere med Langelandsfestivalen i kampen op at tiltrække poptøser og The Voice-lyttere, og jeg kan ikke se hvad Jay-Z laver på festivalen, endnu mindre hvad han laver på Orange Scene. Men hey, det er personlige quips, bygget på mit had til særlige genrer, og det skal ikke forhindre mig i at få en god festival. Jeg klarede mig igennem alle 8 dage sidste år, i noget der nok var festivallens tørreste telt (bortset fra den absurd hyggelige mongolsk-inspirerede yurt, vi passede et par gange), det var min første festival og gav mig udelukkende blod på tanden efter mere. Jeg håber på bedre vejr – især fordi mit telt i år er et billigt, billigt Harald Nyborg-folde-ud-telt – men hvad end der sker skal jeg nok få det sjovt.

For meget kort tid siden blev spilleplanen så offentliggjort, og jeg kan se, at jeg ikke alene får det sjovt, men også helt ekstremt hektisk på visse tidspunkter. Og at jeg et par gange kommer til at stå til en koncert og tænke over, hvorfor jeg ikke så det mindst lige så lokkende band i den anden ende af festivallen. En del af frustrationen skyldes selvfølgelig, at der er så mange pokkers gode bands jeg vil se – men en anden del ser ud til at skyldes manglende omtanke hos bookerne (No Age og Black Mountain samtidig, wtf?).

I al fald – min Roskilde kommer til at se ud som følger. Med det nærmest gigantiske forbehold, at man nok bliver enormt fuld, ikke kan finde til Arena fra Orange, sidder fast i en mudderpøl, prioriterer nachos over musik på tredjedagen, og generelt bare skal være pokkers spontan. Omvendt – jeg gider ikke bare drive fuldstændig tilfældigt rundt og crashe koncerter der allerede er i fuldt sving, især ikke når der er så mange gode bands på programmet. Nuvel:

Søndag til onsdag…er dejlig nemt. En scene, et band ad gangen. Sidste band går på klokken 21, så man kan bevare en anstændig sengetid. Granted, jeg kender ret få af navnene, men jeg skal i hvert fald se Press Play on Tape (søn, 21:00), der spiller gamle amiga-spils-temaer på rigtige instrumenter – jeg dåner, hvis de spiller Monkey Island-temaet (tjek deres myspace). Fredag spiller Le Fiasko (man, 16:30), som jeg har fået anbefalet, og Slagsmålsklubben (man, 21:00), der spiller hyggelig analog electronica i uniformer. Tirsdag er der shoegaze ved Rumskib (tir, 13:30), og Casiokids (tir, 21:00) både lyder og ligner som nogen, der kunne lave et festligt liveshow (er jeg den eneste, der får upassende associationer når jeg ser det ord blive brugt – især med den mængde “uartige” kunstnere Roskilde har booket?) med dans og glæde. Onsdag skal der i hvert fald høres tunge riffs fra Beta Satan (ons, 19:30).

Generelt kan man sige, at det ikke er de største bands, verden har set – men Pavillion-scenen skal bestemt ikke undervurderes. Kunstnerne har fordelen af – som de eneste på festivallen – at være de eneste der spiller på et givent tidspunkt, så selvom mange vælger at blive i teltene og drikke, kan det lille Pavillion-telt blive fyldt op til langt over randen med mennesker, der tilfældigt kommer forbi. Analogik spillede der sidste år, og det var en af de hyggeligste, svedigste og mest dansable koncerter på hele festivalen. Om ikke andet er der rig mulighed for at kigge ind i festivalens biograf, Danmarks bedste store lærred, der har et ganske fantastisk program i år.

Torsdag: Det er altid spændende hvem der åbner Orange Scene. Jeg havde gættet på Spleen United eller Veto, frygtet Alphabeat, håbet på Litterær Hypnose ved Jens Blendstrup og Lars Bukdahl, men…Teitur?! Godtnok er hans nyeste album noget mere upbeat end de gamle, og med fuldt orkester, men alligevel. Teitur er okay stor, men stor nok til at åbne Orange for 60000 mennesker. Jeg kan et eller andet sted se det smukke i ideen med en singer-songwriter, der luller et kæmpe menneskemylder i trance, men jeg er bare ikke sikker på at Teitur får det til at ske. Det kan blive rigtig godt, og det kan falde helt til jorden. Well, valget står nok mellem Teitur (Orange, 18:30), eller Dengue Fever (Astoria, 18:00), som kan være pokkers funky og sikkert få teltet til at svinge. Herefter er det en smule tyndt med godbidderne, men når Radiohead (Orange, 22:00) går på, skal man nok også have stået i kø en time eller to i forvejen hvis man vil have en god plads. Og slutter dagen ellers inden det rigtig når at blive mørket – lidt fjollet, de tætpakkede næste par dage taget i betragtning.

Fredag…bliver fuldstændig krazy, med febrilsk løben og skubben for at få en god plads og en mave der knurrer fordi man ikke kunne nå at købe mad mellem koncerterne. Og man har været tidligt oppe – det skal man nemlig, for Jens Blendstrup og Lars Bukdahl (11:00, Lounge) læser op og ter sig fjollet. Man kan eventuelt blive i teltet og høre Klaus Lyngaard (12:00, Lounge), evt. kaste et par tomater (Lynggaard har skrevet Martin og Victoria, den blanding af teenageforelskelse og softporn de fleste kom igennem i folkeskolen, og som jeg hadede, hadede, hadede). Ellers spiller Raunchy (12:00, Odeon) melodisk metal. Så har man et par timer til at proviantere – Polarkreis 18 (Pavillion, 15:00) spiller drømmende, synthet pop, der kan blive vældig smukt eller lidt for indadvendt, men man kan nå at høre dem an inden man farter mod Band of Horses (Arena, 16:00). BoH er et af de få indiebands, der rent faktisk er brudt igennem i Danmark, selv på P3, og det spiller rar, americana-præget melankoli-rock og har en forsanger med smukt skæg. De er som sådan ikke et favorit-band af mine, omend de har lavet et par fantastiske sange – men man skal ikke undervurdere, at folk kender dem, og nok alt andet lige derfor bliver lidt mere entusiastiske. Vieux Farka Toure spiller på Odeon 18:00 – en af de musikere, jeg aldrig havde opdaget hvis han ikke havde været på programmet, funky afrikansk ørken-rock der nok kan danses ret heftigt til. Sunburned Hand of the Man (Astoria, 20:00) kan nok klassificeres som det mest freakede band i hele freak-folk-subgenren, men er vi heldige, bliver det hypnotisk og tranceinducerende. Og så skal der løbes. Mogwai (Arena, 21:00) er måske det band jeg allerhelst vil se – de, om ikke skabte postrocken, så gravede de i hvert fald deres helt egen lyd ud, med tunge, distortede guitarer, melodiske, hypnotiske akkorder og et frygtindgydende lydniveau. Forvent wall of sound og tag ørepropper med. Desværre betyder Mogwai så, at jeg nok må droppe at stå i kø til Grinderman (22:30, Orange) - desværre, for Grindermans musik vinder nu engang ved at man kan stå helt tæt på og se Caves machoattitude og blive blæst helt væk af guitaren. Well, de skal nok spille hele festivalpladsen op. Så snart Cave er færdig, kan man så spæne videre til Battles (00:00, Odeon), der spiller tight og funky mathrock og er uhyggeligt intense live (find selv klip på Youtube). Og så kommer man endda til at gå glip af japansk mindfuck i Osaka Invasion (Astoria, 22:00). Efter Battles kan man nok fange sidste halvdel af Yeasayer (Pavillion, 01:00), der spiller indie inspireret af Afrika og 80’erne. Nåja, og så danse det sidste energi ud hos sambaorkestret Orquestra Imperial (Cosmopol, 02:30).

Lørdag…skal man heller ikke sove længe, nej. Tivolis Symfoniorkester (Arena, 12:00) spiller nemlig Sjostakovitj og Arvo Pärt, til alle os der ikke kan få nok af at headbange. Joze Gonzales (Odeon, 14:30) har jeg det lidt sært med – Heartbeat er fantastisk, men jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal synes om hans minimalistiske guitarnørderi. Men når der nu ikke er andet. Jeg ville rigtig gerne have hørt Efterklang (Astoria, 16:00) spille nørdet electronica og vise flot lysshow, men ak – samtidig spiller Tokyo Police Club (Pavillion, 16:00), og de har bedre end nogen andre lavet det perfekte sommersoundtrack, guitarpoprock i dobbelt tempo, intenst melodisk, som The Fashions første album uden firserlyden og synthesizerne. Det bliver stort. Senere kan man så hylde to af dansk electronicas ubetinget største helte – Opiate og Dub Tractor (Lounge, 18:00) spiller sikkert en herlig blanding af doven dub, clicks’n’cuts, indietronica og blid, blid ambient, som de har gjort i femten år efterhånden, og stadig gør bedre end nogen andre her til lands. Så kan man nå lidt aftensmad, eller evt. se om Judas Priest (Orange, 19:00) intager Orange i lædertøj og på motercykler, eller evt. finde Esben Danielsen og spørge, hvad han helt præcist har tænkt da han bookede. Der er My Bloody Valentine (Arena, 21:00), Dillinger Escape Plan (Odeon, 21:00) og Neil Young (Orange, 21:30) oveni hinanden. My Bloody Valentine opfandt nærmest egenhændigt shoegaze, er efter sigende fantastiske live, og spiller sammen på turne for første gang i 17 år. Neil Young er legendarisk – hans billetter til koncerten i foråret gik til over 1000 kr. stk. -, og Dillinger Escape Plan spiller kantet, metallisk prog og er den bedste erstatning for The Mars Volta, omtrent. Og de clasher. Hnnngh. Jeg overlever nok at gå glip af Dillinger, og har – heldigvis? – ikke sat mig nok ind i Neil Young til at føle tab, så jeg står i Arena fredag klokken 21, men stadig…det er enormt ringe planlægning. Især fordi Liars (Pavillion, 22:00) også spiller næsten samtidig, og må forventes at appelere til enhver der hører My Bloody Valentine. Og især-især fordi der så efterfølgende er et par timer, der domineres nærmest fuldstændigt af pop, hæphop og afrikansk musik, hvor man passende kan drukne sine sorger i lunken øl. Og ærgre sig over at No Age (Pavillion, 02:00) og Black Mountain (Arena, 02:00), der begge spiller mørk, syret retrorock spiller samtidig, og ydermere spiller samtidig med det albanske bigband Fanfara Tirana (Astoria, 02:00), der at dømme efter deres myspace er det festligste der nogensinde er kommet fra Albanien.

Søndag…kan man sove længe, håbe på at lyrikoplæsningen i Lounge er spændende, eller evt. grine af The Campbell Brothers (Astoria, 12:30) der med deres gospelkristne, midi-lydende musik er det mest meningsløse band festivalen har booket i år. Man kan evt. blive i teltet, for lige bagefter spiller Supersilent (Astoria, 14:30) norsk avantgardejazz. Er det for stenet, spiller Path of No Return (Pavillion, 15:00) god metal, og lidt senere spiller Anti-Flag (Odeon, 16:00) politisk punk til efterskoleelever og andre. Er man i humør til mere, spiller Slayer (Orange, 17:00) hurtig trash, og man kan evt. spekulere på hvorfor de er sat til at spille i fuldt dagslys. The Von Hertzen Brothers (Pavillion, 19:00) spiller noget, der enkelte steder lyder som god, gammeldags prog i ånden fra Yes og Genesis (ja, festivalhjemmesiden beskriver dem som vodkahørmende bøllerock, men døm selv). Og så kommer festivalens sidste svære valg – enten hører man Bonnie Prince Billy (Odeon, 20:15) spille guitar og synge drømmende, melankolske sange
der har inspireret Iron & Wine og co., eller også hører man Fuck Buttons (Astoria, 20:30) gå amok i synthesizers og støj. Og så kunne og burde man måske egentlig tage hjem, inden ens telt bliver brændt af og togene proppede – man klarer nok at gå glip af Jay-Z og Digitalism. Hvis det ikke lige var fordi, at den aller-aller sidste kunstner, der skal lukke og slukke festivalen og få os til at bruge de sidste energireserver er ingen ringere end Dan Deacon (Arena, 02:00), og lidt youtube-kiggeri skulle gerne overbevise en om, at 70000 festivaldeltagere festende til Wham City og Snake Mistakes er noget, man meget, meget gerne vil deltage i, afbrændt telt eller ej. Så kan man vakle omkring, dejse omkuld i græsset, og vente lidt med at spekulere på hvordan man kommer hjem.

Posted by: thomaslundsgaard | juni 12, 2008

Sigur Ros – Með suð í eyrum við spilum endalaust

Okay, en anmeldelse af et album fra et band af denne kaliber skal bruge lidt forspil for at give mening:

Sigur Ros er nok det band der har betydet mest for mig, overhovedet. Jeg opdagede dem på et tidspunkt hvor jeg stadig nærmest kun hørte tysk trampemusik, og sammen med Radiohead var de ansvarlige for at vise mig hvad god musik var. At høre Agætis Byrjun første gang var en af de magiske, musikalske oplevelser, man kun oplever meget få gange, og for en bumset 14-årig var det en oplevelse af de allerstørste. Det himmelstræbende orgel på Flugefrelsarinn, fljøtemelodien på Olsen Olsen og hele den tykke, særlige fantasiverdensstemning der hersker på albummet fra første til sidste sekund. Det var omkring jul, det var det perfekte vintersoundtrack, jeg havde lånt albummet på biblioteket og hørte det overalt på min medbragte discman.

Kort efter fik jeg ( ), der, hvis jeg gør det op statistisk, uden tvivl er det album jeg har hørt mest i hele mit liv. Mit faste weekendritual i flere år var at nuppe weekendavisen, tænde for ( ), der lå fast i anlægget, og vågne langsomt i takt med at Sigur Ros langsomt spillede sig op i gear.  Efter klimakset i Untitled #8 var man omtrent færdig med avisen og klar til at starte dagen rigtigt. Vaka, og især den tilhørende video, havde en slags patos der gik lige i maven på en 15-årig forvirret teenager, og da man så et års tid senere hørte dem live til sin første rigtige koncert hvor de både spillede Vaka og Untitled 8 og Olsen Olsen og hver eneste anden god sang de havde lavet op til det tidspunkt, var ens lykke omtrent fuldendt. Man var blevet fanboy for livet.

Og så gik der lidt tid, og så udkom Takk. Det første man bemærkede var Hoppipolla, der på en gang var det mest poppede og det mest følelsesladede de nogensinde havde lavet. 4½ minuts ren, uforfalsket, barnlig glæde, der sikkert havde været dybt patetisk hvis det ikke var blevet sunget på islandsk og fremført med sådan en gennemborende ærlighed. Og så hørte man resten af albummet, hørte det igen og igen, som man jo gør når man er selvudnævnt fanboy. Og så var det som om, at man igen begyndte at tjekke Pitchfork og alle de andre sider for ny, god musik påny. Man gjorde ikke som i den gyldne ungdom og faldt i staver og af bare ærefrygt lod være med at høre anden musik de næste tre måneder. Det var lidt som fornemmelsen, da man gik ud af biografen efter at have set The Two Towers – man havde lige oplevet noget stort, bestemt, men  man overlevede nok ventetiden på Return  Of The King (i modsætning til euroforien og utålmodigheden efter Fellowship).

Det er lidt et paradoks. Et band laver et album, Agætis Byrjun, der fortjener evig klasikkerstatus, skaber tårnhøje forventninger til deres næste album, indfrier rent faktisk disse forventninger med ( ), og får status af semi-udødelige musiktroldmænd fra de islandske fjelde. Og mere end det, de skaber samtidig en lyd der er helt unik, en genre de har helt for sig selv, hvordan man end prøver at klassificere dem som post-rock eller andre genre-tags. Og mere vil have mere. Vi vil have mere der lyder som Sigur Ros, et nyt mesterværk – og samtidig vil vi overraskes på samme måde, som Agætis Byrjun og ( ) overraskede. Have noget der lyder som musik, man aldrig har hørt før. Og da Takk så kom, var den sætning man oftest hørte “Det lyder for meget som et Sigur Ros-album” – det var måske det, man havde forestillet sig, når man spekulerede på, hvordan deres næste udgivelse ville lyde, men det var samtidig en anelse fortænkt, det lød lidt for meget som noget man havde hørt før – det var, med en tåkrummende metafor, som stykke nr. 2 af den rigtig gode og meget tunge lagkage. Det var ikke revolutionerende, og selvom god musik heller ikke behøver at være det, var det det man havde forventet. Man havde forventet at det ikke lød, som man forventede.

Alt det her for at forklare, hvordan jeg har det med Með suð í eyrum…. Jeg havde nok forberedt mig på, at jeg ville blive skuffet igen – at Sigur Ros havde lavet endnu et godt album, som bare var godt, men som mine forkælede ører ikke fandt fantastisk nok. Jeg havde næsten skrevet anmeldelsen på forhånd. Så hørte man første single, Gobbledigook, og blev overrasket. Og blev derefter positivt overrasket. Det var Sigur Ros, der tilsyneladende definitivt havde bevæget sig definitivt væk fra deres trademark-lyd med Jonsis falset, violinbuer på guitarerne og masser af rumklang. Det lød lidt som Animal Collective eller The Dodos, og det lød først og fremmest friskt og meget, meget lykkeligt.

Og Með suð í eyrum… er i sin helhed også lyden af Sigur Ros, der tager chancer, og slipper godt afsted med det. Paradoksalt nok går chancetagningen ud på at gøre lyden mere poppet, skrue tempoet op fra dødemandsvalsen på ( ) og korte sangenes længder ned, så de ofte ligger under fem minutter. Den glæde, der har buldret under overfladen i sange som Olsen Olsen og Staralfur, får lov til at blive blæst ud af højttalerne, og hvis de kun har den halve tid til at vise det, viser de det bare dobbelt så intenst i den tid de har til rådighed. Et nummer som Inní mér syngur vitleysingur fungrer fantastisk med sin bankende urrytme, crescendoer og afsluttende blæserfanfare, og et nummer som Festival glider over 9 minutter fra Jonsis solosang til et band der går amok på samtlige instrumenter de kunne finde i deres studie. Sigur Ros skriver selv i en pressemeddelelse, at de med Með suð í eyrum… har valgt et mere poppet udtryk, og det er lykkedes – selvom lidt af råheden og urkraften er forsvundet (det bliver aldrig helt så vildt som på ( )), og man måske savner at kunne bruge den klassiske “Sigur Ros lyder som knagende isbjerge og islandske vulkanudbrud”-metafor, er forandringen lykkedes forbløffende godt, i høj grad ved at lave et album, der også fungerer hvis sangene står hver for sig. Første halvdel af albummet rummer momenter af storhed masser af perfekt sommermusik. Mit største problem er, at albummet herefter, ret bogstaveligt talt, går i stå. De sidste 5 numre er ballader, uden rytmesektion, ofte blot bestående af Jonsis stemme med sparsomt akkompagnement. Og det, hvor meget man end holder af Jonsis engle/kastrat-falset, for meget. Det er for meget, når melodierne egentlig ikke er voldsomt fantastiske, sangene ikke rigtig udvikler sig, og man ikke kan tyde hvad sangene handler om. Det hele glider sammen til en tyk, melankolsk suppe, der ikke helt fungerer på egne præmisser, og står i en meget sær kontrast til albummets første halvdel. Det egner sig til rolig lytten i et mørkt rum med hørebøffer på, men selv der bliver det en anelse for søvndyssende, blottet for den inderlighed nogle af Sigur Ros’ gamle ballader har.

Så er Með suð í eyrum… godt? Ja. Hvor godt? Heck, det ved jeg ikke. Jeg havde det på samme måde med In Rainbows, det er et album der er druknet så tilpas meget i hype og forventninger at det er svært at se objektivt, med mindre det som sådan er utilfredsstillede, hvilket sidste del af albummet tildels er. Með suð í eyrum… ikke en nyklassiker, men det er omvendt et album jeg synes du bør høre, hvis du har den mindste interesse for god musik. Fordi det er Sigur Ros, fordi det ikke mindst er en fin indgang til deres tidligere udgivelser, og fordi det langt hen er vejen er god, lykkelig popmusik, og det kan man jo altid bruge lidt af sin sommer på at lytte til.

Posted by: thomaslundsgaard | juni 9, 2008

Martin Meredith – The State of Africa

Sker det også nogensinde for jer, at I får en pludselig lyst til vide mere om et eller andet (mere eller mindre obskurt) emne? At man farer op på biblioteket, lokaliserer den rette hylde og hiver den mest indbydende titel ned, og farer hjem igen og begraver sig i 800 siders tør sagprosa? Det er sket for mig en del gange i løbet af det sidste halve år – en på ingen måde komplet liste over emner, jeg har kastet mig over rummer: USA’s historie, klassisk musik, økonomi, den katolske kirkes historie, litteraturteori, støjrock, kognitiv lingvistik. Normalt holder interessen ikke til mere end en enkelt bog eller to (af og til mindre, hvis første bog jeg får fat på er kedelig), så falder jeg tilbage til skønlitteraturen og min samling matematikbøger.

Forleden kom jeg så i tanke om, at jeg stort set intet ved om Afrika – jeg husker ikke en eneste historietime i gymnasiet, hvor emnet var i fokus, og det måtte der selvsagt gøres noget ved. Martin Merediths The State of Africa udmærkede sig dels ved at se tilpas murstensagtig ud til, at man rigtig kunne begrave sig i den (man kan ikke begrave sig i 150 sider, medmindre de er af Paul Auster eller T. S. Eliot), dels ved at være udkommet for nylig, og dermed fornuftigt opdateret. Emnet er kontinentets historie siden den første koloni, Ghana, blev uafhængig i 1957, stilen er en blanding af saftig journalistik og seriøs historieskrivning. Det er et stort brød at slå op – Afrika består af mere end 50 uafhængige stater, hver med sin kringlede vej mod uafhængighed og (ikke mindre kringlede) efterfølgede udvikling. Det siger selvfølgelig også sig selv, at Meredith derfor ikke kan komme i dybden med de enkelte lande eller konflikter – og alligevel virker bogen på ingen måde overfladisk. Tværtimod. Faktisk føles det visse steder som om, at Meredith gentager sig selv, at man sidder og læser det samme kapitel påny. Det kan der være en god grund til.

Første del af bogen giver et billede af de forskellige landes vej til uafhængighed. Da Ghana først fik vristet sig fri af det britisk overherredømme, spredte rygtet sig som en, høhø, steppebrand, høhø, og de andre britiske kolonier ønskede naturligt nok det samme. Briterne viste sig nogenlunde samarbejdsvillige og ferme til at overlade styret til de nationalistiske grupperinger, som ville overtage styret og som repræsenterede landets oprindelige befolkning ganske bredt. Anderledes gik det i de franske kolonier – franskmændene så i langt højere grad end briterne deres kolonier som en reel del af det franske rige, og at afgive f.eks. Algeriet blev anset for ligeså urealistisk som at lade Bretagne blive uafhængigt. Borgerkrige og undertrykkelse fulgte, og efter alt for mange døde stod de franske kolonier der, hvor de britiske havde stået før – med en nationalistisk bevægelse, der i den grad ønskede at overtage magten, men på ingen måde havde erfaring med at varetage den (politisk indflydelse var ikke det, de fik mest af under koloniherredømmet). Samtidig var hele ideen om nationalstater i høj grad en europæisk ide – de afrikanske samfund havde været organiseret efter stammetilhørsforhold, og de nye nationer indeholdt som oftest mange forskellige stammer, som, i langt højere grad en f.eks. klasse og social status, bestemte hvor folk følte sig hjemme.

…og så skete der omtrent det samme i rigtig, rigtig mange lande. En leder blev valgt, mere eller mindre demokratisk, og landets befolkning, der en overgang havde været forenet omkring kampen for uafhængighed, følte sig igen splittet efter etniske skel. De nye ledere argumenterede for, at et system med flere, stridende partier ikke passede til den afrikanske mentalitet, at partierne bare ville være skinorganisationer for hver sin stamme, og at afrikanerne i øvrigt var vant til at blive ledet af en stærk, “loven-det-er-mig”-høvding. Så hvorfor ikke blive ved med det, og hvorfor ikke vælge mig som stor-høvding, når befolkningen nu har sat sit kryds ved mig en gang? Over hele kontinentet gik udviklingen fra demokrati til et-parti-styre uden en parlamentarisk opposition, en lille ledende elite tiltuskede sig mere og mere magt og rigdom, viste sig at besidde varierende grader af inkompetence når det gjaldt om at lede et land, og kørte deres lands (ofte allerede ganske skrøbelige) økonomi i sænk. Hvorefter der så ofte kom et kupforsøg, gerne fra militært hold, med rullende hoveder og løfter om at rense ud i toppen af systemet, og kort tid efter var man tilbage ved nulpunktet (når man lige så bort fra de katastrofer, kuppet og en eventuel brogerkrig havde skabt). Det er det samme billede der tegner sig, kapitel efter kapitel omtrent fra nord til syd (med undtagelser, selvfølgelig), og det er ganske foruroligende.

Det interessante spørgsmål her er selvfølgelig “hvorfor?”. De fleste har trods alt et billede af Afrika som et kontinent i komplet kaos, med humanitære katastrofer og korrupte regimer. Merediths levende prosa giver mange interessante detaljer og sætter navn og personlighed på tyrannerne og diktatorerne. Samtidig viser den også, at den afrikanske tragedie i store træk er den samme historie gang på gang. Der er kort sagt en god mængde redundans i det, der er sket, og derfor kan Merediths bog føles ganske uddybende, selvom den søger at ramme så bredt. Man får altså et glimrende billede af, hvad der skete. Hvorfor, det rent faktisk er gået så skidt, får man knap så klart et svar på (og hvis Meredith havde det, ville han da også være den første). Groft sagt skyder Meredith først og fremmest skylden på politikerne – der tog lande, der takket være naturrigdomme ofte havde et ganske stort potentiale, og kørte dem fuldstændigt i sænk. Hvordan de alle sammen havde bugnende, schweiziske bankkonti, boede i overdådige paladser og forgyldte deres nærmeste, mens befolkningen sultede og kæmpede for at overleve. The State of Africa er, set lidt simpelt, historien om nogle magtfulde mænd, der på en gang er dumme, onde og oftest med psykopatiske træk i rigelige mængder. Det er gruopvækkende at læse om, men det er lidt ærgreligt, at Meredith ikke graver dybere og prøver at finde årsagerne til, at Afrika over en så bred kam fik de allermindst kompetente ledere. Man ønsker sig lidt, at Meredith prøvede at finde de sociologiske og økonomiske årsager til, at den demokratiske proces, der normalt er ganske god til at filterere de dårligeste ledere fra, komplet slog fejl på tværs af et helt kontinent. Det kunne godt have fået et kapitel eller to, som så blev taget fra de blodige beskrivelser af borgerkrigenes rædsler.

Men stadig, en bog der er værd at læse, en glimrende introduktion til emne, som kun popper op i medierne hvis der er tilstrækkeligt dramatiske billeder. Se også en nyere post på Punditokraterne.

Posted by: thomaslundsgaard | juni 5, 2008

Sommerlæsning

Fordi det er blevet sommer. Fordi det er nu man skal slænge sig på græsset eller tage til stranden med en bog i tasken, fordi det er nu man har ferie og virkelig har tid til at fordybe sig i litteraturen. Fordi aviserne i den kommende tid kommer med deres sommerferielæsningsanbefalinger, og jeg bare ved, at det vil blive et helvede af fæle bøger og irriterende tidsspilde.

For mig skal sommerlæsning (næsten) ikke opfylde nogle specielle kriterier. Jeg kan godt koncentere mig om en svær tekst, selvom jeg ligger i solen og børn sprøjter med vand få meter væk (bare de ikke kaster med vandmænd), så anything goes - så længe det ikke kræver papir og blyant, så anbefalinger af matematikbøger bliver en anden god gang. Jeg synes måske netop, at sommeren er der hvor man har bedst tid til at grave sig ned i noget godt – hvad end det er en tung klassiker, et forfatterskab fra ende til anden, eller en fantasy-mammutværk på ti bind. Så. Ingen dårlige krimier, ingen chicklit, ingen biografier om og/eller af sportsstjerner, ingen bøger om selvhjælp. Især. Ingen. Fucking. Femikrimier. Gå væk med dem. I stedet en række titler jeg rimelig tilfældigt hiver op af godteposen, som jeg nærmest udelukkende kan rose til skyerne, og som jeg nærmest tror man bliver et bedre menneske af at læse, sådan lidt.

George Eliot – Middlemarch

Der står skrevet klassiker med fede bogstaver overalt på denne bog – og fuldt fortjent, for Middlemarch er en af den slags herlige bøger, som på en gang siger nærmest alt om den tid den er skrevet i, og samtidig giver et enormt udbytte til enhver tid. Det er, om man vil, en slags kollektivroman fra England i 1830’erne, sat i byen Middlemarch, tilpas langt væk fra Londons industrimetropol til besidde den her særlige engelske idyl der kommer af lige dele pastoralt landskab, landsbystemning og overklassens undertrykkelse af de fattige bønder. I Middlemarch og det omkringliggende land skaber Eliot et spind af personer, hvis liv mødes på kryds og tværs og vikler sig ind og ud af hinanden. Der er Dorothea Brooke, den unge, idealistiske kvinde der brænder så inderligt for at gøre verden et bedre sted, at der lokker hende ind i et ægteskab med den indadvendte og pedantiske Mr. Casaubon, der er den unge læge Lydgate, der vil revolutionere lægekunsten, men vikler sig ind i et ødelæggende ægteskab med Rosamund Vincy, der sååå gerne vil være en rigtig overklassefrue. Og der er Rosamunds bror, Fred Vincy, der pludselig, efter at have ruineret en fattig familie der kautionerede for hans lån, opdager at han har en samvittighed. Og mange, mange andre personer, der – og det er især det, der gør romanen så fantastisk – er beskrevet med en indsigt og fordomsfrihed, der er helt eksemplarisk. En roman om Victoriatidens overklasse og lavadel løber enhver risiko for at ende med en masse stereotypiske personer af den slags man ser i utallige film og tv-serier – og det er imponerende hvordan Eliot istedet, som den klassiske alvidende fortæller, ser ind i sine personers hoveder og forklarer deres handlinger og bevæggrunde på en måde, så selv de mest skrupelløse personer alligevel bliver dybt menneskelige.

Jonathan Franzen – The Corrections

Et eller andet sted er det bare historien om et helt almindelig amerikansk familie. Far, mor, tre børn. Forældrene vokset op under Depressionen og krigen, børnene født i slutningen af 60’erne, forældrene nu over 70 og på vej mod senilitet, børnene spredt over hele landet og vidt forskellige. Der er noget Great American Novel over det – et forsøg på at fange en generation og hel nation som den ser ud hen mod slutningen af årtusindet (og det lykkes). Samtidig er det ganske meget mere. Franzens skrivestil er blevet beskrevet som hysterisk realisme, hvilket måske ikke er helt ved siden – der er noget konstant overskruet, absurd, manisk over den måde han beskriver sin kernefamilie (der, ifølge ham selv,har groft mange fællestræk med hans egen familie). Den ene søn er en fejlslagen akademiker, der har skrevet et filmmanuskript, sat i Victoriatidens England, men som mest af alt handler om bryster. Den anden søn nægter at erkende sin depression, drikker sig beruset og amputerer næsten sin arm da han efterfølgende vil slå hæk. Det aldrende ægtepar lever i deres faste rutiner, i det skjulte hjulpet på vej af lykkepiller. Og så videre. Begivenhederne bliver mere og mere absurde, på en gang uhyggelige og ekstremt morsomme, fordi man trods alt begynder at bekymre sig om de stakkels personer. Og man undrer sig over, hvad der overhovedet holder personerne sammen, ud over at de nu tilfældigvis er havnet i familie med hinanden – og genem morskaben får Franzen pludselig stillet nogle ganske væsentlige spørgsmål om familiens betydning i tiden omkring det nye årtusind. Uden på noget tidspunkt at bare nærme sig kedelig socialrealisme. Det er ret godt klaret.

Dan Simmons – Hyperion

Space-opera er en genre der let kan gøres grin med. Det er også en genre der er nem at skrive i, men svær at skrive rigtig godt i. Du tager en kasse med klassiske scifi-elementer – tidsrejser, rumvæsener, AI’er, rumslag, avanceret teknologi en masse, osv. – plukker hvad du nu skal bruge, og spinder et plot over det, helst proppet med helte, skurke og eventyr. Og så håber du, at din bog ikke ligner de tusinder af andre space operas, der er skrevet før. Alt dette bare for at sige, at Dan Simmons omtrent har skabt det man ville finde i Platons ideverden, hvis man ledte efter et rumeventyr. Det har alle de ovenstående elementer og mere til, tilsat en voldsom mængde genialitet fra forfatterens side, og det får al anden scifi til at virke som et blegt genskær i sammenligning.

Langt ude i fremtiden, i en galakse der står overfor invasion af en skummel alien-stamme, sendes syv rejsende på pilgrimsfærd til en planet i udkanten af galaksen, på en mission der er galaksens eneste mulighed for redning. Kliche? Måske, men alene det faktum, at hele første bog (ud af fire) består af de syv pilgrimmes baggrundshistorier – fortalt på bedste Canterbury Tales-manér -, og at selve plottet først begynder i bog to, fortæller, at Hyperion er noget særligt. Det er episk scifi i superwidescreen, der får en til at måbe igen og igen – og det er scifi, der bliver siddende et godt stykke efter man er færdig med bøgerne.

Alle bøger kan lånes af mig, hvis I kigger forbi. Og I skal selvfølgelig bare anbefale løs i kommentarfeltet.

Jeg har tidligere nævnt David Foster Wallaces historiesamling Oblivion. Jeg var ikke helt tilfreds med den – mest fordi Wallaces bevidste gøren op med samtlige novellekonventioner du kan finde i en tekstanalyse-for-begynder-bog var interessante, men samtidig dybt utilfredsstillende i den måde de nægtede læseren at få den forløsning, han havde ventet på efter at have pløjet sig igennem 100+ sider om en ung marketingsundersøgelsesleders lidelser. Det var lidt som om Wallace havde en lidt for stor legeplads at boltre sig på, og at så brændende ønskede at vise læseren sine sproglige evner og krazy strukturelle ideer, at han glemte den historie han ville fortælle midtvejs (og at han udemærket godt vidste, hvad han havde gang i, og helt bevidst valgte at wanke videre). Jeg tror måske det har klædt Wallace at have en redaktørs ånde i nakken og en læserskare i baghovedet. I hvert fald er hans essay-samlinger (Lobster, A Supposedly Fun Thing…) væsentligt sjovere, dybere, skarpere – bedre, synes jeg – end hans skønlitterære projekter.

Både Lobster og A Supposedly Fun Thing… er samlinger af artikler, reportager og essays Wallace har skrevet til forskellige amerikanske periodicals o.l. i løbet af de seneste 10-15 år. Emnerne spænder fra Kafka og Dostojevskij til lingvistik, luksus-cruises og højreorienteret talk radio. Det er ofte sjovt, og det er, nærmest linje for linje, helt enormt intelligent. Beundringsværdigt, misundelsesværdigt, “jeg-vil-også-kunne-skrive-sådan”-agtigt. Det er som om, at Wallace kan skrive i en uendelighed om stort set hvilket som helst emne han trækker op af emnehatten, og det seje er ikke engang, at David Foster Wallace tilsyneladende kan spidde alt hvad han har lyst til – vise hvordan TV-serier er en tyk suppe af postmoderne selvreference, forklare David Lynchs Lost Highway så den rent faktisk giver mening, eller vise hvordan amerikanske ordbøger de seneste 30-40 år har været en veritabel krigszone hvor konservative og liberale lingvister bekriger hinanden i et forsøge på at afgøre, hvordan man afgør hvad god sprogbrug er. Det seje er, at han kan gøre det så pisseelegant og morsomt, at han kan presse jokes og sproglige guldkorn ind på hver eneste linje og i det hele taget få det til at lyde som om, han sidder nede på den lokale pub og wisecracke det hele over en øl.

Tag “Up, Simba” (fantastisk titel!) en 15000-ords artikel skrevet til Rolling Stone da John McCain stillede op i de republikanske primærvalg i 2000 (og en artikel der er blevet sært aktuel igen i disse måneder). McCains kampagne – symboliseret i kampagnebussen The Straight Talk-Express – handlede først og fremmest om McCain som den evigt ærlige anti-establishment-politiker der ville feje Washingtons bureaukrater væk fra gulvene. Wallace følger McCains kampagne i en uge (netop den uge, hvor Bush begynder med de grimme smædetaktikker overfor McCain), og Wallace når ikke blot at beskrive livet på the campaign trail i alt dets underlighed, men samtidig at give en politisk analyse af McCain der er langt, langt over hvad man ser i nogen danske medier overhovedet (Weekendavisen inkl., er jeg bange for), men først og fremmest grunde længe – meget længe – over paradokset i en kandidat der fremstiller sig selv som ærligheden selv. McCain slår på, at han rent faktisk fører kampagne efter sine idealer, frem for bare at sige det, han ved giver størst chance for at vinde det Hvide Hus (en sælger-mentalitet Wallace meget præcist identificerer som grunden til, at så mange amerikanske unge er så komplet ligeglade med politik – vi er i tiden før Obama). Men kan vi overhovedet vide, spørger filosof-Wallace, at McCain ikke netop har fundet ud af og udnytter, at de unge, ufahængige, apatiske vælgere gerne vil have en kandidat hvis primære karakteristika er ærligheden, og at McCain dermed ikke er en tøddel bedre end alle de andre, bare en smule smartere? Og så videre. Wallace fører os ud i en analyse af de to temaer, der binder mange af Lobster-teksterne sammen – en søgen efter ærlighed, som han selv erkender er ret umoderne i en så ironisk tidsalder, og et forsøg på at analysere det lag af selvreference og uendelig regres, det bliver stadig mere umuligt at undgå.

Og så har jeg ikke engang nævnt reportagen fra The AVN Awards – pornobranchens svar på Oscar-uddelingen. Som jeg egentlig bare burde citere alle +50 sider af, fordi det er noget af det sjoveste jeg nogensinde har læst.

En anden god ting ved Wallaces essays – især dem, hvor han ruller sin kandidatgrad i engelsk ud og gennem-ondulerer en forfatter eller en filminstruktør, som i det fantastiske David Lynch-essay – er, at de gør det lidt lettere for mig at forstå, hvad det er jeg ikke bryder mig om ved hans fiktionsskriverier. Wallace har en evne til at fuldstændig gennembore et givent emne, vende og dreje det, fortolke det så elegant og gennemgribende at det ville virke som overfortolkning hvis det kom fra enhver anden (og enhver dansklærer i særdeleshed), at man sidder tilbage med tåre i øjenkrogen og tænker, at det var man i hvert fald aldrig nogensinde selv nået frem til (men hvor er det dog rigtigt). Og det får mig til at tænke, at Wallaces historier i Hideous Men – en god del af dem, i hvert fald – er bygget op på omtrent samme måde: som en form for lang og snirklet gåde eller Sesam-luk-dig-op-æske, der først åbner sig og afslører sine hemmeligheder i det øjeblik man ser på den med de rigtige briller. Set ved første øjekast er mange af historierne fuldstændig blottet for pointe, konklusion eller anden tilfredsstillelse, og Wallace gør det helt klart for sin læser, at det netop er meningen. Han udfordrer nærmest læseren til at finde den dybere mening, finde den ene sætning der langsomt åbner historien op, forklarer de skjulte symboler og de femten siders træghed man lige har læst, giver den krystalklare tolkning som Wallace har siddet med i baghovedet mens han skrev. Og jeg må indrømme, at jeg i de fleste tilfælde ikke fanger den, ikke kommer forbi det man ville kalde realplanet, ned i historiens dybere lag. Åbningerne er for små, teksten for uangribelig, som en skattejagt uden et spor der starter det hele. Og værre endnu: Jeg mistænker Wallace for bevidst at gøre historien så uangribelig, at mange læsere løber pandet mod muren. Jeg tror, et eller andet sted – og det her er helt subjektivt – at han måske håber at de løber panden mod muren og samtidig tænker at “det her, det var enormt klogt” frem for bare enormt krævende og frustrerende. Eller at Wallace måske ikke har nogen bagtanke med historien, men er så teknisk dygtig og ved så meget om sine læsere, at han kan få det til at se sådan ud. At han holder at at lave fodnoter og bevidst trække sine beskrivelser ud og generelt bruge alle hamrene og skruetrækkerne i den postmoderne litteraturvækrtøjskasse og få det til at se enormt avantgarde ud, og at det måske bare er en facade foran ingenting. En analogi: Det er lidt som at få fortalt en vittighed og ikke fange den.

Dermed ikke sagt, at det er skidt alt sammen, for Wallaces historier gemmer også højst interessante ting – hans sprog, selvfølgelig, og hans helt fantastiske evne til at beskrive et menneskes tanker indefra, som i “A Depressed Person”‘s tragiske, depressive, unavgivne person, der bruger sine stadigt skiftende venner som støttegruppe til ikke bare at fortælle om sin depression, men mindst ligeså meget over hvor fæl hun må være fordi hun whiner hele tiden, og i det hele taget er selv-refererende på et utal af måder; ligesom selve Wallaces tekst er det. Eller den biords-tunge, simple, men smukt skreve historie om pubertetsdrengen der ikke tør springe ud fra vippetårnet i svømmehallen. Der er bare langt mellem guldkornene, og efter et stykke tid mister man lidt lysten til at tage chancen med den næste tekst (omend Hideous Mens tekster i det mindste er væsentligt kortere end Oblivions).

Og så slutter jeg indlægget på god Wallace’sk vis uden nogen form for pointe. Eller er der? Eller er der? Eller er der?

http://www.youtube.com/watch?v=GwS5pEfcQNk&feature=related

Posted by: thomaslundsgaard | maj 19, 2008

Don DeLillo – Libra

At læse Don DeLillo er først og fremmest at opleve noget at det suverænt flotteste og billedskabende engelske prosa der bliver skrevet lige nu. Som indicium vælger jeg at starte denne post med at citere første afsnit af Libra i sin helhed:

This was the year he rode the subway to the ends of the city, two hundred miles of track. He liked to stand in front of the first car, hands flat against the glass. The train smashed through the dark. People stood on local platforms staring nowhere, a look they’d been practising for years. He kind of wondered, speeding past, who they really were. His body fluttered in the fastest stretches. They went so fast sometimes he thought they were on the edge of no-control. The noise was pitched to a level he absorbed as a kind of personal test. Another crasy-ass curve. The was so much iron in the sound of those curves that he could almost taste it, like a toy you put in your mouth when you are little.

Selv uden for en McDonalds i det centrale Athen, blandt myldretidsforretningsfolk og tiggere, med en firesporet rundkørsel fire-fem meter til venstre for mig, fik den passage alligevel bragt mig direkte til New York (eller DeLillos vision af den, i det mindste). DeLillos prosa påvirker mig lidt på samme måde, som rigtig gode sangtekster gør: I stedet for være beskriver ting (personer, begivenheder, etc.) hyperrealistisk og ned i mindste detalje, er mange passager i stedet bevidst vage og flertydige og spiller på, at visse ord og sætninger skaber en overflod af konnotationer i læserens/lytterens bevidsthed (især fordi DeLillo, om nogen, mestrer at skrive realistisk talesprog og samtidig ophøje hver eneste faste vending til poesi). DeLillo bliver mange steder nævnt som en af de bedste americana-forfattere der findes, og det er nok meget præcist – en stor del af hans forfatterskab går med at beskrive ganske almindelige hverdagshændelser – men i sprog, der får selv madlavning eller kronisk arbejdsløshed til at antage en nærmest mytisk karakter. At læse DeLillo er en ret privat oplevelse – af samme grund er det svært at skrive om ham – fordi han så ofte skriver direkte mod underbevidstheden og forsøger at fremkalde fornemmelser og lige-på-tungen-associationer i sin læser, indre billeder man i den grad mærker, men som er nærmest umulige at sætte ord på.

Problemet, finder man ud af efterhånden som man kommer nogle kapitler ind i bogen, er så, at selv en mesterlig forfatter som DeLillo ikke kan fremtrylle virtuose beskrivelser i hvert eneste afsnit af de omkring 450 sider bogen er på. Ligesom Underworld havde afsnit, der var svære at komme igennem, har Libra også kapitler der enten føles som nonsens (eller som onde parodier på en DeLillo-tekst) eller som gemen arty-farty-hed fra DeLillos side. Libra har imidlertid også en historie, et langt mere traditionelt plot end både White Noise og Underworld. Libra er, udover at være en Don DeLillo-roman (hvilket den først og fremmest er, derfor det mildt abstrakte første afsnit) også en historisk roman om Lee Harvey Oswald og mordet på John F. Kennedy. Det betyder ikke, at folk der traditionelt holder af politiske konspirations-thrillere vil bryde sig om Libra, eller at folk der normalt holder sig langt væk fra samme genre også bør holde afstand fra Libra. Libra er ikke, jeg gentager ikke, en Tom Clancy-bog eller noget der bare tilnærmelsesvist ligner. Det er snarere DeLillos mulighed for at zoome ind på en bestemt periode i USAs moderne historie og beskrive hvordan de storpolitiske begivenheder påvirkede befolkningens mentalitet, og vice versa. Ganske som Underworld gjorde det. Kodeordet for det tidsrum Libra udspiller sig i er Paranoia (understreget). Vi befinder os i tiden efter Svinebugs-fiaskoen, hvor USA kiksede groft i forsøget på at invadere Cuba, og hvor kommunistfrygten hensætter alle og enhver (og især enhver der befinder sig nogle millemeter til højre for midten) i en tilstand af krigs-induceret PMS. Plottet i Libra er todelt – dels følger vi Lee Harvey Oswald (tredje-personen fra afsnittet længere oppe) fra barnsben til dagen hvor han skyder på JFK, dels følger vi en række efterretningsofficerer (der er alt fra tidligere CIA, nuværende CIA, voldsomt anti-CIA, wannabe-CIA og alt derimellem) planlægge selvsamme JFK-attentat. For Libra er, om man vil, en af de utallige bøger der lever et symbiose-liv med Den Store Konspirationsteori.

DeLillos teori* er denne: Adskillige CIA-topfolk mener, at Kennedy direkte var skyld i, at invasionen af Cuba slog fejl, idet han i sidste øjeblik nægtede at støtte den med vitale troppeforstærkninger etc. Siden har Kennedy ført en uacceptabel apppeasment-politik over for Cuba (og Sovjet), og Cuba-som-problem er forsvundet fra befolkningens bevidsthed og mediernes søgelys. Derfor planlægger de et snedigt (og bevidst mislykket) attentatforsøg på Kennedy , der, når man trevler sporene op, vil pege direkte på Castro og den cubanske efterretningstjeneste. Et direkte angreb vil skabe fornyet vrede mod Cuba, en invasion vil blive planlagt, og CIA-topfolkene vil høste frugterne, hvad end de er ideologiske (fordi topfolkene er mere bange for de røde en de fleste var) eller økonomiske (fordi [lang forklaring på hvordan efterretningsfolk kan tjene fedt på at deres missioner lykkes]). Det er et fint plot, og DeLillo giver læseren et interessant indblik i den hyperparanoide stemning der herskede (igen, på højrefløjen i særdeleshed, og blandt de forvejen paranoide CIA-agenter i særdeleshed). Og som man næsten kunne forvente, bliver plottet kun mere forvirrende og komplekst efterhånden som man kommer frem i bogen og antallet af involverede stiger, indtil man til sidst mister overblikket og kæden af årsagssammenhænge fra kapitel til kapitel springer af. Det er selvfølgelig en bevidst pointe fra DeLillos side, at et så myteomspundet kapitel i USAs historie ikke kan beskrives med et køligt overblik, at begivenhederne uundgåeligt må synke ned i en tåge af forskellige udlægninger og modstridende forklaringer og ikke-kausale hændelser. Og det er egentlig også fint nok, hvis man bare læser romanen som et DeLillosk stykke mentalitetshistorie frem for en politisk thriller.

Den anden halvdel af bogen omhandler Lee Harvey Oswald, og det er måske her bogen halter. DeLillos opgave har alt andet lige også været større her – skriver man om Kennedy-mordet kan man omtrent postulere hvad man vil, der skal nok være nogen der har postuleret noget dobbelt så vanvittigt tidligere, men skriver man om en historisk persons liv, er der trods alt en række biografiske fakta man kommer til at forholde sig til (jeg siger med det samme, at jeg ike har fact-checket og ikke ved hvor store friheder DeLillo har taget sig). Måske er det bare fordi Oswald – ordblind og fra en fattig familie, forelsker sig i Marx’ skriver fra teenageårene, melder sig til US Marines, emigerer til Sovjet, flytter et par år senere tilbage med en hviderussisk kone, men stadig troende socialist – er en dybt selvmodsigende person der, hvis han optrådte i en roman som fiktiv person, ville blive dømt som dybt urealistisk, men det lykkes ikke DeLillo (synes jeg) at vække Oswald til live og gøre ham troværdig. Igen har jeg svært ved at se årsagssammenhængene der leder fra den ene handling til den næste – Oswald kommer til at fremstå som en dybt modsigelsesfyldt person, der handler mere eller mindre tilfældigt. De biografiske episoder – især opholdet i Sovjet – er interessante, men jeg har det svært med ham som romanperson, fordi han handler så tilfældigt (eller på en måde der er opportun for DeLillos plot, hvilket vel er værre).

Det særeste ved bogen er måske den tredje del af plottet, som jeg ikke har nævnt fordi den kun fylder ganske få sider (spredt rundt på må og få i bogen), som finder sted en del år efter Kennedy-mordet, og som omhandler en historiker der er hyret af CIA til at skrive den definitive rapport over attentatet. Han har fuld adgang til ethvert arkiv, og forventningerne til ham er tilsvarende store. Han har været igang i adskillige år, hvis ikke årtier, er gammel og forvirret, har ikke megen anden menneskelig kontakt end til den arkivar der sender ham materialer, og er så småt ved at indse hvor håbløs hans opgave er (men fortsætter ufortrødent). Og det er omtrent det. Det er über-Kafkask, dybt mærkeligt fordi det ikke forbindes til resten af bogen (udover at nogle få personer dukker op i historikernes rapporter), og sært fordi pointen virker ekstremt åbenlys, især sammenlignet med resten af bogen. Og samtidig bliver det til et underligt stykke meta-fiktion der ikke rigtig hænger sammen med resten af plottet. Nogen gode ideer?

*Læs: “Den teori DeLillo finder på for at kunne skrive Libra er denne”. Man er heldigvis ikke et øjeblik i tvivl om, at DeLillo godt ved, at han skriver fiktion, og at han ikke er en af de crackpot-forfattere der bruger et tyndt lag af skønlitteratur til at fremme sin egen private lomme-konspirationsteori.

Posted by: thomaslundsgaard | maj 11, 2008

Løst

…og så var man pludselig tilbage i Danmark, og ud af det blå var det blevet den slags forår der får alting til at antage de mest lysende primærfarver, og der var endda blevet lagt ny asfalt på Egilsvej. Det har været en fin, rigtig fin, tur, (billeder på facebook, hvis nogen vil se og ikke allerede har fundet dem), men der er faktisk et eller andet herligt ved at være hjemme igen. Selvom Odense måske er landets mest kedelige by ift. dens størrelse, er det alligevel rart at traske lidt rundt på de vante stier. Et stykke tid endnu, i hvert fald.

Men jeg har fået læst en masse – George Eliots fantastiske Middlemarch, David Foster Wallaces meget, meget kloge og underholdende essaysamling Consider the Lobster, Don deLillos meget Don deLillo’ske Libra, Patrick Leigh Fermors meget britisk-kostskolearistokratiske A Time of Gifts, lidt Woody Allen, lidt kirkehistorie, lidt matematik. Jeg er ret paranoid når det kommer til rejse litteratur – jeg ødelægger gerne min ryg ved at bære rundt på mindst 10 bøger i bunden af min taske, jeg gør det faktisk gerne, hvis det kan dræbe den lurende frygt for en dag at sidde i et tog uden andet læsestof end de officelle transportmagasiner (som i øvrigt er en post værdig i sig selv – især det rumænske For Rich Only, der højt og flot brød dogmet om, at transportmagasiner ikke må have en målgruppe der er smallere end “alle der kan læse”. Det havde udelukkende gambling-artikler, croupier-of-the-month-billedserier og casinomanager-profiler med spørgsmål af typen “Din virksomhed er så fantastisk – hvordan gør du?”). Alt det skal der nok komme posts om. Jeg har også hørt musik – dårlig musik, godtnok, og mere halvfemsermusik end jeg har hørt på noget tidspunkt siden halvfemserne. Det kan godt være det er mig der er ude af kontakt med æteren, og at danske kommercielle stationer gør det samme, men alle radiostationer syd for Alperne (og dem kommer man uundgåeligt til at høre en del af, når alle restauranter har dem kørende) spiller en skøn blanding af national musik og…90’er-pop. Jeg er blevet mindet om adskillige acts (det hed det dengang) jeg lykkeligt havde glemt – Anouk, En Vouge, No Doubt og Wet Wet Wet, og nu minder jeg så, all in good fun, også jer om dem. Mest skræmmende var de gadesælgere i Rom, der solgte små eletriske made-in-Taiwan-legetøjsbiler, der kunne køre rundt i cirkler. Gik man tæt på, kunne man høre at bilen afspillede musik, og gik man så tæt på, at man var bange for at vække sælgerens griske opmærksomhed, kunne man høre at musikken var – gæt – intet mindre end Dr. Bombay’s “Taxi Taxi”. Globalisering er uhyggeligt.

Men det skal denne post ikke handle om, den skal istedet bestå af svarene på de spørgsmål jeg fik fra Hyperromantik som en del af et eller andet kædebrevsfænomen. Here goes:

Havde I klaver derhjemme?
Nej. Jeg kommer nok fra en ganske umusikalsk familie – tænker jeg mig om, kan jeg hverken komme på onkler, tanter, bedsteforældre eller søskende der har klaver stående, ej heller spiller andre former for instrumenter. Det tætteste jeg kom var, at min mor sang godnatsang for mig – jeg husker tydeligt at jeg elskede det, men når jeg hører min mor synge i dag (hvilket hun gør hver eneste gang hun hører Rufus Wainwrigts version af Hallelujah, som jeg ved et fælt sammentræf kom til at lade sidde i cd-afspilleren i køkkenet) tænker jeg, at hun måske indirekte er skyld i at jeg i dag dårligt nok kan høre om folk synger falsk eller om en akkord er dur eller mol.

Spiller du selv?
Nej. Jeg havde en kort affære med et keyboard for et par år siden, men jeg ramte aldrig helt de rigtige tangenter (høhø). Disciplinen til at øve manglede. Jeg havde også en noget længere affære med diverse lav-din-egen-musik-programmer til computeren dengang jeg hørte techno (se: mest pinlige plade), og i alle de timer jeg sad med Dance Ejay syntes jeg helt bestemt at jeg spillede selv.

Synger du under bruseren?
Nej.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Bestemt. Drømmen levede hver eneste time Dance Ejay kørte på computeren.

Hvad betyder musik for dig?

Den vender jeg nok lige tilbage til.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?
Coldplays The Scientist. De klavertoner er som skabt til at bore sig ind i ethvert følsomt ungteenagerhjerte og sætte sig fast som de der lus der graver sig fast i troperejsendes nakker. Det er sikkert derfor jeg synes, at det stadig er den bedste sang Coldplay har lavet.

Hvilken sang er din yndlingssang?
Jeg tror ikke på yndlingssange, tror jeg. Det ene år elsker jeg en sang overalt på jorden (se: første forelskelse, pinlige plade), det næste år er det et nyt band. Jeg har ikke nogle bands jeg dyrker fuldstændig fanatisk hvis komplette diskografi jeg elsker fuldstændig kompromisløst, ikke nogen sang i min musiksamling jeg ikke fastforwarder forbi af og til. Jeg har en mental liste over klassikere, måske, sange jeg dels har skamhørt igen og igen og som derudover har ændret mine musikpræferencer – sange der har åbnet helt nye genrer og bands op for mig eller vist mig at sådan kunne musik også være. Der kunne man f.eks. nævne Sigur Ros’ Untitled #1, The Nationals The Geese of Beverly Road og Iron & Wines The Trapeze Swinger.

Hvor lang er din musiksamling?
10 dage, 20 timer, 17 minutter og 21 sekunder, iflg. Winamp. Sådan omtrent. Langt det meste af min musiksamling – og al den musik jeg hører nu om stunder – er i mp3-format, min fysiske cd-samling består i overvejende grad af:

  • Absolute Music og Absolute Dance (fra 14 til 20 og fra 15 til 25)
  • Dream Dance (se: pinligste plade)
  • Enkelte gode cd’er jeg har købt på tilbud – lidt Radiohead, lidt Moby. Og så selvfølgelig Sash!

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?
Jeg hørte techno engang. Eller, mere korrekt – og dengang jeg hørte det skulle man for guds skyld sige det rigtige ned tl mindst sub-under-mini-genre – hørte jeg trance og dream house. Helst fra Tyskland, og helst på de Dream Dance-compilations der udkom 3-4 gange om året og som jeg edderspændt rev ned fra hylderne i Merlin den dag de kom. Musik der alt sammen lyder som en blanding af Robert Miles, Sash! og Paul Van Dyk. Jeg brugte en meget stor del af mine lommepenge i de år på de cd’er, og selvom der faktisk, ret skal være ret, er enkelte fine numre hist og her, er langt det meste ærkekommercielt idéforladt cash-in lavet af den samme lille flok producere igen og igen. Desuden: Boyzone – A Different Beat og Aqua – Aquarium.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?
Steve Reich – It’s Gonna Rain.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
Steve Reich – It’s Gonna Rain.

Hvilke album er bedst at høre på en søndag?
Jeg brugte utallige søndagsformiddage i selskab med Sigur Ros’ ( ), og det virkede hver gang. Olesen-Olesens “Sådan skulle livet altid være” er også som skrevet til lejligheden, men ellers kan jeg dybest set høre alt det jeg også hører på andre tidspunkter. Stars of the Lid er mindst lige så godt at vågne til som det er at falde i søvn til.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?

Jeg danser nok kun, hvis jeg er tilstrækkeligt fuld, og selv der nægter jeg at bevæge mig ud på gulvet til alt der bare lugter af techno, dance eller – ugh – r’n’b*. Hvis der skal danses, skal det enten være noget der er enormt glad-i-låget-agtigt (Guillemots, Jens Lekman, den slags) eller kikset 80’er-pop (Duran Duran, Dschenghis Khan). Af samme grund danser jeg altid, når der spilles Wake Me Up, Before You Go-go.

Hvad er den første sang, du kan huske?
“Lille føl, ved du hvad”, sunget af min mor (se: kommer du fra et hjem med klaver?).

Hvilke sange gør dig ked af det?
“Ked af det” er et svært begreb. Jeg har enormt meget af det man kunne kalde melankolsk musik – der dækker over alt fra Red House Painters til Ryan Adams til Bright Eyes til Explosions in the Sky. Melankolsk, fordi det er følelsesladet og bestemt ikke (instrumentalt eller lyrisk) går efter de glade stemninger. Men direkte ked af det? Har jeg egentlig lyst til at høre musik, der får mig i dårligt humør? Bedste kandidat lige for tiden er Sufjan Stevens’ Casimir Pulasky Day.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?
Steve Reich – It’s Gonna Ra…eller, dunno. Iron & Wines The Trapeze Swinger virker et eller andet sted som skabt til lejligheded med dens hypnotiske “Please, remember me”-omkvæd og bibelske tekstunivers, men det er måske lidt synd hvis folk skulle have alle ni minutter med. Måske noget af Sigur Ros’ mere rolige musik, om ikke andet så fordi det ville lyde brandgodt at spille Untitled #1 på et stort kirkeorgel.

Hvem var din bedste koncert med?
Jeg går ikke til så mange. En af grundene er Odense**, en anden at jeg generelt synes at koncertbiletter er dyre. Størstedelen af mine koncertoplevelser var følgelig på Roskilde Festival sidste år (se: tager du på festivaler). Ellers var Sigur Ros i Vega sommeren ’05 også ganske stort.

Tager du på festivaler?
Ja. I hvert fald på Roskilde, i år for anden gang. Og jeg kommer nok først og fremmest for musikken og sekundært for øllene og lejrhyggen. Jeg kan godt lide kombinationen af yndlingsbandkoncerter, man bare må se, og ukendte navne man aldrig havde oplevet hvis man skulle betale for dem, men som man tilfældigt falder over og falder for (f.eks. Akron/Family). Desuden har jeg været på Midtfyns Open Air, måske mit livs mest surrealistiske oplevelse, og en dag jeg virkelig burde skrive et indlæg om.

Hvilke musikere ville du gerne på date med?
Scarlett Johannson barsler med et Tom Waits-coveralbum, hvilket for mig er rigeligt til at kvalificere hende som musiker. Ellers er den lidt kedelige situation at indie-genren virkelig er dårlig til at hive kvindelige kunstnere frem i spotlyset, og Joanna Newsom er nok det klart mest oplagte valg, ikke at jeg helt ved hvad vi skulle tale om. Amy Winehouse, Rihanna og en smittende forkølelse fra min side ville også være en mulighed.

* Apropos r’n’b, forstået som den fæle smeltekedel af soul, hiphop og gemen pop, som radioen er vild med, som synges af mennesker som Mariah Carey, Christina Aguliera og Beyonce, og som teknisk set bør kaldes contemporary r’n’b: Er det ikke den fæleste genre der findes, omtrent? Modsat andre fæle genrer som hiphop og country, hvor jeg rent faktisk kan finde enkelte solstrålehistoriebands jeg bryder mig om, er contemporary r’n’b et Eliot’sk waste land af dimensioner hvor jeg endnu har tilgode at finde en eneste sang jeg bare har været mildt interesseret i.

**Apropos Odense: Jeg foreslår en konkret statistisk målestok for, hvor levende live-scenen i en given by er: Tag antallet af interessante koncerter på et år og divider med antallet af indbyggere i byen. Jeg tror at Odense vil sprænge bunden af skalaen. For mig at se er det fantastisk (på den dårlige måde), at vi kan have et spillested som Rytmeposten, der netop har været igennem en omfattende modernisering og nu teknisk fuldt er på højde med mange spillesteder i Århus og Kbh – og at de så disker op med verdens mest uinspirerede og ligegyldige program. At sommerkoncerterne i Kongens Have er komplet helliget det midaldrende dansktop-segment. At mange kunstnere på landsturne fravælger Odense til fordel for Svendborg, Fredericia eller Vejle. Og at byrådet vælger at smide en million i nakken på Elton John for at få ham til at spille til et flop af en koncert, når en million havde rakt så fucking langt så mange andre steder. Seriøst, jer der læser det her og er udenbys fra – vær glad for, at i ikke har en mere-end-overfladisk musikinteresse og bor i dansk musikkulturs sorte hul.

(Har skiftet design, forresten. Synes ikke det her forår kunne være tjent med brå og mørkeblå. Får snarest muligt sat et ordentligt headerbilleder ind).

Older Posts »

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.